Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 18 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Hvorfor lytter de ikke til lægerne?
I tre år har Johnny Pederen være kastebold mellem jobcentret, medicinske specialister og rehabiliteringsteamet i Slagelse Kommune, som insisterer på, at han skal i ressourceforløb, selvom lægerne vurderer, at hans helbred er for dårligt til at kunne arbejde.
Af: Malene Mølgaard
Anden juledag 2014 sidder Johnny Pedersen i sofaen i sit rækkehus i Slagelse. Han hoster og mærker først et knæk i brystet og så en voldsom smerte. På hospitalet viser det sig, at han blot ved at hoste har brækket flere ribben. Lægerne konstaterer, at han lider af svær knogleskørhed, selvom han kun er 55 år.
Trods konstante smerter forsøger han alligevel på deltid at fortsætte i sit job som gadeplansmedarbejder i Slagelse. Men efter sommerferien kan han ikke mere, og i august 2016 bliver han fuldtidssygemeldt.
Og så starter det syge cirkus.

I en attest til jobcentret skriver hans læge, at Johnny Pedersens knogleskørhed er så alvorlig, at han ikke kan arbejde på grund af smerter og risikoen for flere brud:
’Denne patient er et helt særligt tilfælde. Jeg har ikke set noget lignende i min tid som læge. Jeg mener ærligt talt ikke, det er realistisk, at man i praksis vil kunne opnå tilstrækkelige skånehensyn til, at det på nogen måde bliver bare tilnærmelsesvis sandsynligt, at han vil kunne varetage nogen jobmæssig funktion’.
Trods lægens utvetydige melding og specialisters lige så klokkeklare vurderinger af Johnny Pedersens helbred, giver rehabiliteringsteamet i kommunen ham ikke førtidspension, men fire års ressourceforløb og tilbud om et forløb på en smerteklinik, lindring i varmtvandsbassin og samtaler med en psykolog.
»Men det bliver jeg ikke rask af! Formålet er bare at få parkeret mig. Det er jeg 100 procent overbevist om,« siger Johnny Pedersen.

Sidder og sover. Han sidder med alle sagens papirer foran sig ved spisebordet. Stuemøblerne er klodset op, så han sidder bedre. Han har en rollator at støtte sig til, når han skal ud, og handicapskilt i bilen. I køkkenet står en lang gribetang, når han skal række ud efter noget i køkkenskabene eller på gulvet. På badeværelset har han både toiletforhøjer og en badestol i brusenichen. Han får hjemmehjælp hver 14. dag, og hans voksne søn hjælper med indkøb og klipper den lille græsplæne i haven.
»Jeg sover en halv time ad gangen, også om natten, hvor jeg ikke kan ligge i min seng, men sidder op, fordi det gør ondt i ribbenene,« forklarer han, mens han rejser sig fra stolen og støtter sig på armene ind over bordet for at lindre smerterne i lænden.
Sammen med BUPL klager han til Ankestyrelsen over sagsbehandlingen, hvor de lægelige vurderinger tilsidesættes. Men Ankestyrelsen blåstempler kommunens afgørelse og svarer:
’Vi er opmærksomme på, at din praktiserende læge har oplyst, at det formentlig er udelukket, at du vil kunne varetage nogen form for beskæftigelse. Det ændrer dog ikke på vores vurdering af, at det ikke er udelukket, at din arbejdsevne vil kunne udvikles. Vi bemærker, at de lægelige oplysninger i sagen kun er et delelement blandt en række social- og arbejdsmarkedsfaglige faktorer, når arbejdsevnen skal vurderes’.

Mere syg. Meget hurtigt bliver den før så aktive pædagog meget dårligere.
»Det er ikke kun ribbenene, der hele tiden gør ondt. Det er også mine skuldre, arme, ben, hofter og balder,« fortæller Johnny Pedersen.
Han får konstateret muskelgigt, der giver smerter på grund af væske i leddene. Lidelsen kan behandles med indsprøjtninger af binyrebarkhormon, og kommunen sender ham til flere specialister for at få afklaret mulighederne. Men binyrebarkhormon nedbryder kalk i kroppen og forværrer knogleskørheden, så den behandling er udelukket. I stedet smertestilles han med højdosis depotmorfin.
»Jeg bliver ikke arbejdsparat af, at min muskelgigt forsvinder. Men kommunen koncentrerer sig kun om muskelgigten, fordi den kan man gøre noget ved,« siger han vredt over det fastlåste fokus.
I løbet af de næste to år komme flere helbredsproblemer til. Johnny Pedersen får konstateret slidgigt i ryggen og hjertesvigt, som giver ham åndenød på grund af nedsat pumpefunktion.
Han bliver forpustet, holder pause og hiver efter vejret, da han remser sine handicap op: muskelgigt, slidgigt i ryggen og dårligt hjerte. Alt sammen dokumenteres i en vurdering fra Socialmedicinsk Ambulatorium på Holbæk Sygehus den 29. juni i år:
’Der er flere konkurrerende lidelser, der tilsammen nedsætter funktionsniveauet til det ubetydelige. Osteoporosen er den dominerende årsag til den nedsatte funktionsevne. På baggrund af patientens helbredsmæssige udfordringer vurderes det ikke realistisk, at funktionsniveauet vil bedres til et niveau, der sigter mod arbejdsmarkedet. Det er svært at pege på relevante skånehensyn, da der pga. de mange handicap ikke vil være hensyn, der er fyldestgørende nok.’

De bliver ved. Men rehabiliteringsteamet er stadig ikke overbevist. Derfor klager BUPL over behandlingen af Johnny Pedersens sag til borgmesteren og arbejdsmarkedschefen i Slagelse Kommune, som sender ham til en ny vurdering af hjerteproblemerne mindre end en måned senere. Vurderingen henviser til den tidligere rapport og understreger, at den nedsatte pumpefunktion ’sammen med patientens øvrige lidelser nedsætter funktionsniveauet til det ubetydelige’.
»Det undrer mig, at man kan gå så langt og slet ikke lytter til nogen af lægerne. Alt, hvad jeg fejler, er kroniske sygdomme. Jeg kommer aldrig af med dem,« konstaterer Johnny Pedersen.
»Hvorfor lytter de ikke?« spørger han helt uforstående.
»Der skal være en grund til, at man sender folk i ressourceforløb, men de kan jo ikke engang sende mig i arbejdsprøvning. Det er en katastrofe, det her system,« siger han vred og fortvivlet over forløbet, der har presset både hans helbred og økonomi.
»Jeg har en forsikring mod mistet erhvervsevne på 10.055 kroner om måneden, men dem modregner kommunen i min ressourceydelse. Jeg har jo ikke planlagt at blive syg, og jeg har de samme udgifter som før. Fortsætter det her ret meget længere, er jeg nødt til at flytte,« siger Johnny Pedersen, som lapper de økonomiske huller med den invalidesum, han fik udbetalt via sin forsikringsordning i PBU.
»Jeg skal have ro på min tilværelse og en stabil indkomst. Jeg kan ikke pleje min sygdom sådan her. Jeg har bare brug for, at man lader mig være i fred.«

Efterskrift
Nu får Johnny endelig ro

2. november fik Johnny Pedersen endelig tilkendt førtidspension af rehabiliteringsnævnet i Slagelse Kommune.
»Det er dejligt. Jeg er så lettet. Nu føler jeg mig ikke presset mere og stresset over, hvornår det næste møde kommer, og hvad der er det næste, de kører mig igennem – og om jeg nu skal til en ny lægeundersøgelse. Hver gang jeg har siddet til møde i rehabiliteringsteamet, har jeg næsten følt det som en retssag, hvor jeg skulle forsvare det, lægerne havde skrevet. Det kan jeg jo ikke! Jeg er stadig syg, men nu kan jeg begynde at tænke langsigtet igen. Det betyder, at jeg får ro. Også i min økonomi.«