Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 20
TEMA: PÆDAGOGERS UDFORDRINGER. Undersøgelserne. Pædagoger efterlyser tid til nærvær
Pædagoger oplever, at de ikke har tid til at opfylde børnenes basale behov for nærhed i daginstitutionerne, viser en undersøgelse. Det er især krav fra politikerne, som tager tiden fra børnene.
Af: Marie Bille
Arbejdspresset i daginstitutionerne er så stort, at pædagoger i stigende grad oplever, at de ikke har tid til at være nærværende sammen med børnene. Den manglende tid i dagligdagen går også ud over arbejdet med inklusion, forældresamarbejdet og skader det psykiske arbejdsmiljø.
Det viser rapporten ’Pædagogiske udfordringer: Hverdag og profession’, som bygger på en medlemsundersøgelse blandt 600 medlemmer af BUPL.
Vuggestuepædagog Michelle Nielsen fra Børnehuset ved Skoven i Ballerup ser det konstante tidspres som den største udfordring i hverdagen.
»Man bliver meget mekanisk og ikke nærværende. Det kan jeg godt gå hjem og have ondt i maven over. Vi har ikke tid til at opfylde børnenes helt basale behov for fysisk kontakt og nærvær,« siger hun.
Det samme oplever hendes kollega pædagog Maria Meggele.
»Jeg har dårlig samvittighed nærmest hver dag, for vi står hele tiden i et dilemma mellem at gå fra for at planlægge pædagogiske aktiviteter og så at være sammen med børnene,« siger hun.

Ny forskning. At pædagogerne oplever et stigende tidspres er også en af konklusionerne i et forskningsprojekt fra Roskilde Universitet ’Institutionsliv – Dilemmaer og paradokser’, hvis resultater udkommer i bogform i løbet af næste år. Ifølge forskerne bag projektet står pædagogerne i en ’umulig kamp’ for at skabe balance mellem flere udefradefinerede opgaver og færre ressourcer.
Leder af forskningsprojektet Jan Kampmann forklarer det oplevede tidspres som et resultat af, at daginstitutionsområdet over de seneste 10-15 år har fået flere og flere opgaver. I første omgang gennem de pædagogiske lærerplaner, men det handler også om mere dokumentation samt flere test og en række forskellige sociale indsatser. Det er sket, uden at der er blevet tilført ekstra ressourcer til området.
»Modsætningen mellem flere opgaver og dårligere betingelser udgør den grundlæg­gende problemstilling,« siger Jan Kampmann.
Den store politiske opmærksomhed på området kunne potentielt have styrket den pædagogiske faglighed, men har i stedet vist sig at spænde ben for den.
»Den interesse, som i første omgang blev opfattet som løftestang for pædagogisk kvalitet, er vendt til en oplevelse af udefrakommende kontrol og krav, som pædagogerne skal bruge tid på,« siger forskeren.

Større katastrofe. En stor fejl i de kommunale systemer er, at den akade­miske tankegang er blevet enerådende på hele velfærdsområdet med fokus på test, analyse og verificerbare resultater. Det er dyrt og kan ikke bruges til særligt meget. I stedet burde ressourcerne gå til velfærdssamfundets frontpersonale, de kloge og varme hænder. Det mener Karen Lumholt, direktør i tænketanken Cura, der arbejder ud fra den overbevisning, at omsorg og relationer er det vigtigste.
»Vi er nødt til at prioritere kontakten med det lille barn, for det er så sindssygt vigtigt. Hvis det går galt med alle de børn, der udviser tegn på mistrivsel, og de ikke får tilstrækkelig tilknytning, fordi de voksne har for travlt, bliver det hamrende dyrt. Vi får mennesker, der resten af deres liv ikke er robuste,« siger hun.
På trods af, at politikere gennem 30 år har talt om afbureaukratisering, bliver bureaukratiet ved med at vokse i kommunerne på bekostning af kerneydelserne.
»Det er en større katastrofe, end vi aner, fordi det er en så gennemgribende systemfejl,« siger Karen Lumholt.
Hun taler om ’en kulturkamp’, hvor relationer og tillid skal i fokus i offentlige systemer fremfor kontrol og fejlfinding. Bøtten skal vendes, så pædagoger og andre velfærds­professionelle bliver regnet for eksperterne.
»Lederne skal stille spørgsmålene og lade medarbejderne komme med svarene. Men i dag sidder der nogle på rådhuset og udtænker planer uden at spørge dem, der skal arbejde med planerne.«

Pædagogernes kamp. Kritik er en motor og en betingelse for forandringer. Det mener Rasmus Willig, lektor på Roskilde Universitet. I flere bøger kritiserer han tendensen i samfundet til at tale tingene op og altid fortælle den gode historie af frygt for at udstille sin konkurrencesvaghed. Han mener, at pædaogerne skal slippe frygten for at ytre sig.
»Pædagogernes kamp består i at gøre det synligt, hvilke konsekvenser de mange år med besparelser har haft og vil have for børnene. Vi har behov for at få pædagogernes egne udsagn frem for at få en diagnose af tingenes tilstand.«
Løsningen på pædagogernes problemer findes ikke hos dem selv, mener han.
»Der er en grænse for, hvor meget man kan planlægge sig ud af dårlige arbejdsvilkår, og den grænse er nået nu,« siger Rasmus Willig, som ser lys forude: Flere og flere pædagoger stiller op og fortæller om deres og børnenes hverdag i aviser, radio, tv og på de sociale medier.
»Der er en begyndende understrøm, og jeg kan kun opfordre flere til at ytre sig,« siger Rasmus Willig.
Også Karen Lumholt ser tendensen. »Det er en snebold, som begynder at rulle nu,« siger hun.

Her er de største udfordringer
BUPL har spurgt pædagoger og ledere, hvilke udfordringer, de oplever, som de største i arbejdslivet. De pegede på 9 udfordringer:

Arbejdsmiljø
Inklusion
Forældresamarbejde
Uddannelse & efter- og videreuddannelse
Tid
Ytringsfrihed
Arbejdsvilkår & løn
Faglig stolthed
Ledelse

BUPL-kongressen, som finder sted 21.og 22. november i Nyborg, skal beslutte, hvilke temaer der er de væsentligste at arbejde videre med og hvornår. Derefter skal BUPL’s hovedbestyrelse udforme en handlingsplan, som skal være arbejdsgrundlaget for BUPL de kommende to år.