Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 10
Jeg var utydelig og eftergivende
Da Sanne Olsen blev skilt, var hun ved at drukne i sin egen sorg, og familiens orden gik i opløsning. Sønnen Johan røg ud i misbrug og massivt pjækkeri. I dag er de sammen kommet gennem krisen med hjælp fra familierådgivere.
Af: Roberta Montanari
Sanne Olsen kunne se det på sin søn. Noget var helt galt. Han var kommet dinglende hjem fra byen om aftenen med tågede øjne og sløret stemme. Han var kun 12 år, og de var lige flyttet fra Ålsgårde til Helsingør by. Johan havde altid været fremme i skoene, og nu havde han fået en tre år ældre kæreste.
Hun havde hurtigt introduceret ham for nye venner, der hang ud om aftenen i byen, drak alkohol og røg. Både cigaretter og hash. Sanne var sikker på, at Johan den aften havde indtaget det sidste. Hun blev desperat, hev fat i ham og råbte, at han ikke var rigtig klog, han ødelagde jo sit liv!
Hvad skulle hun stille op?
På det tidspunkt havde Johan allerede haft problemer længe. To år forinden, i 4. klasse, og året inden forældrene blev skilt, var signallamperne begyndt at lyse rødt.
Johan var en kvik dreng, der havde lært at læse allerede i børnehaveklassen. Men han var doven og lavede ikke sine lektier. I stedet fik han rollen som klassens klovn, der larmede og saboterede undervisningen. Efterhånden begyndte han at pjække, og hans mor måtte køre ham i skole hver dag og lave en aftale med skolen om, at der blev ringet, hvis han udeblev. Til sidst indstillede hans lærer ham til familieklasse. Men hverken den eller den skærpede kontrol syntes at hjælpe.
"Jeg brød mig ikke om at komme i skolen. Jeg fik rollen, hvor lærerne altid var sure på mig," fortæller Johan, der er plantet ved siden af sin mor ved spisebordet i stuen. I dag er han 13 år og går i 7. klasse.
Sanne Olsen forsøger at forklare, hvorfor det kørte af sporet derhjemme.
"Efter skilsmissen havde jeg børnene stort set hele tiden, og jeg havde utrolig dårlig samvittighed, så jeg kompenserede ved at give mig for meget, blive utydelig og sige ja til mere, end jeg egentlig kunne stå inde for. Samtidig havde jeg mit at slås med, så jeg var nok selv temmelig lukket og fraværende. Jeg havde tendens til at undskylde Johan hele tiden i stedet for at tage fat om problemerne," fortæller Sanne Olsen, der selv er pædagog.
Mens Johans 20 måneder ældre søster var en mønsterelev, gik det dårligere og dårligere for Johan. Han droppede ud af den fodboldtræning, som han ellers havde haft som fast holdepunkt i tilværelsen, siden han var fire år. Han blev mere og mere aggressiv og talte grimt - også derhjemme. Han hørte ikke efter, opførte sig provokerende og kom senere hjem, end hans mor havde bedt ham om. Hvad værre var, hans mor havde en insisterende mistanke om, at han var begyndt at ryge hash.
"På det tidspunkt kunne jeg bare ikke lukke øjnene længere. Vi måtte have hjælp," husker hun.

På familiecentret. Hjælpen kom i skikkelse af Familiecenter Løvdal, som skolen indstillede Sanne og hendes søn til. Her går familierne typisk mellem et halvt og et helt år.
Stedet kom til at gøre stor forskel i Johans og Sannes liv. Kontrollen blev efterhånden skiftet ud med frihed under ansvar, tillid og konsekvenser. På centeret fik Johan taget en urinprøve for at se, om han havde røget hash, og testen viste sig at være negativ. Men testen var kun negativ, fordi Johan var stoppet med at ryge hash, blandt andet fordi han ikke ville fanges i testen.
Desuden indførtes et 'konsekvensskema', som betød, at han fik trukket i sine lommepenge, hvis han pjækkede, talte grimt eller missede at lave sine lektier. Til gengæld udløste det ekstra lommepenge, hvis Johan udførte alle sine 'scoringer'.
"Det var skønt at opleve, at man ikke længere stod alene. Man spejlede sig i de andre, der også bare var almindelige familier som os, og pludselig oplevede man, at man med sine dyrekøbte erfaringer kunne give noget, som de andre kunne bruge. Jeg forstod, hvor vigtigt det var at være fuldkommen ærlig og åben, hvis jeg skulle skabe en forandring. Hvis jeg gemte noget, som jeg syntes var flovt, var det mig selv, jeg snød," fortæller Sanne.

Blev meget tydelig. I løbet af det år, hvor familien kom på centeret to formiddage om ugen, lærte Sanne igen at blive meget tydelig i sine ønsker og beslutninger. Hun lærte at styre sit temperament, åbne sig og sige sine uforbeholdne meninger til Johan.
Og hun lærte efterhånden også at vise ham tillid.
"Nu ved Johan, hvad jeg vil have, og jeg ved, hvordan jeg skal sige det til ham. I stedet for at fortælle ham, hvad han ikke skal, fortæller jeg ham nu, hvad jeg ønsker af ham. Før kunne jeg finde på at løbe efter ham, hvis han gik og smækkede med døren, når jeg for eksempel havde sagt, at han skulle være hjemme klokken halv ti. Jeg kunne gentage mig selv en masse gange og råbe efter ham. Nu har jeg lært, at han faktisk hører, hvad jeg siger. Det er nok at sige tingene én gang. I sidste ende må jeg overlade ansvaret om, hvad han vælger at gøre, til ham selv."
Indimellem nikker Johan, andre gange retter han sin mor eller kommer med kommentarer, når hun fortæller.
Ved spisebordet i stuen lader der ikke til at være noget, som Johan ikke har vendt og drejet med sin mor allerede.
"Der er en meget stor åbenhed imellem os nu. Hvis Johan har problemer, ringer han og fortæller mig om det. Jeg ved ikke, om han fortæller mig alt, men jeg har tillid til, at han fortæller mig det vigtige. Jeg oplever også, at hvis han har problemer på skolen, bliver han på stedet og forsøget at løse dem i stedet for bare at smutte som før. Han har lært at tage ejerskab for sine beslutninger og ved, at han kan påvirke tingene ud fra sine valg. Der kan stadig være problemer, men nu møder vi dem åbent, når de opstår," fortæller Sanne.
I dag har Johan genoptaget fodbolden, er rykket op på det lokale førstehold og er blevet målmand.
Hans ambition er at blive professionel fodboldspiller.
Mor og søn er også begyndt at løbetræne sammen, og i dag er de blevet meget bedre til at hygge sig sammen.
Johan bliver ikke længere trukket i lommepenge, og hashrygning, fortæller han, har han lagt bag sig. Det handler mest om at være sammen på en god måde, mener både mor og søn.