Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 03
OK 2011: Enighed om seniordage
KL og KTO er blevet enige om at videreføre seniordagene og forlænge tillidsrepræsentanters opsigelsesvarsel.
Af: Trine Vinter Larsen
Videreførelse af seniordage. Minimum seks måneders opsigelse for tillidsrepræsentanter. Mulighed for funktionstillæg til arbejdsmiljørepræsentanter. Og enklere arbejdsgange i hovedudvalgene i kommunerne. Det er nogle af de temaer, som Kommunernes Landsforening (KL) og medarbejdernes forhandlingsfællesskab KTO er blevet enige om på et overenskomstmøde den 29. januar.
Dermed er der kommet fremdrift i overenskomstforhandlingerne for 534.000 kommunalt ansatte. Forhandlingerne er ellers indtil nu gået trægt, mener BUPL's formand, Henning Pedersen, som er skuffet over, at aftalen kun er en såkaldt 'forhandlingsaftale'. Det betyder, at resultatet er indgået under forudsætning af, at der opnås enighed om et samlet KTO-forlig.
Henning Pedersen mener derfor, at man kun er kommet en ny overenskomst et lille skridt nærmere.
"Traditionelt har vi arbejdet meget mere på at indgå delforlig undervejs i forhandlingerne, men det er der ikke noget af denne gang. Vi har nu opnået enighed på nogle ganske vigtige områder, men der er hverken penge på bordet eller skrevet noget under. Aftalen kan rent faktisk fejes af bordet igen, hvis ikke man kan opnå enighed om en samlet overenskomstaftale - eller den kan bruges som pressionsmiddel senere i forhandlingerne," siger Henning Pedersen.

Seniordage permanente. Henning Pedersen glæder sig dog over den enighed, der er opnået. Særligt er han glad for, at seniordagene med ret til fravær med løn nu ser ud til at blive en permanent ordning for kommunalt ansatte.
Seniordagene blev indført ved overenskomstforhandlingerne i 2008. I den nuværende aftale har kommunalt ansatte ret til to seniordage i det kalenderår, de fylder 60 år. Antallet af dage stiger herefter i takt med alderen til i alt fire dage om året.
"Denne ordning bliver nu permanent, og for pædagogerne er det særligt glædeligt, fordi vi (BUPL, red.) ved sidste overenskomst fik forhandlet lidt ekstra hjem ved vores eget forhandlingsbord. I den aftale har pæda­goger fem seniorfridage med virkning allerede fra det år, man fylder 58, og den særaftale ændres der ikke på. Det er meget positivt," siger Henning Pedersen.

Tillidsrepræsentanter sikres. Parterne blev også enige om en bedre sikring af tillidsrepræsentanterne. Hvis en tillidsrepræsentant eller en arbejdsmiljø­repræsentant bliver afskediget på grund af arbejdsmangel, får han eller hun et opsigelsesvarsel på minimum seks måneder.
"Og det er ikke mindst vigtigt i den tid, vi lige nu går i møde med fyringer og nedskæringer på vores område," siger Henning Pedersen, som også glæder sig over, at arbejdsmiljørepræsentanter nu kan aflønnes.
"De udfører en meget vigtig funktion i institutionerne, og nu kan de også få anerkendelse for det over lønnen," siger han.

Det blev de enige om
Den 29. januar lykkedes det for KTO og Kommunernes Landsforening (KL) at blive enige om en foreløbig pakke indeholdende følgende elementer (resultaterne er indgået under forudsætning af, at der opnås enighed om alle kravene fra KL og KTO):
• En midlertidig aftale giver pædagoger ret til fem seniordage om året fra det kalenderår, hvor de fylder 58 år. Ordningen bliver nu permanent.
• Fremover skal opsigelse af en tillidsrepræsentant og en arbejdsmiljørepræsentant ske med mindst seks måneders varsel, selvom opsigelsen skyldes arbejdsmangel.
• Opmærksomhed på aflønning af arbejdsmiljø­repræsentanter.
• Antallet af HovedMED's obligatoriske opgaver bliver fremover reduceret.
• Pædagoger får ret til at forhøje den løbende pensionsindbetaling mod samtidig at få lønnen reduceret tilsvarende.
• BUPL forhandler egne krav den 14. februar. Den 18. februar er der afsluttende forhandlinger mellem KTO og K