Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 20
Leder: Kassedamerne, kommunen og kerneydelsen
Vi i fagbevægelsen må - sammen - blive ved og ved med at påpege konsekvenserne af den nuværende regerings ideologiske felttog mod velfærdssamfundet, som vi kender det.
Af: John Langford medlem af forretningsudvalget
I moderne virksomhedstankegang er der en tese, der går ud på, at virksomheden afspejles - eller ligefrem formidles - af virksomhedens yderste/nederste led. Sagt på en anden måde, så er det manden/kvinden "på gulvet", der afspejler, hvordan toppen agerer. Og det ved vi faktisk godt.
Boligforetagendet IKEA ved det også, og det gik rent ind i samtlige medier, at kassedamerne i den danske del af firmaet pludselig uden om alle almindelige forhandlingsfora og kendte tovtrækkerier nu får 4500 kr. mere i lønningsposen pr. måned. Direktøren fik bare lige en god ide, så i helsides dagbladsannoncer smiler kassedamerne nu om kap med kunderne.
Hvor svært kan det være?

Ligesom kunder generelt møder flere butiksassistenter end direktører og bestyrelsesformænd, så møder borgerne i deres daglige liv flere pædagoger end borgmestre og finansministre. Pædagoger yder jo en meget væsentlig del af den service, borgerne forventer at få, der hvor de bor. Er der gode daginstitutioner med kvalificerede, kompetente og tilfredse ansatte med tid til både børn og forældre - så er det en rigtigt god kommune.

En anden af de store avis-, radio- og tv-historier i den forgangne uge handlede om, at pædagoger bruger stadigt mindre af deres arbejdstid sammen med børnene.
Det ved vi også godt.
Vi har påpeget gang på gang, at de stadigt flere opgaver i den enkelte institution og for den enkelte leder kan betyde, at den pædagogiske kerneydelse både med hensyn til tidsforbrug og kvalitetsudvikling nedprioriteres.
Områdets minister - socialminister Henriette Kjær - gjorde sig i et tv-interview forleden til talskvinde for, at pædagoger skal "gøre op med mødekulturen".
Hvor let kan det være? At være minister altså.

Særlig let er det ikke just at være pædagog, når der fra alle sider stilles stigende krav - samtidig med, at fagområdet år efter år må holde for i sparerunder og effektiviseringer. Der blev skåret til benet sidste år, og forhandlingerne i de kommende uger mellem KL og Finansministeriet om rammerne for næste års budgetter tegner til at blive en gyser af format.

Vi i fagbevægelsen må - sammen - blive ved og ved med at påpege konsekvenserne af den nuværende regerings ideologiske felttog mod velfærdssamfundet, som vi kender det. Og kommunerne må skærpe opmærksomheden på, at deres politiske troværdighed evalueres dagligt - ikke på tv eller på gangene på Christiansborg - men af kunderne i butikken.
Som pædagoger kan vi ikke blive ved med at levere varen, hvis arbejdsgiverne ikke for alvor prioriterer området og siger nej til, at regeringens skattepolitik finansieres med forringelse af velfærdsydelser og/eller øget brugerbetaling.