Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 02
Uddannelsesfolk blæser til værdikamp
Aktiviteter i institutioner er i alt for høj grad styret af krav fra alle mulige andre end børn og pædagoger. Det går ud over børnenes evne til at forholde sig kritisk og træffe fornuftige valg. Initiativet skal flyttes tilbage til børn og pædagoger, men det kræver, at pædagoger er i stand til at forholde sig kritisk, mener forfatterne bag bogen ’Ny kritisk pædagogik’.
Af: Mikkel Kamp
I USA går Occupy Wall Street-bevægelsen på gaden med budskabet om, at magten skal flyttes til folket. I det arabiske forår har folket det samme ønske. Også pædagoger i danske daginstitutioner skal erobre magten over deres egen hverdag. De skal bruge magten til at tage udgangspunkt i børnene, ikke i krav fra staten og kommunen.
Det mener Frede Nielsen Carstens og Søren K. Lauridsen. De udgav for nylig bogen ’Ny kritisk pædagogik’, der skal være med til at puste liv i en teori, der ellers næsten var er­klæret død.
»Den kritiske pædagogik har været i defensiven, fordi initiativer tages andre steder end i institutionen. I stedet for at udføre pædagogiske opgaver er pædagoger nu tvunget til at forholde sig til læreplaner, evaluering og dokumentation. Det kritiske handler om at flytte fokus til institutionerne, så initiativerne kommer nedefra,« forklarer Frede Nielsen Carstens og melder sig klar til en ny værdikamp på stuerne.
»Kontrollen og styringen af institutionerne er udløbere af den liberale politik, som har været fremherskende i lang tid. Pædagogik er et kritisk fag, men det har man forsømt i en periode. Nu skal der andre boller på suppen. Det er en del af værdikampen,« siger han.
Den kritiske pædagogik, der dominerede i 1970’erne og 1980’erne, har dog haft det svært i de senere år. For to år siden udarbejdede Børn&Unge det pædagogiske danmarkskort. Her pegede kun 1,1 procent af kommunernes pædagogiske konsulenter på, at den kritiske pædagogik blev anvendt i kommunernes institutioner. De seneste 10-15 år har den kritiske pædagogik kun eksisteret i små nicher i form af udviklingsprojekter, der har været skabt i institutioner, ikke i forvaltningerne, forklarer forfatterne.

Pædagogen skal perspektivere. Når det er relevant at redefinere den kritiske pædagogik, handler det om børnenes fremtid. De skal klædes på til at fungere i et samfund, der bliver stadig mere komplekst, mener forfatterne.
»Børnene skal forholde sig kritisk for at kunne træffe fornuftige valg. Dannelsen skal begynde tidligt for at være en ballast, der viser sin værdi senere i livet. Børnene skal dannes til at leve i fremtiden, som man i sagens natur ikke kender i nuet. Dannelsen handler om, at børnene selv deltager aktivt i formuleringen af egne værdier, og pædagogerne skal støtte børnenes holdninger. Det kræver, at pæda­gogerne kan reflektere over, hvad de gør,« siger Søren K. Lauridsen.
Samtidig skal børnene også vide noget om samfundet.
»Pædagogen skal hele tiden indtænke samfundsforståelse. Det skal selvfølgelig tilpasses barnets niveau, så det er forskelligt, hvad man gør med en 4-årig og en 12-årig,« siger Søren K. Lauridsen.
Pædagogen skal ikke holde lange morali­serende foredrag. I stedet skal hun perspektivere aktiviteten med børnene.
»Hvis pædagogen fanger fisk og smådyr ved et vandhul, kan hun benytte lejligheden til at snakke om miljø og forurening, og om at vi skal passe på naturen,« siger han.
Perspektiveringen gælder også i arbejdet med relationer.
»Relationspædagogikken kan ofte snævre sig ind, så det kun er noget, som sker mellem de enkelte personer. Det handler som regel kun om de nære relationer. Pædagoger skal arbejde med relationer, men de skal også tænke relationerne til samfundet ind,« siger Frede Nielsen Carstens.

Evaluering skal ændres. Samfundet ændrer sig hele tiden. Derfor skal teoretikerne sætter nye ord på pædagogikken. Et af de fænomener, der har vundet frem overalt i den offentlige sektor, er evaluering. De to forfattere er imod kontrol af børn og institutioner, men pædagogerne skal ikke holde op med at evaluere.
»Man skal evaluere, men gribe det an på en anden måde sammen med børnene. Man skal skabe en evalueringskultur, hvor man formulerer de værdier, man vil evaluere i samarbejde mellem pædagogerne og de voksne. Det skal ikke være top down-styret, som langt den meste evaluering er i dag,« siger Søren K. Lauridsen.
Et andet aspekt, der er kommet til i de senere år, er de digitale medier.
»Vi er ikke ude på at sætte informations­teknologien ud af spil. Vi skal bruge teknologien, men børnene skal lære, at de ikke skal tro på alt. De skal være kritiske. Vi skal sørge for at bringe børnenes selvbestemmelse ind, når vi bruger it med børn. På nettet skal de i høj grad være kritiske,« siger Søren K. Lauridsen.
Selvom de to forfattere vil flytte magten tilbage til børnene og pædagogerne, er de ikke blinde for, at pædagoger skal føre kommunens politik ud i livet. De behøver dog ikke være ivrige.
»Man skal afklare, hvor grænsen for, hvad forvaltningen kan bestemme, går. Pædagogerne skal begrænse indgrebene i institutionernes selvbestemmelse,« siger Frede Nielsen Carstens.
Søren K. Lauridsen er enig.
»Selvom der findes administrative begrænsninger, kan man godt forholde sig kritisk og hele tiden vurdere, hvordan pædagogikken kan fungere bedst muligt under de vilkår, der nu engang er,« siger han og understreger, at det at være kritisk langtfra er det samme som at være negativ.
»Det er positivt at være kritisk. Når man er kritisk, skal man være konstruktiv og foreslå noget andet at sætte i stedet for det, man er kritisk over for,« siger forfatterne.

Kritisk pædagogik
Kritisk pædagogik er en samfundskritisk strømning, der ruster børn og unge til at bekæmpe uretfærdighed. Målet er frigørelse.
Kritikken rettes mod det frie marked og forbrugerismen. Det er ikke nok at leve et ukritisk og tilpasset liv. Man må stræbe efter mere end at passe sit job og hæve sin løn. Pædagoger må nære børnenes kritiske bevidsthed, så de dannes og bliver kritiske borgere, som kan se, når noget er galt i samfundet.
I Danmark havde den kritiske pædagogik sin storhedstid i 1970’erne og 1980’erne. Det teoretiske grundlag kommer blandt andet fra marxismen og Frankfurterskolen (en kreds af tyske filosoffer, sociologer og andre intellektuelle med tilknytning til det halvprivate Institut für Sozialforschung, grundlagt i 1923 i Frankfurt am Main).
Den brasilianske pædagog Paulo Freire (1921-97) er en af den kritiske pædagogiks fædre. Han ville lære brasilianske bønder at læse og skrive. Men de skulle også lære at se kritisk på samfundet. Freire gjorde op med sparekassepædagogikken, hvor viden føres ind i børns hoveder og ophobes, som når penge sættes i banken. Børn skal danne deres egen forståelse af verden, mente han.

Om forfatterne
Søren K. Lauridsen er seniorkonsulent, cand. pæd. og har arbejdet i seminarieverdenen siden 1971. Han har blandt andet været rektor ved Jydsk Pædagog-Seminarium i Aarhus og områdedirektør ved VIA University College.
Frede Nielsen Carstens er cand.pæd. og har arbejdet i seminarieverdenen siden 1973. Desuden har han fungeret som pædagogisk udviklingskonsulent i institutioner og skoler og været ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitet på blandt andet diplomuddannelsen i pædagogisk arbejde.

’Ny kritisk pædagogik’ af Frede Nielsen Carstens og Søren K. Lauridsen.
Hans Reitzels Forlag, 360 sider, vejl. pris 349 kroner.