Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 15 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Jeg skal ruste dem til at være gode sammen
Hvordan undgår man at blive sur, når man dør i rundbold? Og hvordan hjælper man hinanden i en labyrint? Pædagog Nadia Torp hjælper drengene med at navigere i klassens fællesskab.
Af: Steffen Hagemann
Alt er planlagt til mindste detalje, når pædagog Nadia Torp arbejder med trivsel. I dag har hun drengene fra en 2. klasse på Gentofte Skole. De skal lege labyrint – en leg, hvor det gælder om parvis at finde vej igennem en ’mineret’ labyrint og huske, hvor minerne ligger.
Men inden de kan gå ud og lege, skal de have en snak om en episode i går, hvor klassen spillede rundbold. En af drengene smed nemlig battet efter at have slået til bolden, og det må man ikke. Så dør man, og da han var den tredje døde på holdet, skulle ude- og indeholdet bytte plads. Det var selvfølgelig ikke alle, der var tilfredse med det ’selvmord’.
Nadia Torp har sikret sig, at den uheldige dreng er med på at følge op på gårsdagens hændelse.

»Jeg går ikke bare ind og tager episoden op. Jeg spørger først, om det er okay, at jeg bruger ham som eksempel,« forklarer hun.

Drengene har sat sig rundt om et bord, så stille som drenge i en 2. klasse nu kan sidde.

»Hvad er det for en oplevelse, når man begår en fejl i et spil?« spørger Nadia Torp.
»Så er det pinligt,« siger en af dem.
»At man føler sig udenfor, at alle er sure på en,« supplerer en anden.
»Bliver I sure?« vil Nadia Torp gerne vide.
»Nogen gør,« lyder svaret.
Hvad oplevede den uheldige dreng, Peter, spørger Nadia Torp.
»At de blev meget sure på mig,« siger han.
»Du begyndte at græde,« siger en anden.
»Nej, jeg gjorde ej. Jeg gik bare. Jeg blev lidt irriteret,« siger han.
»Hvorfor sagde du: ’Skrid, din fede mongol’ til mig?« spørger en anden dreng.
»Fordi jeg blev rigtig sur på dig. Du sagde ’Aj, Peter’.«
»Det sagde de alle sammen,« lyder det som forsvar.
»Men nu var det dig, der løb efter Peter, så det var dig, der fik den. Var de andre løbet efter, kan jeg forestille mig, du havde sagt det til dem alle sammen. Så hvad kan vi lære af det?« spørger Nadia Torp.

»Man kan lære at lade være med at blive så sur. Og huske at lægge battet ned,« siger Peter.

Drengene når også frem til, at det nok er bedre at sige ’kom igen’ eller slet ingenting en anden gang.
Endelig er det tid til at komme ud og lege labyrint. Men inden drengene kan gå i gang, skal de lige have en formaning fra Nadia Torp.

»Hvad skal vi huske, når vi går ud? Vi skal være en god holdkammerat. Vi skal samarbejde,« siger hun og indskærper, at man ikke må sige noget, man må kun pege, når man skal hjælpe sin makker gennem labyrintens bomber
.
»Og så skal vi lade være med at blive sure på hinanden,« siger Benjamin.

Labyrinten er bare en firkant i skolegården, 36 felter på betonfliserne. Opgaven er at finde vej gennem labyrinten uden at træde på de usynlige miner, som kun Nadia Torp ved, hvor er. Det gælder om at hjælpes ad med at huske, hvor minerne ligger, så man kan komme helskindet over på den anden side.
Drengene får selv lov at vælge deres makker.

»Jeg har udvalgt lige præcis de her drenge til selv at vælge, fordi det er nogle drenge, som ikke selv bliver valgt,« siger Nadia Torp og er opmærksom på, hvordan holdene bliver.

Drengene kæmper sig gennem labyrinten. Jublen er stor, når det endelig lykkes et hold at komme over på den anden side. Et af holdene var ikke et naturligt match, fortæller Nadia Torp bagefter.

»Men de fik succes, fordi de vandt. Så skal jeg løfte dem på at sige: ’I var et godt makkerpar’. Så de får en god oplevelse med hinanden. Jeg prøver hele tiden at tænke positivt, hvordan de kan se de gode ting i hinanden,« siger hun.

Alle er med
Drengene er løbet over på legepladsen. Nadia Torp holder øje med dem og konstaterer tilfreds, at lige nu er alle med i legen.

»Jeg prøver at se, hvordan de leger sammen. Hvordan kan jeg få dem med ind i cirklen, som ikke er inde? Jeg laver løbende sociogram for at se, hvor børnene er i forhold til hinanden, for at se, hvordan skal jeg danne mine grupper, når jeg skal lave noget. Og bagefter, når jeg har lavet et forløb, bruger jeg sociogrammet igen, og så kan jeg se, om det har virket eller ikke har virket,« siger hun.

Hun har siden 0. klasse arbejdet med drengegruppens trivsel. Typisk har hun en time om måneden, hvor hun kan tage dem ud af undervisningen.

»Jeg ville jo rigtig gerne gøre det hver uge for at holde dem til, for at forebygge og ruste dem til at være gode sammen,« siger Nadia Torp.

Børn&Unge har valgt at ændre børnenes navne af hensyn til børnene.