Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 05
Drama. Det rådne æble
Alt er fred og idyl i børnehaven Æblet i Mammut­teatrets forestilling af samme navn. Forældrene dyr­ker fællesskabet og kæmper deres børns sag, men finder deres værste sider frem, da en lille dreng viser sig i en yndig, rød kjole.
Af: Mikkel Prytz
Børnehaven Æblet er en velfungerende institution med en dygtig og afholdt leder og en forældregruppe, der går op i deres børns trivsel og i fællesskabet med de andre voksne.
Alt er fryd og gammen i Mammutteatrets nye forestilling, der har fået samme navn som institutionen. Indtil den morgen hvor en forælder kommer med en tilsyneladende uskyldig bemærkning, der skal vise sig at få store konsekvenser:
»Kan det passe, at jeg så Bob i en yndig, rød kjole?«
Titlen ’Æblet’ leder tankerne hen på den forbudne frugt i Edens have, hvilket ikke rammer helt ved siden af. For ligesom mennesket i den bibelske fortælling mister sin uskyld, da det tager en bid af æblet, viser personerne i stykket sig fra deres værste side, da snakken begynder at gå om den lille Bob i kjole. Det bliver begyndelsen til enden for det lille paradis, de havde skabt.

Projektforældre. Stykkets omdrejningspunkt er en børnehave, men ‘Æblet’ handler i lige så høj grad om de såkaldte projektforældre, der har mere fokus på deres egne dagsordener end børnenes behov og pædagogernes faglige kunnen.
Det er nemlig blevet et ambitiøst fore­tagende at få børn, mener Claus Flygare, der har skrevet manuskriptet sammen med Kari Vidø.
»Mange forsøger at pakke deres egne, nogle gange forspildte, drømme ned i deres børn. Samtidig har næsten alle det sådan, at de vil én ting for deres børn, men gør noget andet. De drømmer om en eller anden ideal­tilværelse, imens virkeligheden slæber af sted nedenunder. Og så er alle skråsikre på, at det er de andre, der tager fejl, når det gælder børn og opdragelse,« siger Claus Flygare.
Og når noget går skævt, bliver det automatisk institutionens skyld.
»Også selvom der nok var opstået de samme problemer, hvis man havde gået hjemme med barnet. Børnehaven bliver holdeplads for forældrenes store frustrationer i forhold til deres børn,« siger Claus Flygare.
De mange store følelser omkring børn, opdragelse og institutioner gør området til et godt emne at tage fat i for en dramatiker, fortæller Kari Vidø.
»For eksempel dårlig samvittighed. Det har enormt mange forældre, fordi de arbejder så meget, at de aldrig ser deres børn. Det er pædagogerne, der får lov til at være sammen med deres børn i de gode timer,« siger hun.

Skænderi i små stole. Med henholdsvis fire og tre børn i bagagen har både Claus Flygare og Kari Vidø stor personlig erfaring med børneområdet. Idéen til ‘Æblet’ stammer netop fra en af de situationer, Kari Vidø ofte har fundet sig selv i til forældremøder i institutionen eller skolen.
»Her sad alle de her voksne på små stole og prøvede at være en stor familie. Men i virkeligheden var alle ret forskellige, så vi endte tit i situationer, hvor vi nærmest sad og skændtes, mens vi sad så dårligt i de små møbler. Billedet er ret absurd, synes jeg, og det havde jeg lyst til at skrive om,« fortæller Kari Vidø.
Claus Flygare var med på idéen, og de to dramatikere gik i gang med at læse bøger og avisartikler om børneområdet – og ikke mindst følge med i debatten på nettet.
»Så snart der er noget om pædagoger på nettet, ligger der jo 237 kommentarer,« udbryder Claus Flygare.

Bedrevidende forældre. De to dramatikere understreger, at de ikke har en entydig holdning til stykkets problematikker, men nærmere bruger ‘Æblet’ til at stille spørgsmål og rejse debat.
Det bliver dog hurtigt tydeligt, at sympatien er hos pædagogen Ruth, der må kæmpe for at holde fast i børnehavens værdigrundlag over for den brogede skare af forældre. Claus Flygare og Kari Vidø lægger heller ikke skjul på, at de ser problematikken fra institutionens synsvinkel.
»Jeg har tit siddet til forældremøder og tænkt: Stakkels de her pædagoger eller lærere! Der sidder 30 forældre, der ved bedre, uden at de nogen sinde er der. Det må være afsindigt svært,« siger Kari Vidø.
»Vi har gerne villet vise det pres, som forældre lægger på institutionen. De erkender slet ikke den situation, de afleverer deres børn i. Der er skåret ned på alting, også antallet af pædagoger, men samtidig forventer forældre, at de ansatte kan redegøre for alle barnets tanker, fra det bliver afleveret, til det bliver hentet igen,« siger Claus Flygare.
I ‘Æblet’ kan pædagoger se deres hverdag blive fremstillet udefra. Og det er en oplevelse, man altid kan få noget ud af, mener dramatikerne.
»På den måde kan man blive klogere på, hvor man skal sætte ind. Det er netop komediens energi, at man kan se sig selv udstillet og blive klar over sin egen situation. Forhåbentlig giver det samtidig pædagoger et overskud til at tackle problemerne i deres hverdag, når de opstår,« siger Claus Flygare.

Dramaet om børneområdet
Institutioner og skoler har i den seneste tid været genstand for handlingen i flere film og skuespil, blandt andre:
• September 2012: Teater Grob har premiere på Anna Bros komedie ‘Børn er dumme’, som foregår på et lærerværelse.
• November 2012: Det tyske stykke ‘Ondt blod’ om et gidseldrama i et klasseværelse har premiere på Edison.
• Januar 2013: Thomas Vinterbergs film ‘Jagten’ får premiere i Danmark og sætter gang i debatten om pædofilianklager i daginstitutioner.
• Marts 2013: Mammutteatret præsenterer ‘Æblet’ på Edison-teatret.
• Marts 2014: Teatret Svalegangen opfører Caroline Cecilie Mallings ‘Kvinder’, der ligesom ‘Æblet’ berører dialog mellem forældre og pædagoger i en daginstitution.

Reumert-præmierede dramatikere
Kari Vidø (f. 1961) er uddannet som filminstruktør i 1991 og har siden arbejdet som dramatiker og instruktør.
Claus Flygare (f. 1945) er dramatiker, instruktør og teaterleder og har som skuespiller medvirket i film, teater og tv-serier.
I 2008 modtog de to sammen med Lars Kjeldgaard en Reumert for forestillingen 'Fobiskolen'.