Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 43
Udbrændt
Af:
Angsten breder sig i kroppen
Jeg ligger i sengen og kigger på vækkeuret. Hører fuglene fra altanen og bilerne, der er begyndt at køre på vejen. Klokken er seks, det var nu, at jeg plejede at stå op, en tur under bruseren, spise morgenmad og af sted. Af sted på arbejde og egentlig uden at tænke over, hvor stor en del af dagligdagen arbejdet "plejede" at være. Det sidste halve år har ingenting været, som det plejede at være, mit liv er gået i stå. Ramt af stress og angst, angst for at bevæge mig uden for en dør. Mit liv er blevet en osteklokke. Kan se gennem glasset, men ikke deltage.
Jeg står op, mærker at kroppen er træt, har ikke lyst til at tage imod den nye dag og ønsker, den er slut, før den er begyndt. Kigger ud ad vinduet. Mennesker på vej, cykler, biler, de har hver især deres faste morgenrute på vej til job.
Jobbet var en stor del af identiteten for mig. Jeg var noget, havde et mål, en rytme i dagligdagen. Der var nogen, der forventede jeg mødte op og gjorde et stykke arbejde - alting var så legende let, og jeg tog det som en selvfølge at kunne møde op på mit arbejde. Nu kan jeg ikke engang overskue et morgenbad. Lægger mig under dynen igen, er træt. Tankerne om, hvad andre tænker, gør mig træt. "Hun burde tage sig sammen." Et rungende ekko genlyder: "Tage sig sammen". Den dårlige samvittighed over for mine kolleger, som jeg ved, skal løbe stærkere, og forældrene, der undres over, jeg stadig er sygemeldt, og børnene, der hver dag spørger: "Hvornår er hun tilbage?"
Jeg kigger på uret, der er gået tre timer, siden jeg vågnede. Nu må jeg stå op, gøre noget, være noget. Går i bad og den evige kamp om bare at overskue, hvad jeg skal tage på, er ved at vælte mig omkuld.
Telefonen ringer. Jeg mærker hjertet slå et ekstra slag, angsten breder sig i kroppen. Tør ikke tage telefonen, kan ikke, kigger bare på den som så mange gange før og lader den ringe ud. Hvor svært kan det være at tage en telefon, hvor simpelt. Men frygten for det ukendte, hvem jeg møder i den anden ende, og hvilke "krav" og situationer, som det kan sætte mig i, gør mig bange.
Jeg ringer til min psykolog, det er i dag, vi har den ugentlige samtale pr. telefon, den eneste kontakt jeg har til livet udenfor. Og bare det at taste nummeret tager mig lang tid. Vi snakker næsten en time om ugen, der er gået, gået med ingenting. Bagefter er jeg udkørt, bliver nødt til at lægge mig lidt, bare fem minutter. Jeg burde egentlig få lavet en smule, men det må jeg gøre bagefter.
Vågner ved lyden af en stor lastbil, der brummer. Soveværelset er dunkelt, og solen er ved at gå ned. Jeg har sovet tre timer. Står op, kigger ud ad vinduet. Mennesker på vej hjem, deres arbejdsdag er slut. Ser børn komme hoppende med deres skoletasker og deres forældre i hånden. De skal sikkert på indkøb, til sport, have gæster....
Hvis jeg dog bare kunne tage mig sammen, den samme sætning bliver ved at komme frem i min bevidsthed. Sætter mig i sofaen, tænder for min radio. Der bliver sagt en masse, men hører ikke. Kan ikke rumme de mange indtryk, og jeg slukker hurtigt igen. Går ud i køkkenet. Jeg burde lave noget ordentlig mad. Men jeg orker ikke, tager et stykke brød og en kop te. Kigger på uret, klokken er 21, jeg tager nattøjet på.
I morgen starter jeg på en frisk. Nu må mørket i mit hoved snart blive brudt af lyset, men det har jeg ønsket og håbet så mange gange før.
Og dagen flyder sammen. Der er ikke længere forskel på ugedagene og månederne.
Jeg lægger mig i sengen, lukker øjnene og ønsker bare, at jeg igen var en del af livet derude. Mærker uroen og angsten for, hvad det hele ender med. Kommer jeg nogensinde tilbage igen? Jeg burde have lytttet bedre til mig selv, burde have stresset noget mindre, burde have sat grænser. Ja, der var så meget, jeg burde have gjort.
Dagen er slut, og mørket sænker sig over den 7. november.
I morgen venter en ny dag, forhåbentlig en, der er bedre. Det må være mit største ønske, tænker jeg, inden jeg falder i søvn.
Anonym
Sygemeldt, Østjylland

Ryggen og psyken stod af
Kan det lade sig gøre at beskrive en leders arbejdsdag uden at skrive en hel bog? Ja, min kan godt. Jeg har nemlig ikke lavet andet end at være hos tandlægen. Jeg sov først længe og har i øvrigt brugt dagen på at læse, drikke te, se lidt TV. Altså det man kalder at "lave ingenting."
Og så kan man vel ud af det konkludere, at jeg har ferie eller en velfortjent afspadseringsdag. Men nej. Det har været status quo i lidt over to måneder. Først stod ryggen af, og jeg måtte ned at ligge, og efterfølgende blev de øvrige stress-reaktioner tydelige.
Endnu en offentlig ansat tæller i en sygefraværsstatistik, som når nye historiske højder. Om ikke andet kan man da sige, at den kommune, jeg arbejder i, nåede sit mål om at være Sjællands førende kommune på et punkt, nemlig sygefravær. I visse afdelinger runder de 20 procent.
Og stille og roligt forplanter det sig nedad i systemet, efterhånden som puklen af arbejdsopgaver uddelegeres i et tempo, hvor opgaverne ofte skulle have været løst dagen før, de lander på de decentrale lederes bord, samtidig med at hverken normeringer, kompetencer eller ledelsestid er afklaret.
Og oven i det: I personalepolitikkens hellige navn er ingen blevet fyret, så alle forvaltningslederne fra de gamle kommuner er blevet placeret i et hierarkisk system, så jeg p.t. talt fra oven er ottende niveau. Og alle disse velkvalificerede og ambitiøse mennesker skal alle bevise deres værd og må opfinde og udvikle diverse ideer og initiativer, som skal iværksættes i de decentrale institutioner.
Halvandet års halsen bagefter var åbenbart nok for mit system. Halvandet år, som ikke bare knækkede ryggen på mig, men også har slidt ufatteligt meget på det øvrige personale, som også har måttet leve med uvisheden om nednormeringer, nedlæggelse af arbejdspladser og uklare kommandoveje gennem systemet.
Anonym
Sygemeldt leder, Sydsjælland

Jeg tænker på at droppe ud
Jeg står i mit køkken og kigger ud på de gule blade og den grå himmel. I baggrunden kører radioen med endnu en valgdebat: Venstre eller højre. Helle eller Anders.
En fugl letter forskrækket, da en dør smækker i gården efter endnu en af naboerne, der haster af sted på arbejde. Jeg haster ikke, for jeg skal ikke af sted. Jeg er 29 år, uddannet pædagog på tredje år og sygemeldt på grund af stress.
Jeg tager theposen op af koppen og går ind i stuen, mens tankerne kæmper om at få plads i mit hoved: Hvordan mon de andre klarer den på arbejdet, hvordan mon dét møde gik, og der må da forøvrigt være et eller andet, jeg skal nå? Den følelse er konstant i kroppen - at der er noget, jeg skal nå.
Jeg sætter mig i en stol med theen og øver mig i at kigge ud i luften og tænke på ingenting. Tanken om at droppe det hele og skifte fag vender endnu en gang snigende tilbage, som den gør med jævne mellemrum dagen lang. Men inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke gør det. Jeg er ud af den nye generation af pædagoger, som har udvalgt netop dette fag i tag-selvboden af muligheder. Jeg brænder for det, brænder for ungerne i den institution, jeg er i, brænder for kollegerne og for ideerne, vi så gerne vil føre ud i livet.
Anna Harsberg
Sygemeldt, Valby

At lave ingenting er opslidende
For cirka en uge siden fejrede jeg 1 års jubilæum som sygemeldt og afskediget pædagog. Stresset og udbrændt og endnu ikke tilbagevendt til normal tilværelse med fast arbejde. Hvilken jammer.
Jeg har endnu ikke formået at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter denne nedtur, som jeg i dag kan se, var under opsejling igennem flere år. Jeg er afklaret med, at jeg er færdig som pædagog, men når jeg er midt i 50'erne uden anden uddannelse, er det alligevel svært at finde vej. Udsigten er diset, og selvom en pædagogløn er lav - også på sluttrin - er der trods alt et stykke vej ned til en ufaglært månedsløn på cirka 18.000 kroner. Det er udsigterne, hvis jeg ikke kan arbejde i mit fag, og alternativet er ufaglært arbejde. Og jo længere tid, der går, jo mere uambitiøs bliver man med henblik på indholdet i arbejdet. Udsigten til at passe en maskine i en mørk fabrikshal kan også virke skræmmende.
Jeg tager lige ind i kiosken efter en pakke Ga-Jol, og på indersiden af pakken står der: "Ingenting at lave er det mest opslidende i verden, for man kan ikke lægge det fra sig og hvile lidt."
Anonym

Udfordringerne er nogle andre nu
Her i sommer fik jeg tilkendt førtidspension blandt andet på grund af stress, så nu står jeg op denne onsdag, hvor jeg har god tid, inden jeg skal til skånegymnastik/yoga. Forskellen på min dagligdag er stor. På den ene side savner jeg alle de herlige børn, og kollegerne er også stærkt savnet. Udfordringerne er nogle andre nu, og jeg er blevet min egen chef, med-mindre min mand og søn kræver deres ret. Jeg ved godt, at der ikke har været andre muligheder for mig end pension.
Jeg bruger tiden på dagligdagen med min familie, kontakter til venner og bekendte, og jeg følger stadig med fagligt, så godt som muligt, og så nyder jeg at følge med i naturen lige uden for døren.
Anonym
Førtidspensionist, tidl. skole/SFO, Hedensted