Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 04
Uden for statistikken
I 2003 satte daginstitutionerne en ny trist rekord med 1641 fyringssager. Bag de mange sager gemmer sig endnu flere, hvor pædagoger bliver presset ud. I takt med at presset på pædagogerne stiger og stiger, bliver tolerancen på personalestuen mindre og mindre. Tina Poulsen har oplevet at blive frosset ud af kollegaerne. Den 10. juni 2003 gav hun op og sendte sin afskedigelse. Hun er en af de mange, der ikke optræder i statistikken
Af: Steffen Hagemann
En dag gik det op for 38-årige Tina Poulsen, at der var noget galt på arbejdet. Rivende galt.
"Det var sådan, at når jeg mødte på arbejde, så blev der ikke sagt "god morgen", der blev ikke sagt "farvel", og når jeg kom ind i et rum, så blev der stille," fortæller Tina Poulsen om sin sidste tid som pædagog på SFO Marienberg Skole i Vordingborg på Sydsjælland.
Tre måneder efter, den 10. juni 2003, siger Tina Poulsen op.
Men måske har chikanerierne stået på i længere tid.
"Jeg tror nok, det hele tiden har været der, jeg har bare ikke set det. Jeg har efterfølgende siddet og rationaliseret over, hvornår det her startede. Men det var bare så tydeligt, når man ikke siger "god morgen" og "farvel", det kan man mærke rent fysisk. Det var dybt ubehageligt," siger Tina Poulsen.
"Det er en mærkelig mentalitet. Hvordan kan man være sådan overfor andre mennesker, når man arbejder med mennesker," siger Tina Poulsen.
Selv om hun er lettet over at have sagt op, så har problemerne på arbejdspladsen alligevel mærket hende.
"Efter at jeg har sagt op, så går der ikke særlig lang tid, før jeg går helt ned. Jeg havde en periode, hvor jeg havde det rigtig skidt. Jeg gik i sort. Sommeren var vinter, jeg havde bare lyst til at putte mig under dynen. Jeg havde ikke lyst til at stå op og ikke engang lyst til at tage mig af mine egne børn," siger Tina Poulsen.
"Jeg får simpelthen en depression, men det er jeg ikke klar over på daværende tidspunkt."

1641. Tinas historie er langt fra enestående i den danske institutionsverden. Mange pædagoger bliver ofre for det store pres, der bliver lagt på pædagogerne fra alle sider. Nogle vælger, som Tina Poulsen, selv at sige op. Andre bliver slet og ret fyret. Antallet af afskedigelsessager i BUPL vokser. I 2003 var der 1641 afskedigelsessager i BUPL, en stigning på fire procent i forhold til 2002.
Antallet af sager er uhørt højt i forhold til andre faggrupper, som man ofte sammenligner pædagoger med: Hos lærere og sygeplejersker ligger antallet af afskedigelsessager på under en procent af medlemmerne om året. I BUPL er tallet 3,3 procent.
Statistisk set vil hver eneste pædagog i løbet af sin karriere opleve at blive offer for en afskedigelsessag.
Og de 1641 afskedigelsessager giver ikke engang det korrekte billede af, hvor mange personer det drejer sig om.
Som Karin Sørensen, socialrådgiver og personsagsbehandler i BUPL Vestsjælland, konstaterer i Børn&Unge nr. 43/2003:
"Det korrekte tal er højere. Du har jo kun de registrerede sager. Ude i afdelingerne indgås der fratrædelsesaftaler på måske op til en tredjedel af de officielle sager," siger Karin Sørensen.

Ud af vagten. Hun vurderer, at især samarbejdsproblemer er skyld i de mange afskedigelser og fratrædelser.
Og problemerne opstår, fordi kravene simpelthen er ved at blive for store ude i institutionerne, mener Karin Sørensen:
"Der er for mange børn til for få pædagoger. Så opstår der den magtesløshed over ikke at slå til. Der kræves beskrivelser af det enkelte barn og især dem med særlige behov. Hvornår skal pædagogerne nå det, hvis der er en pædagog til 20 børnehavebørn? Kan de nå at få puttet noget mad i hovedet på dem og få givet dem en gulerod? Mange gange så er det bare det," siger Karin Sørensen.
"Og så er det, at de retter det indad mod sig selv og bebrejder sig selv, at de kan ikke give de enkelte børn det, de godt vil give dem, og at de ikke kan forsvare deres faglighed længere. Og så bryder de sammen. Af stress. Og så er det ud af vagten," siger socialrådgiver Karin Sørensen.

Fra klub til SFO. Tina Poulsen begynder sit pædagogliv som klubmedarbejder i Klub 222 i Gladsaxe i 1987. Her får hun plads til at dyrke lidenskaben for drama og teater, både med ungerne og som aktiv skuespiller i blandt andet børneteatret Fabula. I 1991 afslutter hun uddannelsen til klubpædagog.
I 1998 beslutter hun sig for at droppe teaterlivet. Det er svært at forene med en helt ny rolle som mor. Familien flytter til Sydsjælland, og fra januar 1999 kan Tina Poulsen kalde sig afdelingsleder i SFO Marienberg Skole.
"Det var et meget stort kulturskift," konstaterer Tina Poulsen.
Den afdeling, som Tina bliver leder af, er midlertidigt placeret i et gammelt lærerværelse, mens man venter på nye lokaler.
"Vinduerne er utætte, der er svamp i væggene, og der er et lydniveau, som er helt ubeskriveligt. Og kommunen har så givet sig selv dispensation til, at der i det hele taget må være mennesker der. Vi skulle have været der i otte måneder, men vi endte med at være der i to et halvt år," fortæller Tina Poulsen.

Kollegaer kørt fast. Derefter bliver Tinas afdeling fusioneret med resten af SFO'en, så man pludselig har en kæmpeinstitution med 140 børn og 14 ansatte. Og Tina bliver skuffet over sine nye kolleger, som hun oplever er kørt fast i arbejdet som pædagog. De har måske været på stedet for længe, vurderer hun.
"Efter et stykke tid bliver man lønarbejder, og så er man altså ikke så engageret og har ikke visioner på samme måde, som måske en nyuddannet eller nytilkommet godt kan have. Jeg fik sådan lyst til at ruske i nogle af mine kolleger og sige "kom nu for helvede, kom i gang, vis noget engagement, gør noget for de her unger". Og det er ikke særlig populært, især ikke når man er københavner," siger Tina Poulsen.
Men Frank Jensen, der har været leder af SFO Marienberg Skole siden 1996, mener ikke, at de ansatte kan beskyldes for manglende engagement.
"Engagementet synes jeg er meget højt. Det med, at vi er lønmodtagere og ikke engageret personale, det passer ikke. Vi har haft en periode fra midten af 90'erne og frem til år 2000, hvor det for mange af os var meget mere end et almindeligt arbejde. Der kunne man godt kalde os ildsjæle. Der ændrede vi en gammeldags opfattelse af pædagogik til noget moderne. Vi gik fra traditionelt stueopdelt til åben plan og noget meget mere frit. Der var det mere end et arbejde. Det har så ændret sig, da vi blev opnormeret fra 72 til 140 børn. Men personalet er meget engageret, når vi er på arbejde," siger Frank Jensen.

Problemerne kommer. Med sammenlægningen begynder de psykiske arbejdsmiljøproblemer. Tina kommer i modvind.
"Allerede da vi bliver slået sammen, når jeg kommer med et forslag og synspunkter, så var der tre-fire stykker, der lynhurtigt kulede det ned, jeg sagde. Hvis en anden overfor mig kom med det samme synspunkt, sagt måske på en lidt anden måde, så blev der lyttet," fortæller Tina Poulsen.
Så du blev holdt fagligt uden for?
"Ja, mja, jeg fik lov til at tage nogle tiltag, men jeg skulle godt nok kæmpe for det - bare for at få lov til at arbejde. Det er godt nok vanvittigt, når jeg tænker over det."
Leder Frank Jensen medgiver, at sammenlægningen ikke var problemfri:
"Vi skulle have de to personalegrupper til at passe sammen, og det var to forskellige institutioner med to forskellige måder at arbejde på. Man kunne godt sige sig selv på forhånd, at det ville vi ikke blive uden problemer. Og der var nogle arbejdsmæssige problemer i at blive slået sammen, og der var Tina nok i den ene retning," siger Frank Jensen og fortæller om en grundlæggende faglig uenighed mellem ham og Tina.
"Vi havde nok, gennem den tid Tina var ansat, nogle forskellige opfattelser af, hvordan man udfører fritidspædagogisk arbejde. Den forskellige opfattelse var en ting, der var mellem mig som leder og Tina, men også mellem Tina og en stor del af den øvrige personalegruppe," siger Frank Jensen.

Jantelov. Tina Poulsen mener snarere, at der er tale om en kulturforskel.
"Når du kommer som tilflytter og ikke er en del af det samfund, du flytter til på landet, så skal der gå et vist antal år, før du kan gå ind og forandre på noget. Og den grænse overskred jeg, fordi jeg ville gå ind og forandre, selv om jeg ikke havde været der særlig længe. Jeg tror, jeg var underlagt janteloven og misundelse og jalousi. Jeg kan ikke se, hvad det ellers skulle være," siger Tina Poulsen.
Men leder Frank Jensen, afviser, at Tina Poulsen er et offer for janteloven.
"Det mener jeg ikke er korrekt, men jeg ved godt, at hun havde den opfattelse. Men jeg tror, det bunder i andre ting, og jeg tror ikke, der var nogen i personalegruppen, der gik og var meget misundelige på hende," siger Frank Jensen til Børn&Unge.
"Jeg sagde til sidst til Tina, at huset ikke ville indrette sig efter hendes opfattelse af, hvordan man skulle arbejde på et fritidshjem, men at hun måtte indrette sig efter, hvordan huset arbejdede. Jeg synes faktisk, at jeg brugte meget tid på at tilrettelægge ting fra Tina Poulsens måde at se og tænke på. Til sidst må jeg sige, at den går ikke længere," siger Frank Jensen.

Rend mig. Tina Poulsen konstaterer i dag, at der gik rigtig lang tid, før hun opdagede, at hun havde et problem i forhold til sine kollegaer.
"Jeg tror, det var et halvt år før, jeg endelig valgte at sige stop, at tiøren faldt. Jeg havde en gruppe drenge, der havde det rigtig skidt, og jeg mente, at vi skulle ind og lave et socialpædagogisk arbejde for dem, og at jeg eller en anden måtte gå fra til det. Jeg fik af Frank Jensen at vide, at det kunne ikke lade sig gøre, fordi det var der ikke tid og ressourcer til i huset, og at det var mig, der havde et problem. Det fik jeg at vide gentagne gange i det her forløb, at det var mig, der havde et problem, det var ikke institutionen, det var ikke børnene," fortæller Tina Poulsen, der ofte havde diskussioner med sin leder om, hvor stor en indsats, der var nødvendig overfor nogle af børnene.
"På et personalemøde sidder vi så og sludrer om den drengegruppe, og de fleste af mine kolleger siger: "Nå ja, sådan har det jo altid været...", læner sig tilbage og gør ingenting. Så gik jeg. Rend mig i røven, så gik jeg, og jeg smækkede med døren. Ikke bogstaveligt, men det kunne jeg godt have gjort. Jeg melder mig syg med det samme, siger "det her kan jeg ikke mere"," siger Tina Poulsen.
"På daværende tidspunkt er jeg også begyndt ikke at kunne sove om natten. Jeg tager arbejdet med hjem, fordi jeg ikke synes, der bliver gjort nok. Jeg lå og drømte om de her unger om natten."

Sidste chance. BUPL Storstrøm bliver tilkaldt for at få løst konflikten på opfordring fra fem kollegaer, der under hele forløbet har bakket Tina Poulsen op. Hun beslutter sig for at give SFO Marienberg Skole en sidste chance. Men det går hurtigt op for hende, at det er for sent. Hun bliver frosset ud af de øvrige kollegaer, der ikke længere vil hilse på hende. Hun beslutter sig for at sige op. "Jeg har det nu så dårligt, at jeg ikke kan sove om natten, og det går ud over min familie," skriver Tina Poulsen i sin opsigelse.
I dag medgiver hun, at der nok var nogle ting, hun kunne have gjort anderledes.
"Jeg kunne måske godt have ladet være med at være så... initiativrig, vil jeg kalde det. Andre vil nok kalde det højtråbende. Jeg kender det godt selv, hvis der kommer en ind i lokalet, og hold da op og ud med armene. Man mister helt pusten."
Kom du sådan ind?
"Det har jeg nok gjort. Jeg var ikke specielt tilbagelænet."
Glemte du at stikke fingeren i jorden?
"Ja, det tror jeg. Det har jeg lært nu. Men omvendt så ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg så nogle unger, der ikke havde det godt, og der ikke blev gjort noget."

Heldig trods alt. Tinas historie som ansat på SFO Marienberg Skole slutter her. Tina er lige nu ikke klar over, om hun igen får mod på at arbejde i en
daginstitution, men hun kan nu, efter at depressionen er lettet, glæde sig over, at historien ikke slutter så dårligt, som den kunne have sluttet.
"Jeg nåede gudskelov at sige op, og det tror jeg er den store forskel. For hvis jeg var blevet fyret, så tror jeg, at det var blevet meget værre. Jeg synes, jeg kom ud med værdigheden i behold trods alt. Jeg føler mig heldig."
Tinas historie tæller ikke med blandt de 1641 afskedigelsessager, der var i BUPL sidste år.

Pædagoger under pres
Ny struktur
Institutionsstrukturen er under opbrud. De små enheder er truet. 28 procent af kommunerne har ændret ledelses- og institutionsstrukturen inden for de sidste fem år. Og 59 procent af kommunerne har enten truffet beslutning om eller har planer om at ændre strukturen for bl.a. vuggestuer, børnehaver, SFO'er, klubber i den nærmeste fremtid. De fleste ændringer sker som sammenlægninger af institutioner, der ligger geografisk tæt på hinanden, men også ansættelser af "over-ledere" og andre modeller er på dagsordenen. Det viser en undersøgelse, som Børn&Unge lavede sammen med BUPL's magasin for ledere, Ledetråden, for et halvt år siden.

Fyringer
Antallet af afskedigelsessager er enormt højt indenfor pædagogområdet. På bare to år er antallet af sager steget med 33 procent - fra 1231 sager i 2001 til 1641 sager i 2003. Det svarer til at 3,3 procent af
BUPL's medlemmer sidste år var involveret i en afskedigelsessag. Til sammenligning ligger lærere på omkring 0,5 procent og sygeplejersker på 0,9 procent.

Ytringsfrihed
Selv om ytringsfriheden er grundlovssikret i Danmark, kan mange pædagoger ikke frit sige deres mening om arbejdslivet som pædagog. Mange kommuner bruger trusler og kammeratlige samtaler til at banke daginstitutionslederne på plads. Kommunernes praksis er som regel lodret ulovlig.

Psykisk arbejdsmiljø
Pædagoger føler sig stressede. 34 procent af de adspurgte pædagoger i en FTF-undersøgelse fra 2002 mener, at de er stressede. I gennemsnit føler 30 procent af alle FTF'ere sig stressede.
Samtidig kan pædagogernes samarbejds- og konsensuskultur være med til at ødelægge det psykiske arbejdsmiljø:
"Udadtil er pædagoger meget sociale, men fælleskulturen findes kun på overfladen. Går man bare et spadestik dybere, viser det sig mange gange, at der er et stort pres fra gruppen, så individet har svært ved at blive accepteret. Uenigheder opfattes som truende," siger psykolog Joanna Wieclaw i Børn&Unge nr. 3/1999.
En stor del af de mange afskedigelsessager i BUPL-regi skyldes et belastet og betændt psykisk arbejdsmiljø, hvor mobning, grov chikane og udstødning florerer, skrev Børn&Unge i nr. 7/2002.

Fysisk arbejdsmiljø
Arbejdstilsynet gennemførte for præcis et år siden en undersøgelse af pædagogernes arbejdsforhold i 768 daginstitutioner landet over. Ved hvert besøg fandt tilsynet i gennemsnit tre problemer, som krævede, at Arbejdstilsynet greb ind, og i gennemsnit fik hver institution ét påbud.
Pædagogerne i hver tredje institution er tvunget til for mange tunge løft, for mange vrid i kroppen og andre usunde arbejdsstillinger. I hver femte institution er indeklimaet også for dårligt, typisk på grund af træk, kulde, varme, eller for dårlig luft. En tredje trussel mod pædagogernes og børnenes trivsel er støjgener, som tilsynet har fundet i 15 procent af institutionerne.

Nedskæringer
Kommunale nedskæringer går ud over de ansattes helbred. Efter væsentlige nedskæringer bliver sygefraværsraten 2,2 gange højere, viser en finsk undersøgelse, der fulgte 764 kommunalt ansatte i den finske by Raisio før, under og efter en nedskæring. Ikke blot den mindskede jobsikkerhed, men også større fysiske krav og mindre indflydelse på arbejdet havde betydning for det øgede sygefravær.

Faldende optag
Ønsket om at blive pædagog har været kraftigt faldende de sidste mange år.
I 2003 søgte 9802 ind på pædagoguddannelsen, i rekordåret 1993 søgte 25.647 om en plads på et pædagogseminarium.
Samtidig falder hver sjette studerende, som påbegynder uddannelsen, fra, viser en undersøgelse fra 2003. Sammenlignet med andre mellemlange videregående uddannelser ligger de pædagogstuderende dog midt i feltet sammen med fysio- og ergoterapeuter, journalister og socialrådgivere, viser tal fra Undervisningsministeriet.

Dårlig uddannelse
Pædagoguddannelsen bør laves grundlæggende om. Vejledningen af de studerende er ikke god nok, der mangler en klar beskrivelse af den faglige kerne, undervisningen tager ikke nok hensyn til de studerendes forudsætninger, og kvalitetssikringen af praktikkerne er for dårlig. Det var nogle af konklusionerne i en omfattende undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, der blev offentliggjort i foråret 2003. EVA pegede på, at der var behov for en helt ny uddannelse.

Mere administration
Antallet af arbejdsopgaver er øget, siger to ud af tre offentlige ledere i en undersøgelse fra 2000 udført af Handelshøjskolen i Århus og Ledernes Hovedorganisation. Og det gælder også daginstitutionsledere. Det administrative arbejdspres er opskruet, og der er ikke tid til at løse arbejdsopgaverne optimalt, lyder nogle af konklusionerne.

Krævende forældre
Forældre stiller i dag større krav om, at pædagoger tager medansvar for deres børns opdragelse og udvikling. Samtidig forventer forældrene, at pædagogerne indtager en rådgiverrolle, der rækker ud over børnenes tid i institutionen. Det oplever et flertal af pædagogerne, viser undersøgelsen "BUPL's medlemmer under lup" fra 2002.

Ledelse
Generelt er daginstitutionsledere glade for deres arbejde, men en tredjedel synes, at deres kvalifikationer er utilstrækkelige i forhold til, hvad der forventes af dem, viser en undersøgelse af ledernes arbejdsforhold og jobtilfredshed udført i Helsingør Kommune i 2000.
Mange nye arbejdsopgaver tager ledernes tid, blandt andet udarbejdelse af virksomhedsplaner, lønforhandlinger og afvikling af medarbejderudviklingsamtaler.
FTF's lederpejling fra 2003 peger også på nye udfordringer: Daginstitutionsledere er under pres fra kommunerne, der skal skære i budgetterne. Fremtiden byder på større institutionsenheder og større opgaver. Som det ser ud nu, er lederne i BUPL ikke rustede til at tage opgaverne på sig. De mangler uddannelse. Tendensen er den samme for hele FTF-området, men BUPL halter bagud på en række områder. Hvor hver femte leder i den samlede undersøgelse har en forudgående lederuddannelse, gælder dette kun for hver tiende BUPL-leder. Selv ledere, som har 20 år på bagen, mener, at de har behov for lederkurser.

Offentligt interessepres
Beslutningen om læreplaner for børn i førskolealderen er bare det seneste eksempel på, hvor stor interesse og opmærksomhed er blevet for arbejdet i daginstitutionerne. Mange steder går kommunalpolitikere også ind og vedtager en børne- og ungepolitik, som også får stor betydning for arbejdet på institutionerne.

Ny løn
Ny løn er stort ståhej for næsten ingenting, lyder en konklusion i et 1500 sider stort forskningsprojekt fra 2002. Projektet konkluderer også, at den kommunale sektors ledere gennemgående er mest tilfredse med den nye lønform. Tillidsrepræsentanterne er ikke helt så tilfredse, mens de menige medarbejdere er de mindst begejstrede. Daginstitutionsområdet er i den sammenhæng en mønsterbryder. Her er forholdet nemlig det, at lederne er de markant mest kritiske over for Ny Løn.
En BUPL medlemsundersøgelse fra 2002 viser, at halvdelen af medlemmerne er utilfredse med Ny Løn. Tilhængerne mener, at Ny Løn er med til at synliggøre hvilke særlige behov, der er i den enkelte institution. Modstanderne argumenterer derimod for, at Ny Løn er usolidarisk, og at man ikke kan opstille præcise kriterier for, hvad godt pædagogisk arbejde er.
Alligevel går de færreste tilsyneladende ind for at genindføre det gamle lønsystem. Tre ud af fire - det vil sige også en del af modstanderne af Ny Løn - går ind for, at både kvalifikationer, kompetencer, anciennitet og princippet om "lige løn for lige arbejde" bør være styrende for lønfastsættelsen. To ud af tre mener samtidig, at præstationer bør være styrende.
I øvrigt viser samme undersøgelse, at pædagogerne er markant utilfredse med deres løn. 58 procent er direkte utilfredse med den.

Flere truede børn og unge
Publikationen "Vidensopsamling om social arv", udgivet af Socialministeriet i 2003, påpeger blandt andet at:
- 10 procent af de danske børnefamilier har et betydeligt omfang af social belastning i barnets første tre leveår.
- 12 procent af de 3 1/2-årige danske børn har en adfærd, der må betegnes som antisocial.
- 14 procent af de 3 1/2-årige danske børn har alvorlige opmærksomhedsvanskeligheder.
- Børn fra ressourcesvage og socialt belastede familier har en livssituation, der på afgørende områder er forskellig fra deres jævnaldrende i ikke-belastede familier.
Konklusionen er, at det ikke er nok at gøre noget for at afhjælpe familiens problemer, idet børnene selv har så markante vanskeligheder, at det må tages i betragtning i indsatsen.

Dårlig samvittighed
Pædagogerne har et højt ambitionsniveau på egne vegne, viser en undersøgelse lavet af Arbejdsmedicinsk Klinik på Århus Kommunehospital i 1998. Men kravene er så mange og høje, fra forældre, forvaltning, børn og kollegaer, at pædagogerne umuligt kan leve op til dem alle sammen, lyder konklusionen. Det giver dårlig samvittighed, når pædagogen, på trods af en ekstra indsats, alligevel ikke kan nå det hele.