Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
TEMA: PRESSEDE SENIORER. 70+ og still going strong. De bliver bare ved og ved
Tre pædagoger på 70+ fortæller her, hvorfor de fortsætter med at arbejde, selvom de for længst har passeret den klassiske pensionsalder. Arbejdsglæde, omstillingsparathed, nedsat tid og en lang pause fra arbejdsmarkedet er nogle af deres forklaringer.
Af: Marie Bille
Randi Mathow, 71 år, pædagogisk teamleder i Vuggestuen Labyrinten
i Kalundborg Kommune.
Man skal kunne tage forandringer
Jeg har aldrig haft svært ved at omstille mig. Men jeg kan forestille mig, at hvis man har svært ved det, så kan det være rigtigt vanskeligt at blive ældre i faget. For der er løbende forandringer. Det kan være et minus, men jeg synes faktisk, det har været spændende.
Arbejdet med de små børn er meget mere belastende end arbejdet med de store, rent fysisk. Jeg har været mange år omkring de store og få år omkring de små. Det kan gøre en forskel. For fem år siden startede jeg i vuggestuen, og det havde jeg ikke prøvet før. Jeg har altid arbejdet med store børn i skolefritidsordning, Jeg har startet tre skolefritidsordninger op fra bunden. Så derfra videre til dagcentre for ældre mennesker, og så videre til vuggestuen. På den måde kan man sige, at jeg har arbejdet fra vugge til grav, nærmest.
Det har været spændende, synes jeg. Det har også været spændende at komme ud og arbejde med de små, som jo giver utrolig meget på den måde, de kommer og ikke kan så meget. De kravler, og når vi slipper dem, kan de både snakke og gå, og hvad ved jeg.
Lige nu har jeg ingen intention om at stoppe. Så længe jeg synes, det giver mig noget, og jeg kan give noget, jamen så er jeg med.
Ting flytter sig hele tiden. Vores samfund er jo heller ikke statisk, det flytter sig også. Det giver nye måder at leve sammen på, nye måder at være på og nye måder at have børn på. Det er jo det, der skaber ændringerne på vores område. Vi har fået læreplanstemaer, og vores arbejde er blevet meget mere teoretisk. Man skal hele tiden holde sig ajour, og det synes jeg også er spændende.«

Birgit Smedegaard, 71 år, pædagog og souschef i Børnehaven Bøgely i Lyngby-Taarbæk kommune.
Alder giver heldigvis stadig respekt
Jeg er frisk, jeg er fysisk i orden og har ingen skavanker, og da jeg var 65, fik jeg de gode tilbud, at jeg kunne gå ned på 20 timer. Det fandt jeg ganske fortrinligt, og jeg lever rigtig godt med det. Jeg har altid arbejdet med børnehavebørn, og jeg synes, det er rigtig sjovt. Alle spørger, hvor længe jeg har tænkt mig at fortsætte. Jeg ved det ikke.
Vi har snakket om det i institutionen, og jeg har sagt, at de må sige til, hvis de tænker, at nu går det ikke, nu glemmer hun, eller nu bliver hun for sløv. Det er ikke tilfældet.
Jeg synes selv, jeg yder lige så meget som de unge faktisk. Jeg har selvfølgelig ikke alle de der fine uddannelser, men så har jeg erfaringen. Jeg har ingen deadline som sådan, med mindre der er nogen, der siger: ’Så er det ud, Birgit’.
Jeg har været uddannet siden 1968 og har oplevet alle de forskellige retninger, og der er da meget, som går i ring. Alt det nye, der kommer ind, er jo ikke nyt for mig i virkeligheden.
Måske lige bortset fra IT. Temperamentet er lidt roligere, også over for børnene, når man bliver ældre. Og så er der en vis respekt fra forældrene, vil jeg mene. Alder giver respekt stadigvæk, heldigvis.
Jeg havde mine 10 bedste år, da jeg var leder af en skovbørnehave. Det var en institution med 24 børn, hvor man er ude hver dag i en skov. Der giver du alt, hvad du har. Du er nærværende og bliver ikke forstyrret af telefoner og folk, der kommer rendende. Der er man sammen med de børn, og der er højt til loftet.
Jeg tror, at en af grundene til, at jeg holder ud stadigvæk, er de år i den institution. Det var næsten som lejrskole hver dag, det var virkelig sjovt.«

Birte Brüel, 72 år, pædagog på fuld tid i et specialpædagogisk team i Fredensborg Kommune.
Mit arbejde er utroligt interessant
Mine forældre var selvstændige, så jeg har forbilleder, der ikke kender til at trække sig tilbage i 60-årsalderen. Jeg fik mit eget barn, da jeg var 29 år, og jeg gik hjemme, til jeg var 40. I 10 år var jeg fri for at skulle hænge i en klokkestreng, og jeg tror, det har betydning for, at jeg ikke føler mig udbrændt. Mit arbejde er også utrolig interessant, og jeg befinder mig godt og føler ikke, jeg er så gammel, som jeg i virkeligheden er. Man føler sig jo lidt yngre, når man går på arbejde, end hvis man sad og strikkede.
Men når jeg bliver 75, skal jeg ikke arbejde mere. Så kommer jeg også til at se så mærkelig ud, at de stakkels børn bliver helt skræmte. Og jeg løber ikke så hurtigt, som jeg gjorde engang, når jeg skal lege med børnene.
Jeg ser store fordele ved at blive ældre i faget. Allerede da jeg blev 50, begyndte jeg at forstå, at jeg har en nem kontakt med forældrene. Jeg følte, de troede på, hvad jeg sagde, fordi de tænkte: ’Hun er jo gammel, hun må vide, hvad hun taler om’. Jeg har haft utroligt nemt ved at få et tillidsforhold med forældrene. Man har et stort menneskesyn i min alder, og man bliver ikke chokeret over noget, de gør eller siger.
Det er individuelt, hvad folk kan holde til. men det gælder om at finde et fag, hvor man har arbejdsglæde. Du får altid ekstra kræfter, hvis du er glad for det, du laver. Mit arbejde giver også utrolig gode muligheder for hele tiden at dygtiggøre sig via kurser og kollegial sparring. Tværfagligt samarbejde er der masser af, så der er en stor tilfredsstillelse bygget ind i mit arbejde. Man skal selvfølgelig også have en arbejdsplads, hvor der ikke bliver kigget måbende på én, hver gang man møder. Og hvor man ikke bliver gjort til en særling. Det har jeg ikke oplevet, overhovedet.«