Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Børnepsykolog. Tilfældigheder må ikke afgøre børns liv
Kommunale forskelle i normeringer og ens bopæl må ikke afgøre, om et barn får et godt liv, siger ­psykolog Margrethe Brun Hansen. Hun går ind for minimumsnormeringer og 100 procent uddannet personale i daginstitutioner.
Af: Trine Vinther Larsen
Så fat det dog! Ordene kommer fra den anerkendte børnepsykolog Margrethe Brun Hansen og er rettet mod de politikere, der ikke har forstået, at minimumsnormeringer og uddannet personale er garant for kvalitet og tryghed i daginstitutioner.
»Jeg har talt om det i 100 år, og det må da snart trænge igennem. Normeringsdebatten har tidligere været båret af følelser og fornemmelser, men nu kan vi for alvor argumentere med psykologien og med undersøgelser i hånden. Nogle skal jo have facts på bordet, før de vågner op,« siger Margrethe Brun Hansen.
Den normeringsopgørelse, som alle venter på, skal gøre det muligt at sammenligne normeringer på tværs af kommuner. Psykologen håber, at den vil få politikerne til at indse, hvad det er for et ’tilfældighedernes lykkespil’, som vi udsætter børn og familier for.
»Hvis man skal have sit barn i institution i Danmark i dag, så håber man, at lykkehjulet standser ved en god kommune med velnormerede institutioner og veluddannede pædagoger, og hvor ens børn vil få en tryg hverdag og blive stimulerede,« siger hun.
Men pilen kan også lande på et sted med dårlig normering, og hvor personalet er udkørt, mange er uuddannede, og udskiftningen er stor.
»Så er det, at man sukker og tænker, hvad er det dog for et liv, vi tilbyder det lille etårige barn de næste fem år. Sikke en forskel fra det liv, der tegner sig for barnet, der kom i den velnormerede institution. Sådanne tilfældigheder må ikke afgøre børns liv,« siger Margrethe Brun Hansen.
Hun har set mange institutioner af forskellig kvalitet og finder det uholdbart, at man ikke i dag har en minimumsnormering på mindst en pædagog pr. tre vuggestuebørn og en pædagog pr. seks børnehavebørn.
»Når man får tilbudt en institution, skal der være en normering, som uvildige ­eksperter har fundet ud af, er nødvendig for, at barnet kan trives, udvikle sig og få et godt liv. God normering er en sikring af tryghed, gen­kendelighed og nærvær, som er vigtig for barnets trivsel. Når forældrene slipper barnet, skal en pædagog tage barnet i hånden,« siger Margrethe Brun Hansen som lægger stor vægt på, at pædagogerne skal være uddannede.
»Jeg drømmer om fuldt personale og udelukkende uddannede medarbejdere. Man ville jo heller ikke sætte en uuddannet hjælpekirurg til lige at tage blindtarmen. At man bruger uuddannet personale i daginstitutioner er så utroligt nedgørende for faget og for, hvad børn egentlig har brug for,« siger Margrethe Brun Hansen.

Se børneperspektivet. Børnene har især brug for, at voksne ser tingene fra børnenes perspektiv.
Margrethe Brun Hansen har selv prøvet at sætte sig blandt poderne på gulvet i de moderne kæmpeinstitutioners store alrum, hvor personalet på grund af personalemangel kan se sig nødsaget til at samle alle børn.
»Det føles som at sidde midt på Københavns Hovedbanegård. At skulle finde en pædagog er ligesom at prøve at finde Holger,« siger hun og beskriver, hvad det gør ved et toårigt barn.
»Lyset i øjnene slukkes, og så sætter barnet sig ned og vender en klods,« siger hun.
For nylig har hun observeret en række indkøringer. Mens nogle institutioner var gode til at sætte ekstra personale af den første måned, var andre hårdt pressede på normeringen. En far forlod sit barns institution grædende, fordi pædagogen ikke havde tid til at tage imod drengen, der var meget utryg ved starten i børnehaven.
»Jeg skal ikke hakke på pædagogen, for hun stod med otte andre børn, men det er frygteligt at se, hvordan barnet, der bliver sat på en stol, næsten apatisk lægger hovedet ned på bordet og bliver fjern, fjern, fjern,« siger Margrethe Brun Hansen.
Også på legepladsen skaber dårlige normeringer forfærdende tilstande, der vækker minder om romanen ’Fluernes herre’, hvor de stærkeste børn tager magten, og ondskaben får frit spil.
»Børn er ikke altid gode ved hinanden, og når de stærkeste børn oplever, at pædagogerne ikke kan tage lederskab, så bliver de sådan nogle små bisser, der prøver at få opmærksomhed ved at genere de mindre stærke. Er der ikke voksne til at hjælpe med at løse konflikterne og lære børnene at indgå i fællesskaber på en god måde, så bliver børnemiljøet ofte hårdtslående,« siger Margrethe Brun Hansen.

Truer udviklingen. Dårlige normeringer påvirker ikke alene børnemiljøet, men også det enkelte barns trivsel og udvikling i en negativ retning.
»Du kan ikke lære et barn noget, hvis barnet ikke er tryg. Hvis barnet, der beder om hjælp, gang på gang bliver afvist, lærer det kun, at det ikke kan forvente hjælp fra nogen. Og hvis barnet ikke møder interesse for den tegning, det har lavet, lærer det kun, at ingen interesserer sig for dets liv. Når børn ikke bliver set og imødekommet, fordi der ikke er pædagoger nok, bliver de truet på deres følelsesmæssige udvikling,« siger Margrethe Brun Hansen.
Hvor nogle børn slår fra sig, trækker andre sig ind i sig selv. Begge grupper vil føle sig triste.
»De føler sig utilfredsstillede og savner også berøring, for der er ingen til at tage om dem og grine med dem, når de har gjort et eller andet sjovt,« siger Margrethe Brun Hansen.
Der er heller ingen til at tale med dem, og det påvirker både barnets sprog og intellektuelle udvikling.
Også den sociale intelligens går fløjten, når der ikke er voksne til at stimulere legen.
»Leg er en gave til børn, men den kan ikke stå alene. Der skal være nogle voksne, som går i børnenes spor og hælder brændsel på,« siger børnepsykologen.
Margrethe Brun Hansen understreger, at pædagoger kan alle disse ting, men normeringerne i dag sætter selv de dygtigste pædagoger på en umulig opgave.
»Faget burde højnes til skyerne. Nu må Folketinget tage over fra kommunerne og indføre den minimumsnormering, så pædagogerne kan gøre deres arbejde. Det vil løfte alle børn. Forældrene kan gå glade på arbejde. Pædagogerne undgår at blive slidt ned. Og vi får i sidste ende sunde samfundsborgere. Man slår flere fluer med ét smæk,« siger Margrethe Brun Hansen.