Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
Færre børn i SFO'erne
Skolereformen har betydet færre børn i SFO og klub, viser en ny analyse. Det er især et problem for de børn, der ikke har fornuftige fritidsinteresser, mener BUPL.
Af: Steffen Hagemann
Den længere skoledag har betydet færre børn i fritidstilbuddene. Det viser en Rambøll-analyse, som BUPL har finansieret.
Fra 2013, sidste år inden folkeskolereformen, til 2014 faldt andelen af børn i 0.-3. klasse, der går i fritidstilbud, fra 74 procent til 69 procent af alle børn. Samtidig er der også sket et fald for børn i 4.-7. klasse. Her var det kun 31 procent af børnene, der gik i ­
SFO2/klub i 2014, mens det året før var 37 procent af børnene.
Der foreligger ikke tal for 2015, men i BUPL’s rapport ’Pædagogen i skolen’ fra maj 2016, beretter knap hver femte pædagogiske leder, at dækningsgraden er faldet blandt de 6-9-årige, mens næsten hver tredje leder oplyser, at dækningsgraden er faldet for de 10-14-årige.
Det ærgrer Lars Søgaard Jensen fra BUPL’s forretningsudvalg, at børnene i stigende grad vælger fritidstilbuddene fra. Han er ikke så bekymret for de børn og unge, som har nogle fornuftige fritidsinteresser.
»Men der er mange, der går ud til ingenting og dermed mister muligheden for at få en kammeratskabsgruppe og nogle voksne, som de bliver fortrolige med,« siger han.
Der er også færre udsatte børn i fritidstilbuddene, viser Rambøll-analysen. Fra 2013 til 2014 faldt andelen af udsatte børn i 0.-3. klasse, som går i fritidstilbud, fra 61 til 58 procent. 8.447 udsatte børn fra ­0.-3. klasse går ikke i et fritidstilbud.
Også blandt de udsatte børn på mellemtrinnet faldt interessen - fra 30 til 26 procent. Det er et problem, at så mange af de udsatte børn og unge ikke kommer i fritidstilbud, mener Lars Søgaard Jensen:
»De, der har mest brug for trygge rammer med nogle voksne rollemodeller, som de kan forholde sig til, går måske hjem til et boligområde, hvor rollemodellerne ikke er ansvarlige voksne«.