Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 10
Anne-Louise alene med 23 børn. Overlevede ved at massere børn i søvn
At få børnene til at sove var en af de metoder, Anne-Louise Jespersen tog i brug, når hun var alene med 20 børn. Tre ud af fire pædagoger er dagligt alene med op til 15 børn, viser ny undersøgelse.
Af: Miriam Lykke Schultz
Pædagog Anne-Louise Jespersen slukkede lyset på stuen, satte afslappende musik på og bevægede sig langsomt rundt på gulvet, hvor børnene lå, for at massere dem én efter én.
»Så varede det ikke længe, før nogle af børnene faldt i søvn. Det var et af de pædagogiske tiltag, jeg greb til, for at børnene og jeg kunne overleve i de situationer,« siger Anne-Louise Jespersen om de eftermiddage, hvor hun var ene pædagog med op til 23 børnehavebørn.
Men hun har fået nok af den massive underbemanding i de store kommunale integrerede institutioner og har nu job i en privat børnehave med færre børn og flere hænder.
Anne-Louise Jespersen er ikke den eneste pædagog, der ofte er alene med mange børn. En ny undersøgelse fra BUPL viser, at tre ud af fire pædagoger i vuggestuer og børnehaver står alene med gennemsnitlig 15 børn i op til flere timer i løbet af dagen. Enkelte pædagoger er alene med 50-59 børn. En enkelt har været alene med hele 61 børn.
I perioden, som de selv vurderer som den mest belastende, var hver femte pædagog alene med børnegruppen i over en time. 38 procent af pædagogerne har oplevet en alenesituation, der var uforsvarlig eller decideret farlig.

Ikke udvikling. Anne-Louise Jespersen husker tydeligt, hvordan det føltes at være én pædagog til en hel stue. Det var typisk om eftermiddagen, fra børnene spiste frugt og frem til de blev hentet.
»Jeg var simpelthen nødt til at tage alternative metoder i brug,« siger Anne-Louise Jespersen om det faste ritual efter frugt, hvor børnene skulle lægge sig med maven mod gulvet og vente på at få massage.
»Ellers var det kaos, hvor nogle slog og andre græd. Børnene løb ind og ud af stuen, og til sidst havde jeg ikke styr på, hvor de var. Massagen var en effektiv metode til at håndtere en stor gruppe børn på ud fra de vilkår, jeg nu engang var underlagt. Men det var pasning, det var ikke udvikling,« siger hun.

Bange for fyring. Alenetiden med de mange børn oplevede Anne-Louise Jespersen som forkastelig og urimelig – ikke kun for sig selv som pædagog, men også for børnene og forældrene, der gerne ville høre, hvordan deres børn havde haft det, når de blev hentet efter en lang dag. Den snak var der heller ikke tid til.
»Det er jo forfærdeligt. Det er, som om det er blevet accepteret. Og jeg kan virkelig undre mig over, at vi som pædagoger godtager det. Det er også vores ansvar at råbe op. Men den ytrings­frihed, vi har, har vi jo reelt set ikke, når det kommer til stykket, for der er ingen, der tør bruge den.
Anne-Louise Jespersen tænkte tit på at gå til ledelsen, skrive læserbreve til politikerne eller sige til forældrene, at de skulle klage til ledelsen over de forhold, institutionerne bød deres børn, men hun turde ikke.
»Jeg var bange for at blive fyret, for det er jo sådan, at de, der råber op og kritiserer, er også dem, der ryger først. Men uden kritiske røster, sker der ingen udvikling.«

Fik stress. Anne-Louise Jespersen har oplevet kolleger bryde grædende sammen, hvis de pludselig havde ansvaret for to stuer, når en kollega skulle på toilettet. Og hun har ofte forladt stuen for at skifte et barn og vidst, at nu var der ingen voksne hos børnene.
»Det giver virkelig stress. Vi kommer rask væk på kurser i, hvordan man spotter stress hos sig selv eller en kollega, men det eneste, der for alvor hjælper, er flere hænder,« mener Anne-Louise Jespersen, som selv har prøvet at være sygemeldt med stress.