Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 16
Tegninger er et sprog
Børn tegner det, der optager dem. Derfor er tegninger altid et personligt fingeraftryk, mener psykolog Hanne Bistrup. Hun kalder tegning for et sprog og opfordrer pædagoger til at bruge tegningerne som anledning til at snakke med børnene
Af: Helle Kjærulf
Polkaprikker og søgræs er det første. Dernæst bliver podernes krimskrams til rundkrads og tværkrads, når motorikken tillader det. Indtil børn er omkring tre år, er det en sansemotorisk oplevelse at tegne. Senere når de kommer videre i deres udvikling, skal krads, polkaprikker og søgræs helst forsvinde igen. Sproget kommer ind i billedet. Og i stregerne ligger følelserne.
Peter på tre år er meget optaget af farlige, vilde dyr. Men det er ikke det nemmeste at tegne og kræver derfor en sproglig forklaring til iagttageren:
"Denne her bjørn er kæmpestor - så stor, og så har den øjne her og en kæmpestor mund. Den er meget farlig," fortæller Peter om sin bjørn, der fylder hele papiret.
"Det sjove ved den tegning er, at bjørnen faktisk ser både glad og rar ud, så Peters fascination af disse store, flotte dyr er mere positiv, end den er præget af angst," forklarer psykolog Hanne Bistrup i sin nye bog Børnetegninger - Spor fra barndommens univers.
Bjørnen er stor, fordi den betyder noget for Peter. Det er så enkelt i et barns univers, for det, der ikke betyder så meget, bliver tegnet mindre end det, der betyder noget. Peter er nået til at kunne koble sprog og motorik sammen. Og hans sprog har indflydelse på det, han tegner.
Senere, når Peter er omkring fire år, bliver han i stand til at planlægge en tegning, fortælle om sine planer og sætte sig ned og føre dem ud i livet.
Børns tegninger er historien om børns udvikling, både normal og unormal, og børns liv med alt, hvad det indebærer af familierelationer, sorg, kriser, køn, overgreb og glæder. Det fortæller Hanne Bistrup om i sin bog.
For hende er børnetegninger en guldgrube af informationer om det enkelte barn.
"Tegning er et sprog, og børn tegner for at sætte spor," understreger hun.
"Børnetegninger hænger meget sammen med børns udviklingstrin. De kan ikke tegne noget, de ikke er motorisk parate til. Hvis de har følelser, de gerne vil udtrykke, men ikke kan holde på en blyant, er det selvfølgelig svært. Men så snart de kan det, er de i stand til at udtrykke deres følelser."

Et værktøj. Hanne Bistrup er oprindeligt uddannet pædagog. Hun arbejdede ti år som pædagog, inden hun blev psykolog. I dag er hun på efterløn.
Tegning har været en vigtig del i hendes psykologiske værktøjskasse. Hanne Bistrup har brugt tegning som et redskab til at forstå og kommunikere med det enkelte barn på dets eget udviklingstrin. Det er både et undersøgende og terapeutisk redskab for hende, og hun har holdt masser af kurser om børnetegninger.
"Min ambition med bogen har bl.a. været at lære pædagoger og andre, der beskæftiger sig med børn, at man kan kommunikere med børn gennem deres tegninger. Mange tror, det at tegne er en aktivitet ligesom at lege med legoklodser, og ofte glemmer man, hvor mange informationer der ligger i børns tegninger."
Hun pointerer, at mange voksne har svært ved at snakke om følelser med børn, blandt andet fordi de ikke selv har adgang til deres egne følelser. Men i stedet for at spørge børnene, hvad de fik at spise i weekenden, mener hun, at der er mere idé i at spørge ind til børnenes følelser, for eksempel ved at spørge, hvad der sker på tegningen. Hvem er det? Hvad laver I? Hvor er du? Er du glad?
"Man skal ikke snage i børns privatliv, er der nogen, der siger, men vel skal man så. Hvem skal de ellers snakke med," spørger Hanne Bistrup.
Hun blev pædagog i 1969, da kreativitet var in og malebøger nærmest forbudt. Som grøn psykolog tog hun tegningens muligheder til sig og har haft stor glæde af det, når hun har haft børn til observation eller i terapi.
"De fleste børn elsker at tegne, med mindre de er så præstationsfikserede, at de ikke synes, deres tegninger er gode nok. Tegninger er en god indgang til børn, fordi det altid er et personligt fingeraftryk. I hvert fald indtil de er mere optagede af klicheen og af, at det skal være rigtigt. Hvis børn får lov, tegner de med deres følelser og fantasi. Det gør de på et tidspunkt, hvor de ikke kan formulere sig med ord. Det er i princippet det samme, du kan iagttage ved leg."

En del af et større billede. For at kunne tolke børnetegninger kræver det, at man lærer at se på dem, og Hanne Bistrup understreger, at analysen skal bruges med omhu. Drag aldrig forhastede konklusioner ud fra en enkelt tegning, råder hun. Hvis man skal bruge børns tegninger fornuftigt, skal man have et udvalg, og så er det som en del af et større billede, bl.a. gennem observation af barnet.
"Man kan bruge børns tegninger som et led i en samlet vurdering, især når man ved, hvornår børn i deres udvikling er nået til for eksempel at kunne tegne arme og ben. Det er vigtigt, at man bruger tegninger som en del af noget mere. Der kan også være børn, der af forskellige årsager bare ikke kan fordrage det. I forbindelse med skolemodenhed har det altid været nyttigt for mig at tolke en tegning, men jeg har også altid været forsigtig med at tage det som et bevis stående alene."
Hun mener, at det er en god idé at holde kortene tæt til kroppen, hvis man begynder at tolke børns tegninger. Også selv om børns tegninger kan give et tydeligt fingerpeg om, på hvilket udviklingstrin de befinder sig.
"Man kan tillade sig at tolke en hel masse for sig selv, og det kan man heller ikke lade være med, hvis interessen først er vakt. Men når man videregiver informationerne til andre, skal man tænke sig godt om," siger hun.
Pædagoger skal træne sig selv i at bruge tegninger i deres arbejde, men de må ikke bruge det over for forældre, hvis de føler sig usikre.
"Der er skrevet meget vrøvl om tolkning af børnetegninger. F.eks. at man tegner sort, når man er i dårlig humør, eller rødt, når man er hidsig. Mange børn vælger faktisk den sorte farve for at gøre et eller andet tydeligt. Desuden har børn også en anden opfattelse af farver end voksne. Det kan godt være, at hvis man en dag er rigtig arrig, så griber man den røde farve. Men man kan ikke generalisere noget som helst i den retning," forklarer Hanne Bistrup.
"Vær varsom med at tolke noget over for andre, som man ikke er sikker på selv. Man kan godt tage fejl, og man skal have set mange tegninger fra samme barn for at udtale sig."
"Hvis drenge elsker at tegne krigsskibe, sværd eller geværer, kan det af nogle tolkes som udtryk for angst eller aggression, men sådan behøver det bestemt ikke at hænge sammen. Der er klare tendenser til, at børn bliver optaget af det, der passer til deres eget køn. Et tema bliver afløst af et andet. Desuden kan nogle børn have en nærmest tvangspræget periode, hvor de måske tegner sommerfugle og sommerfugle i flere måneder. Det kan bekymre de voksne, men måske er barnets personlighed bare sådan, at det har behov for at fordybe sig."

Fokus på tegninger. Hanne Bistrup synes, det er en rigtig god idé, hvis man i en pædagoggruppe beslutter at fokusere på børns tegninger i en periode. Pædagoger kan for eksempel sætte børnene til at tegne deres familie og udfra tegningerne snakke med børnene. Siden kan de så diskutere tegningerne i personalegruppen.
"Det kan være fagligt udviklende for en pædagoggruppe, og det kan give et andet og mere nuanceret syn på et barn eller dets familie. Og hvis man husker at snakke med børnene om det, de har lavet, har man en utrolig god tilgang til børnene," pointerer Hanne Bistrup.
Hun råder pædagoger til, at de skal vise barnet, at de ser, hvad det laver. Ved at bruge tegningen som en kontakt til barnet og spørge til det. Hvem er det? Hvorfor har du tegnet sådan?
"At vise interesse er en måde at se børn på," siger hun.
Man vil selvfølgelig se, at nogle børn tegner utrolig godt, mens andre næsten ikke kan. Men man vil også se mange andre ting.
"Børnetegninger kan bruges både som kommunikation i forhold til barnet og til forældrene, men man skal passe på, at det ikke bliver for akademisk. I forhold til forældrene kan man sige: Det har jeg set, eller det her har jeg hørt. Men lad være med at begynde at analysere på et plan, hvor forældrene står af. I det øjeblik man sidder til en forældresamtale med deres barns tegninger, så signalerer man, at man tager deres barn alvorligt."
Psykolog Hanne Bistrup har ofte, når hun har haft børn i terapi, vist forældrene børnenes tegninger og ud fra dem forklaret, hvad hun har fået ud af dem.
"Det gør et stærkt indtryk. Ofte forstår forældrene meget bedre, hvad jeg mener, når de ser barnets tegninger og hører mine kommentarer. Måske siger jeg: Se hvor lidt jeres barn fylder på tegningen. Det er nemmere for et barn at tegne det end at sige det højt."
Børn tegner mange gange ting, som de gerne vil fortælle, men ikke tør, fordi ord er for voldsomme, for pinlige eller for mangelfulde. En dreng på 10 år, som Hanne Bistrup havde i terapi, tegnede en kanalrundfart. Der sad en person, der var større end de andre, som drengen fortalte var hans far. Da han var tre år, havde han været på kanalrundfart med sin far, og han havde ikke set ham siden.

Børnetegninger - Spor fra barndomslandets univers, Forlaget Frydenlund, 2006