Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 12
Reggio Emilia 40 år; Dokumentation uden kontrol
Reggio Emilia er foregangsland, når det kommer til dokumentation. I vores naboland Sverige er de godt på vej, men de oplever forhindringer undervejs
Af: Stine F. Mathiesen
I Sverige er de godt på vej, når det gælder dokumentation, men der er endnu lang vej, før svenskerne er oppe på siden af foregangslandet Italien. Og i særdeleshed byen Reggio Emilia. Ord og handlinger er ofte til notat i institutionerne i Reggio Emilia. Her er dokumentation en lige så stor del af hverdagen som beskidte fingre, frugt og saft, leg og pædagogik. Man ser det som et redskab, hvor man kan opdage og udvikle pædagogik, børns læringsprocesser og pædagogernes fremgangsmåder.
I Sverige ses der ofte anderledes på dokumentationen, og det fortalte Gunilla Dahlberg om på konferencen Crossing Boundaries, som fejrede Reggio Emilias 40 års fødselsdag i februar. Svenske Gunilla Dahlberg er professor i pædagogik ved Stockholms Lærerhøjskole, og hendes indlæg handlede om faren for, at dokumentation bliver til en kontrol i stedet for et pædagogisk redskab.
I Sverige blev de først i 1981 bekendt med arbejdet i Reggio Emilia gennem udstillingen "Børns hundrede sprog", som besøgte Stockholm. Ifølge Gunilla Dahlberg troede mange i Sverige, at Reggio Emilia-pædagogik handlede om børn, der lavede kunst, og ikke om pædagogik i bredere forstand. Siden da er det dog gået hurtigt, og Sverige er nu et af de lande i verden, som har den største og mest intensive udveksling med pædagogerne i Reggio Emilia.
Derfor var mødet med den måde, som pædagogerne i Norditalien dokumenterer på, også en stor opdagelse for Gunilla Dahlberg og de svenske institutioner.

Den sorte boks. Indtil mødet med Reggio Emilia havde den svenske dokumentation været meget fokuseret på resultatet af børnenes arbejde. Det skyldes ifølge Gunilla Dahlberg decentraliseringen i Sverige. Ideen bag decentraliseringen var at give demokrati til folket og dermed også at give for eksempel institutionerne mere selvbestemmelse. Samtidig med den proces begyndte man også at dokumentere institutionernes arbejde.
"I processen med decentraliseringen tager man jo kontrol væk fra staten og giver den til for eksempel institutionerne. Med den form for dokumentation og evaluering, der tog form i Sverige, prøvede staten at tage noget af den kontrol tilbage igen," siger Gunilla Dahlberg og understreger, at det derfor er meget vigtigt, hvordan denne "kontrol" bliver gennemført.
Da dette gik op for Gunilla Dahlberg begyndte hun at interessere sig for managementteorier og læse en masse bøger om emnet.
"De skrev alle sammen, at vi aldrig er interesseret i processen, altid kun i mål og resultater af projekter, og i 1980'erne syntes processen at være en sort boks, når det gjaldt dokumentation. Dokumentationen blev brugt som en form for kontrol af projekternes resultater. Der bliver rundt omkring indført flere og flere tests for at kontrollere kvaliteten i institutioner og skoler," siger den svenske forsker.
Disse tests og denne kontrol af institutioner bryder Gunilla sig ikke om.
"Man er paradoksalt nok, trods al snak om demokrati og forskellighed, i gang med at normalisere institutioner og børn. Reggio Emilia modstod denne standardisering, og den måde, som Reggio Emilia har brugt til dokumentation, er den måde, som jeg vil foreslå min egen regering."
I 1989 drager Gunilla Dahlberg til Reggio Emilia for første gang.
"Det var en fantastisk oplevelse. Jeg indså, at pædagogerne her i Reggio Emilia arbejdede med pædagogisk dokumentation - og ikke resultatorienteret "kontrol"-dokumentation. Jeg forstod, at der var andre måder at tænke dokumentation på, og det fik mig til at fokusere på Reggio Emilia-pædagogikken."
Hun fremhæver nogle af de mange ting, som pludseligt er muligt med dokumentation: At følge både børn og voksnes læringsprocesser, at man har et redskab til refleksion, dialog, forhandling og til at koble teori og praksis.
"Med dokumentation som en sort boks ser man aldrig alt dette, og jeg har indset, at dokumentation ikke bare er en metode. Dokumentation er mere og mere en pædagogisk tankegang og en filosofi for mig. Den måde, Reggio Emilia håndterer dokumentation på, åbner nye muligheder."

Børn filmer børn
Børnene i Reggio Emilias institutioner har længe været vant til at blive filmet og optaget, når de laver projekter. Nu skal de også til selv at være bag kameraet. Paola Barchi er pædagog i institutionen La Villetta i Reggio Emilia, som er en af de første, der blev kendt i Danmark - blandt andet for sit arbejde med dokumentation. Hun slår fast, at den nye iagttager-rolle ikke er for stor for børnene, for børn er allerede professionelle iagttagere.
"De gør det jo hele tiden. Børn holder konstant øje med, hvad der sker omkring dem. Så det er en velkendt rolle for børnene."
Børnene skal ikke bare filme eller fotografere hinanden. De skal også bagefter vælge de billeder eller video-sekvenser ud, som de selv synes bedst beskriver processen i projektet. Det giver børnene meget ansvar, og det giver også pædagogerne meget at se, hvad børnene egentlig vælger ud som det, der har været det væsentligste for dem i processen. Det er ifølge Paola Barchi tydeligt, at børnene går aktivt ind i dokumentationen. De diskuterer ofte indbyrdes hvilke billeder, der er bedst til dokumentation.
"Børnene laver dokumentation for at forklare, hvad de har lavet, og det er meget nyttigt på to måder. For det første kan det give projektet en større mening for børnene. Det giver dem mere læring. Og for det andet, så kan det give pædagogerne større indblik i de læringsstrategier, som børnene benytter."
Paola Barchi giver nogle eksempler på børn, der dokumenterer, og i begge eksempler er det tydeligt, at det barn, som skal dokumentere, er meget bevidst på de andres arbejde. De stiller mange opklarende spørgsmål for at forstå de andres værker helt, inden de filmer eller fotograferer dem.
Da børnene i eksemplerne skal vælge de bedste billeder ud til dokumentationen, vælger de ikke bare billeder, hvor arbejdet er i gang, eller billeder, der viser resultatet af projektet. En lille pige vælger for eksempel først et par billeder, hvor der udveksles ideer inden starten på selve arbejdet med projektet.
"Børnenes bevidsthed om de andres ideer øges markant. Og de bliver også mere opmærksomme på, at det kan være godt og vigtigt at udveksle ideer. Samtidig giver det også børnene en oplagt mulighed til at kommunikere med de andre børn. Det er alt sammen ting, som vi skal blive bedre til at forstå, men vi er på vej," siger Paola Barchi.
Også pædagogerne får noget ud af at se børnenes reportager.
"Børnene giver opmærksomhed til nogle øjeblikke, som de voksne aldrig havde tænkt over som vigtige. De kan også nogle gange tage ting med i deres dokumentation, som ikke er en del af selve projektet, og det hjælper de voksne til at se både børnene såvel som projekterne på en ny måde. Vi kan nu se projekterne med børnenes øjne."


Et dokumenteret arbejde
Plancher med billeder og forklarende tekster fra forskellige projekter, videofilm med samtaler mellem små grupper børn, foto-reportager og punkt for punkt-beskrivelser af for eksempel en dinosaurs tilblivelse.
Alle tænkelige metoder bliver brugt og vist frem, når pædagoger i Reggio Emilia i Norditalien dokumenterer livet i institutionerne. I Nudansk ordbog defineres dokumentation således:"Et materiale, som indsamles og fremvises med det formål at bevise noget eller danne grundlag for videre forskning eller en beskrivelse af et arbejde, der er udført."
Og kort fortalt er det, hvad pædagogerne gør, men Reggio Emilias form for pædagogisk dokumentation rummer mere end det. Børnene deltager i projekter, hvor de møder et emne som for eksempel skygger, regn, duer eller cykler, som de skal ende med at skabe på den måde, de synes passer bedst. Arbejdets struktur starter med at få vækket børnenes bevidsthed ved at koble erfaringer, følelser og teori for til sidst at have et helt billede af, hvordan for eksempel en due ser ud, føles, lugter, bevæger sig og så videre.
Pædagogerne i institutionerne i Reggio Emilia iagttager, noterer, filmer og fotograferer deres egne og børnenes aktiviteter undervejs i projekterne. Dette gøres ikke kun for, at pædagogerne kan vise, at de rent faktisk laver noget med børnene, når forældrene er på arbejde. I Reggio Emilia er dokumentation ikke en form for kontrol eller bevis. Det er et pædagogisk redskab. Iagttagelserne bliver på personalemøder diskuteret, analyseret, og der bliver reflekteret over det enkelte barn og hele børnegruppen. Interesser og behov, som de kommer til udtryk i samtaler, leg, arbejdsstile og indbyrdes relationer mellem børn og voksne, granskes nøje.