Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 20 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Pædagog fra Iran
Af: Trine Vinther Larsen
Navn: Mohammad Arabi Hosseini, 58 år.
Land: Iran. Kom til Danmark i 1984 som politisk flygtning.
Job: SFO- og skolepædagog på Munkebjergskolen i Odense.

Hvad tog du med til Danmark?
»Jeg er optaget af iransk sufisme, der er en gammel spirituel bevægelse, som især er kendt for en slags dansende meditation. Udøverne, ’dervisherne’, danser i hvide uldkapper til musik, og hjemme har jeg en plakat af grundlæggeren, digteren Rumi, og en persisk guitar, en ’tar’. Jeg har haft min tar med på skolen, og jeg har arbejdet lidt med iransk kalligrafi og skønskrift med SFO-børnene. Jeg synes, der er sjæl i det håndskrevne ord. I den understøttende undervisning i skolen har jeg inddraget yoga«.

Hvordan husker du barndommen i Iran?
»Det var en anden tid, men jeg husker barndommen som fyldt med nostalgi og eventyr. Vi gik ikke i daginstitutioner, men blev passet hjemme. Det var fantastisk, fordi man som barn oplevede stor sammenhæng med bedsteforældre og forældre, men på den anden side var man meget overladt til sig selv. Alt foregik på gaden: leg, spil, venskab og slåskampe. Mange familier boede flere generationer sammen, og man spiste sjældent for sig selv. Der blev fortalt historier og spillet musik, og fællesskabet var stort.«

Hvordan bruger du din baggrund pædagogisk?
»Jeg er opvokset med historier, og tit vil børnene i SFO’en hellere have, at jeg improviserer en fortælling end læser en bog for dem. Jeg læste drama og kunst på universitetet i Iran, og selvom jeg er professionel, laver jeg meget sjov med børnene. At se dem smile er det bedste. I Iran har man tradition for venskaber på tværs af generationer på en anden måde end her, og måske er jeg venskabelig, men det gør mig stolt, når jeg møder børn i byen, der råber mit navn. Jeg håber, jeg har gjort en forskel.«

Hvad fik du fra dansk pædagogik?
»Jeg kommer fra en kultur med stor kærlighed til børn, men som pædagog i Danmark har jeg lært om professionel kærlighed. Man kan være personlig i sine relationer, men professionalismen sikrer eksempelvis, at børn ikke tager skade af at skifte pædagog. Systemet er ikke person-, men principafhængigt. Det gør det også muligt at bryde den negative sociale arv. Måske mangler familien ressourcer, men gode institutioner giver børn lige muligheder. Også traditionen for børns medbestemmelse er stærk i Danmark.«

Hvad har overrasket dig?
»I Danmark udtrykker man sig mindre kropsligt. Da vi som flygtninge kom hertil og mødte venner i lejrene, kindkyssede vi. Men vi holdt hurtigt op, for danskerne troede, vi var bøsser. I den mellemøstlige og afrikanske kultur er det også sådan, at alle elsker alles børn. I Danmark holder man af alle børn, men man elsker især sine egne. Tit kan man høre mig råbe fra SFO-vinduet, at et barn skal komme ind og få jakke på. Det, der gælder for mine børn, gælder også for dem, jeg arbejder med. De skal ikke fryse.«