Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 20
Her flyver idéerne vildt
Fem institutioner i Silkeborg og Skanderborg samarbejder om at udvikle teknologiske løsninger, der giver pædagogerne mere tid til børnene. Det har foreløbig ført til en robot, der vugger børnene, mens computere, som børnene kan håndtere uden hjælp, er på vej.
Af: Mikkel Kamp
En dreng ligger i en krybbe og skal sove. Han falder bedst i søvn, hvis krybben bliver vugget rytmisk op og ned. Det plejer at være en opgave for en pædagog eller medhjælper, men i Lynghøjen i Sejs ved Silkeborg er hænder blevet afløst af en vuggerobot: en maskine, der er gjort fast til krybbens håndtag og vipper den op og ned.
"Den voksne, som ellers vippede krybben, skulle sørge for at holde sig ude af barnets synsfelt og være stille. Der er ikke meget pædagogik i den opgave. Det er bedre at få en maskine til det, så pædagogen kan bruge sin tid med andre børn," siger leder Girsti Holm Nielsen.
Vuggerobotten er det første konkrete resul­tat af, at fem institutioner i Silkeborg og Skanderborg i fællesskab har ladet idéerne flyve med det klare formål at få mere tid sammen med børnene. Den er udviklet sammen med et privat firma, og institutionerne har flere idéer, der er i gang med at blive omsat til virkelighed.
Det er blandt andet computere med brugervenlig touchscreen, som børnene kan betjene, uden at en voksen skal bruge tid på at starte den og finde programmerne, og musikanlæg, som styres centralt fra børnehavens computer med en fjernbetjening.
"Det kan frigøre tid, at man ikke skal rode med computeren eller musikanlægget. Det betyder, at den voksne kan være et andet sted eller være sammen med børnene om aktiviteten på en meget mere nærværende måde," siger Ulla Kjærgaard Lindhøj, der er pædagog i børnehaven Porskjær.
Det gavner både børn og voksne.
"Vi er færre, end vi har været, men vil stadig gerne gøre arbejdet godt. Vi gør det for børnene og vores egen skyld. Det handler også om faglig stolthed," siger Ulla Kjærgaard Lindhøj.
Startskuddet til de mange idéer lød, da de to ledere Girsti Holm Nielsen og Lisbeth Højvang deltog i Velfærdens Innovationsdag, som Ugebrevet Mandag Morgen arrangerer.
"Vi var de eneste fra daginstitutions­verdenen. Til gengæld var der mange fra ældre- og sundhedssektoren, som er gode til at udnytte teknologien. Vi blev inspireret og snakkede i den næste tid om, hvordan vi kunne arbejde videre med det," siger Lisbeth Højvang, der er leder af institutionerne Porskjær og Gyvelhøjen i Skanderborg Kommune.

Kan gøres smartere. De to ledere allierede sig med Midtlab, en enhed under Region Midtjylland, der arbejder med innovation i det offentlige. Det førte til en fælles konference, hvor alle medarbejdere fra fem daginstitutioner deltog.
Her var der blandt andet oplæg om velfærdsteknologi, fremtidens læringsmiljø og innovation, som eksperter fra Aarhus Universitet og ingeniørhøjskolen i Herning stod for.
Konferencen bød også på fælles idéudvikling.
"Vi spørger os selv: Hvad tager tid, og hvad vil vi gerne have hjælp til? Hvad kunne vi tænke os at gøre smartere?" fortæller Girsti Holm Nielsen.
Næste skridt er at omsætte det til mere konkrete løsningsforslag. Nogle gange klarer institutionerne det selv, mens det i andre tilfælde foregår i samarbejde med kommunernes it-afdelinger eller private firmaer.
"Vi kommer med den pædagogiske vinkel. De kommer med den tekniske, og de er meget positive. Meget kan lade sig gøre, når vi kombinerer personalets viden om udfordringerne i hverdagen med teknikernes viden om, hvad der teknisk kan lade sig gøre," fortæller
Lisbeth Højvang.
I det samarbejde kommer pædagogerne nogle gange til at være tilbageholdende.
"Vi skal øve os i at lade være med at tænke, at en idé er for lille til, at den kan bruges. Vi skal komme frem med vores idéer, for en lille idé kan måske bruges flere steder," siger Ulla Kjærsgaard Lindhøj.

Kan ikke erstatte mennesker. Samarbejdet mellem de fem institutioner har skabt forandringer, som ikke kræver nye opfindelser. De har simpelthen kopieret nogle af hinandens idéer.
I Tyttebærhuset i Sejs har man aftalt med forældrene, at de helst ikke skal ringe til insti­tutionen, hvis de vil snakke. I stedet sender de en sms, og så ringer pædagogerne dem op, når de har tid.
"Telefoner stresser, og det går ud over den aktivitet, man har med børnene, fordi man prioriterer telefonen. På denne måde kan vi konstatere, at der tikker en sms ind, og så reagere, når det passer," fortæller leder Berit Rømer Hansen. Hun fortalte de andre ledere om metoden, hvorefter de andre indførte systemet.
Pædagogerne forsøger at arbejde fordomsfrit og ikke afvise idéer, inden de er afprøvet, eller fordi omverdenen måske vil reagere negativt. Således er de i øjeblikket i gang med at undersøge mulighederne for, at en chip på børn og medarbejdere kan registrere, når de kommer og går i institutionen, sådan at ingen behøver at bruge tid på at skrive det ned. Halvt i sjov foreslog nogle medarbejdere også at lave en vinkerobot, fordi de netop bruger meget tid på at vinke med børnene. Den idé bliver dog ikke udviklet.
"Her går grænsen. Teknologien må ikke erstatte menneskelig kontakt," siger Berit Rømer Hansen.
Samtidig er det et krav, at der er et klart formål med at bruge teknologien.
"Når børnene spiller computerspil, skal det have et klart læringsmål. Hvis børnene ikke lærer noget af et spil, skal vi ikke have det. Vi er meget kritiske," siger Anette Helles, leder af institutionerne Frederiksberggården og Arnen i Silkeborg.

Glem frygten. Formålet med de mange idéer er først og fremmest at få mere tid med børnene. Pædagogerne frygter ikke, at det vil få politikere og forvaltning til at fjerne yderligere ressourcer fra institutionerne.
"Vores udgangspunkt er ikke, at forvaltningen kommer og tager vores tid og penge. Vi får ikke flere penge, men der er ingen grund til at sidde på hænderne og ikke gøre noget af frygt for, at de tager den tid, vi lige har vundet," siger Anette Helles.
Samtidig bliver medarbejderne gladere af at være konstruktive.
"Selvom det er småting, så prøver vi at gøre noget. Det er sjovt og skaber gejst," siger
Bettina Kuntz, der er pædagog i den integrerede institution Gyvelhøj.
Næste trin er måske at udvikle en maskine, som kan minimere den tid, pædagogerne bruger på at give børn tøj på. Pædagogerne håber, at en maskine kan placere flyverdragternes stropper under vinterstøvlerne, uden at pædagogerne behøver at være involveret i det.

De innovative institutioner

I Silkeborg Kommune:
Børnehuset Lynghøjen, Frederiksberggården, Arnen og Tyttebærhuset.
I Skanderborg Kommune:
Den integrerede institution Gyvel­højen og Børnehaven Porskjær.