Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 07
BUPL mener: Pædagogprofessionens politiske topmøde
Hvordan får vi politikerne til at anerkende pædagogers professionelle viden og erfaringer som grundlaget for "de rigtige pædagogiske handlinger?
Af: Allan Baumann - medlem af forretningsudvalget
På onsdag mødes flere tusinde pædagogtillidsrepræsentanter for at diskutere pædagogprofessionens aktuelle situation. Læser man diverse mediers og tænketankes publikationer, er vi ikke i tvivl om, at pædagogers professionelle indsats er efterspurgt. Vi kan sikre børnene de livsudfoldelsesmuligheder, der er nødvendige i det moderne samfund. Vi arbejder konsekvent med kreativitet og fantasi - to kvaliteter, som er afgørende, både for livet her- og nu, fordi det giver spændende og udfordrende oplevelser, og for vores fremtid, da menneskelig kreativitet og fantasi så at sige er det eneste "råstof", vi har i Danmark.
Regeringen anerkender også pædagogernes værdi for samfundet - i hvert fald i fest- og skåltaler. Det er straks vanskeligere at genfinde anerkendelsen i konkrete handlinger; her gør det modsatte sig nærmest gældende. To eksempler kan illustrere, at der er langt mellem ord og handling:
• Regeringen mener ikke, det kan betale sig at investere i pædagoguddannelsen. Hele uddannelsesverdenen er enige om, at en af de største uddannelsesmæssige gevinster vil være at fjerne lønforholdet i vores praktik. En SU-finansieret praktik vil skabe mulighed for langt bedre forbindelser mellem undervisningen i praktikken og undervisningen på seminariet, og netop disse forbindelsesmuligheder vil være en væsentlig uddannelsesmæssig forbedring. En forbedring vi har brug for, men som regeringen ikke vil bruge penge på.
• I sidste års valgkamp lovede regeringen to mia. kr. til kvalitetsforbedringer på børneområdet, hvor de nu har udmøntet de første 400 mill. kr.. Kvalitetsforbedringer er både rigtige og dokumenteret nødvendige, men desværre udmøntes penge som projektpuljer - altså ekstraindsatser, som jo kan være nok så nødvendige, men som forsvinder igen, når pengene er brugt - og ikke til de nødvendige varige forbedringer, som der, igen dokumenteret, er behov for.
Er der manglende vilje til at investere i børneområdet, er der til gengæld masser af lyst og vilje til at fortælle pædagogerne, hvad de skal gøre for at forebygge dette og hint - det lige fra pottetræning over skolestartsforberedelse til at nedbryde den såkaldte negative sociale arv.
Derfor vil mit råd til pædagogtillidsrepræsentanterne være at debattere: Hvordan får vi politikerne til at anerkende pædagogers professionelle viden og erfaringer som grundlaget for "de rigtige pædagogiske handlinger". Og hvordan får vi politikerne til at anerkende (mis)forholdet mellem de krav, de stiller til pædagogerne, og de ressourcemæssige muligheder, de stiller til rådighed?