Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 21
Se fagligheden i øjnene
I nedskæringstider er det svært for pædagogerne at få tid til de mange opgaver i en stresset hverdag. Pædagog Pia Jønsson og konsulent Viktor Harder opfordrer til at satse på fagligheden og pædagogikken. Det skaber glæde og trivsel for både børn og pædagoger.
Af: Vibeke Bye Jensen
Mange opgaver og færre til at klare dem. Sådan er hverdagen i de fleste daginstitutioner. Det giver stress, dårlig samvittighed, udbrændthed og mistrivsel for pædagogerne og et mindre udviklende miljø for børnene. I sådan en situation er det tid at huske på, hvorfor man blev pædagog, og hvad opgaven egentlig går ud på. Det mener pædagog Pia Jønsson og konsulent i udviklingsprocesser Viktor Harder.
De vil have pædagogerne til at satse på fagligheden og kvalitet i aktiviteterne med børnene. De tilbyder en metode til at fokusere på ressourcer i stedet for på begrænsninger. En metode, der ved hjælp af lidt struktur giver tid til alt det sjove.
"Ressourcediskussionen er relevant, og der skal ikke herske tvivl om, at der er skåret for meget ned på pædagogtimer. Men det ser jo ikke ud som om, det vil ændre sig i den nærmeste fremtid, så vi må finde ud af, hvordan vi med de nuværende ressourcer kan få lavet et godt liv for børnene alligevel," siger Pia Jønsson.
Sammen med sin makker har hun afprøvet en struktur og nogle rammer, som de derfor har erfaring for fungerer.
De har udviklet en metode, hvor hver enkelt institution kan lægge sit eget ambitionsniveau og finde sin egen måde at få det bedste ud af situationen.
"Det er nemt at blive handlingslammet, når man ikke har så mange ressourcer at gøre godt med. Men det må ikke ske, for børnene har stadig krav på at blive set og hørt.
I stedet for at se på, hvor meget personale man har, så se på, hvad man kan med de timer, man har. På den måde kan man se sig selv og sin faglighed i øjnene. Vi har oplevet, at man faktisk kan rigtig meget, hvis man bare organiserer det lidt," siger Viktor Harder.
Pia Jønsson har været pædagog siden 1987 og er nu ansat i Børnehuset ved Søerne på Frederiksberg, hvor hun står for musik og værksted.
Hun har arbejdet flere forskellige steder, hvor det ofte er faldet hende for brystet, at kollegerne giver for hurtigt op, når de overmandes af nye krav og besparelser. Derfor har hun sammen med Petter Wibroe, pædagog og musiker, og Viktor Harder, som er uddannet i psykologi og kommunikation på Roskilde Universitetscenter, udviklet en metode, som sætter fagligheden i spil og skaber glæde og trivsel i arbejdet.

Metoden kort. Metoden går ud på at danne grupper eller arrangere møder, hvor man kan aftale aktiviteter, som man vil afprøve sammen med børnene. Der aftales mål, midler og metoder, og derefter går man i gang med aktiviteten. Bagefter evaluerer man, hvad der skete, og hvad pædagogerne og børnene lærte, mens aktiviteten udfoldede sig.
"Vi foreslår, at man laver pionergrupper eller refleksionsgrupper, som er en måde at kompetenceudvikle og vidensdele på. Man skaber et rum, hvor man gennem aktiviteter for de børn, som man er der for, er fælles om den læring, der finder sted. Man reflekterer sammen over en aktivitet: Hvad gør den for børnene og for pædagogerne? Dermed kommer man til at dele de bedste erfaringer mellem sig," siger Viktor Harder.
"Man kan bruge pionergrupperne til at tage sig tid til at reflektere og sætte fokus på det, man kan. Det giver glæde og sammenhold og en viden om, at man gør noget, der bygger på den faglighed, der er samlet i institutionen," siger Pia Jønsson.
På den måde kan man sætte fokus på, hvordan man får kvalitet i den pædagogiske praksis, hvordan man får plads til fordybelse, når der nu er så meget andet, man også skal, og så få tid til at gøre det.
"Jeg har arbejdet med det andre steder og der, hvor jeg arbejder nu. På den måde får man lov til at sætte sig nogle mål for aktiviteten, vælge metoder og prøve det. Vi skriver ned, hvad der sker, og hvad vi gjorde, så alle kan læse, hvad der er foregået, og hvad man lærte af det. På den måde får man også en idébank, som er til fri afbenyttelse for alle," forklarer Pia Jønsson.
Pionergruppen eller refleksionsgruppen er luksusudgaven, men det kan også opstå mere spontant, at kolleger finder sammen om en aktivitet, mener Pia Jønsson.
"Sammen med andre bliver man mere sikker i forhold til at smide sin faglighed ind og gøre noget sammen med børnene, selvom det faktisk ikke ser ud, som om man har tid til det," siger hun.

Fokus på ressourcerne. Hvis man går i gang med at sætte rammer og opbygge en struktur, som giver plads til fagligheden, kræver det, at man som pædagog ser udvikling som nødvendigt, mener Viktor Harder og Pia Jønsson.
"Det er en investering i et bedre børnemiljø, og det skal man ville. Og det kræver, at man måske tænker anderledes på, hvordan man bruger sine ressourcer, både på institutionsniveau og hos den enkelte," siger Viktor Harder.
For Pia Jønsson er det vigtigt at sige, at det er enkelt at gå i gang med den her måde at arbejde på. Hun mener, at det kun kræver at finde ud af at skabe et rum for at reflektere og snakke sammen. For så er man faktisk i gang. Måske handler det om, at man bruger nogle af de møder, man alligevel har, stuemøder, morgenmøder eller andet, men bare omprioriterer indholdet, så de kommer til at handle mere om den pædagogiske praksis, og hvordan den kan blive optimeret.
"Man skal ikke tænke på alt det, der begrænser. Dårlig tid, for få mennesker, en dårlig legeplads og alt det andet, der kan sætte en stopper for en pædagogisk praksis. I stedet skal man finde frem til, hvad man vil kendes på som pædagog og som institution. Når man har fundet ud af det, ser man på ressourcerne og finder ud af, hvornår og hvor meget man kan gøre for at omsætte ønskerne til praksis. Hvis man har nogle af alle de gode ord om, hvad man synes, at børnene skal have, så er det svært at sige: 'Nej, det skal vi ikke i dag'. Hvis man husker på, hvad en aktivitet kan være godt for, er det sværere at sige, at det kan vi ikke," siger Pia Jønsson.
Hvis man prioriterer indsatsen, får man bonus i form af trivsel og arbejdsglæde, har Pia Jønsson og Viktor Harder erfaret.
"Øget faglighed giver større glæde. Det giver noget, at man ved, at man bidrager til en god dag for de børn, man har ansvaret for," siger Viktor Harder.
"Samtidig giver det anerkendelse, når man skaber en kultur, hvor man er noget værd og vigtig. Vi siger jo hele tiden til børnene, at det er vigtigt, at de er med i fællesskabet og byder ind med noget. Det skal vi også kræve af os selv og hinanden. Man får nogle ting sammen som gruppe, når man har stillet sig selv en opgave og løser den sammen" siger Pia Jønsson.

Et fælles sprog. Viktor Harder og Pia Jønsson håber, at mange pædagoger allerede kan finde tiden til at udfolde pædagogikken. Men strukturerer man rammerne og laver et fælles udgangspunkt, så forpligter man hinanden til, at der faktisk sker noget for børnene i hverdagen, mener de.
"Det gode ved den her metode er, at man får et fælles sprog og en fælles forståelse af, hvordan man kan bruge sin faglighed og de forskellige styrker, der ligger i en personalegruppe. Hvis udgangspunktet er, at man vil have mere kvalitet i aktiviteterne, så er det i hvert fald en metode, der kan bruges til at finde ud af, om der er kvalitet i det, man laver," siger Pia Jønsson.
"Der sker jo det, at den enkeltes refleksion bliver fælles. Man benytter de bedste erfaringer, som hver især gør sig, og kommer dem ind i et fælles rum, hvor man kan drage nytte af de andres erfaringer og dele ud af sine egne. Det giver en god energi," siger Viktor Harder.
Pia Jønsson har selv mærket, at det giver trivsel i en personalegruppe at få en succesoplevelse ved hjælp af metoden.
"Man får nogle fælles arbejdsredskaber, som kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Det bliver legalt at udvikle i dagligdagen og ikke kun på personalemøderne," siger hun.
Pia Jønsson har erfaring for, at der ofte ikke er et fælles sprog og en fælles forståelse i institutionerne. Det gode ved at have et fælles sprog er, at man er mere professionel og ikke så personlig.
"Det er nemmere at snakke om, hvad man gør, kan og ikke kan, når det siges i et fælles sprog, som tager udgangspunkt i fagligheden og ikke i personerne. Det gør det nemmere at kommunikere, hvis vi forstår det samme ved de ord, vi bruger," siger hun.
Det fælles sprog er en måde at implementere en pædagogisk praksis på, så man holder hinanden op på at gøre det, man er blevet enige om, mener Viktor Harder.
"Internt giver det mere trivsel, fordi man undgår misforståelser, når man ved, hvad ens kollega laver og hvorfor. Eksternt bliver det nemmere at svare på de spørgsmål, som forældre eller andre har. Hvis man internt har tjek på det, vil man opleves som et mere samlet hele udadtil. Når de valg, man tager, bliver mere bevidste, kan man også være mere offensiv. Hvis man er for meget på retræte, kommer man til at havne i offerrollen. Og det dræner energien, trivslen og glæden," siger Viktor Harder.

Sådan sagde de også
"Der er en noget fortærsket sætning, der hedder: 'Don't work harder, work smarter'. Man skal ikke knokle mere på, for det dræner, og man når alligevel aldrig det hele. Man skal bruge kræfterne anderledes og mere hensigtsmæssigt, så det løfter i stedet for."
Viktor Harder, konsulent

"Det er ikke nok, at man taler om, hvad god praksis er. Man tager rent faktisk nogle små børn i hånden og øver sig i god praksis. Samtidig lærer man af de aktiviteter, der udspiller sig. Og den energi, der er i det, giver glæde og trivsel."
Viktor Harder, konsulent

"Børn tænker jo ikke, at de skal have 100 millioner kroner og syv pædagoger rundt om sig, før det, de er optaget af, kan lade sig gøre. De gør det ud fra de forhåndenværende søms princip, og det kan vi godt lære noget af. Lige foran næsen på én har man faktisk nogle, der kan se mulighederne i stedet for at se begrænsningerne. Man kan bare kigge på børnene, for de gør det hele tiden."
Pia Jønsson, pædagog