Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 20
Klubben hænger ud med gaden
Når de unge ikke kommer i klubben om sommeren, må klubben flytte ud til dem. Tag med Rubinen og en pose friskbagte boller til fodbold hos en flok sultne unger i Københavns Sydhavn. Hør om de store pædagogiske fordele, der er ved at opsøge børnene.
Af: Jesper Viktor Larsen
Klokken har passeret 18 tirsdag aften. I den integrerede institution Rubinen i Københavns Sydhavn er fritidsklubben lukket for i dag, og der er stille. Til gengæld dufter der af hjemmebagte boller - et signal om, at ungdomsklubben er ved at åbne dørene for sine medlemmer.
Denne solrige sommerdag forventer pædagogerne ikke, at de unge kommer i klubben. Fremmødet er lavt i sommerhalvåret, men når de unge ikke kommer til klubben, kommer klubben til dem. Det sker fra 1. april til 1. september.
Peter Holm, Claudi Tres Juel og Karina Petersen, der er på arbejde i ungdomsklubben Rubinen, fylder trækvognen med kalaha, backgammon, fodbold, basketbold, kaffe, saftevand, marmelade og de hjemmebagte boller. Eftermiddagspersonalet ønsker dem en god aften, da de smutter ud gennem de åbne døre med den 'mobile ungdomsklub'.

Bedre kontakt. I aften er klubben rykket hen til et 'boldbur', som ligger midt i et mindre boligkompleks. En lille gruppe drenge er allerede i gang med at spille fodbold.
"De plejer at dukke op lidt efter lidt," fortæller Claudi.
"Når vi er sammen med de unge her, kan vi bedre tale sammen. I klubben ringer telefonen, døre skal låses op og i, og baren skal passes. Samtidig har vi nogle unge, som vi har været nødt til at give karantæne fra klubben, fordi de har opført sig uacceptabelt. De kommer her, og på den måde kan vi stadig tale med dem og vise dem, at vi gerne vil dem," forklarer Claudi.
På boligblokkenes altaner nyder områdets beboere deres aftenkaffe, mens flere unge samles ved boldburet. På bænken sidder Karina og spiller backgammon med Line, en ung pige fra klubben, mens de taler om sommerferien. Bordet med hjemmebagte boller er udsat for stor interesse, og omsætningshastigheden er høj. Ali er en af de sultne unge, som beder om en bolle mere.
"Det er fedt, at medarbejderne kommer her. Du ved, vi ka' spille spil og fodbold og snakke med dem, og så laver vi ikke ballade, forstår du? Det er meget hyggeligt," siger Ali.
Fremmødet vokser stadig. Tre drenge står og taler om deres scootere. Lidt derfra sidder to piger på skødet af hinanden. Cirka 30 unge er nu samlet ved boldburet, hvor en fodboldkamp skydes i gang. Imens fortæller afdelingsleder Christian Roikjer om baggrunden for Rubinens nye måde at drive ungdomsklub på.
"Jeg har været gadeplansmedarbejder i mange år, og da jeg for nogle år siden fik tilbudt jobbet her, lå det mig meget på sinde at udvikle ungdomsklubben. Det var uhensigtsmæssigt, at fremmødet i klubben var meget lavt i sommerhalvåret, samtidig med at vi medarbejdere sad og gloede på hinanden. Fra mit job som gadeplansarbejder vidste jeg jo, at de unge hænger ud i det offentlige rum. Og det er både de udsatte og de helt almindelige unge," pointerer Christian Roikjer.
Det er fire år siden nu, og meget er sket både i forhold til medarbejdere og medlemmer.
"Nogle sagde op, fordi de ikke ville gå på gaden. Så kom der nye ind, som gerne ville, og inden for de seneste fire år er hele personalegruppen skiftet ud ved naturlig afgang. Når man i dag bliver ansat i huset her, skal man være indstillet på også at arbejde om aftenen i ungdomsklubben og på gaden. Vi har nu folk, der søger herud, fordi de ved, at vi arbejder på gaden."
Men udfører Christian Roikjer og hans kolleger i ungdomskluben så ikke det arbejde, som klubbens to opsøgende gademedarbejdere skulle tage sig af?
"Nej, nej, det er en misforståelse. Vi er klubpædagoger, der har rykket ungdomsklubben ud på gaden. Det vil sige, at vi har den primære kontakt til unge, som er medlemmer eller potientielle medlemmer. Vores opsøgende medarbejdere har den primære kontakt til de unge, der ikke er relevante at tænke ind i vores klub, fordi de enten ikke vil være sammen med os eller ikke kan rummes i klubben. På den måde arbejder vi sammen om alle bydelens større børn og unge," fortæller Christian Roikjer.

Dynamik og øget faglighed. Afdelingslederen fornemmer, ikke mindst på baggrund af meldinger fra medabejderne, at der er kommet en større tilfredshed i jobbet ved at være i højere omdrejninger uden for klubbens fire vægge om sommeren.
"Det kan godt være, at vi laver et lukket arrangement indenfor i klubben om sommeren, men så er det altid, fordi vores medlemmer har et brændende ønske om det. Her kan ingen medarbejdere sidde og se tv uden medlemmer - det ligger ikke i den kultur, vi har skabt ved at komme ud af huset. Det er en kultur, som har skabt stor dynamik og øget det faglige niveau samt stolthed i personalegruppen," siger Christian Roikjer.
Og måske vigtigst af alt: Klubben har fået 80 procent flere medlemmer. Særligt har den fået fat i drenge i 13-års alderen, der aldrig har gået på fritidshjem, i SFO eller klub.
"Nogle af dem måtte lære acceptable normer for, hvordan man går i klub og behandler hinanden. Ved at arbejde med dem herude, hvor der er højere til loftet, har vi nu også lært dem at begå sig inde i klubben," vurderer den rutinerede klubmedarbejder.
Ungdomskulturen er i dag præget af, at de unge i høj grad vil være og er uafhængige af tid og sted. Samtidig er de mange sociale medier og kulturelle muligheder eksploderet.
"De unge dukker bare ikke op i klubberne af sig selv, og dermed er der også behov for, at klubledere omtænker deres måde at drive ungdomsklub på. Hvis man oplever et lille fremmøde i ens ungdomsklub, kan jeg tale varmt for, at klubben flytter ud. Dybest set handler det om, at vi har kontakt til de unge, der har behov for os," pointerer afdelingslederen, som også sidder med i en klubforum-gruppe under Københavns Kommune. Gruppen udvikler løbende nye strategier for klubarbejdet.

Samarbejdet med beboerne. Fodboldkampen er færdig. Vist nok, fordi Peter og Claudi er kørt trætte! Peter vil fortælle, hvordan samarbejdet med beboerne og de forretningsdrivende har udviklet sig. Vi går lidt afsides, så vi ikke står sammen med de unge, for Peter er nødt til at få sig en 'efter fodbold-smøg'.
"Når vi driver klub tæt på andre beboere, skaber det selvfølgelig lidt mere støj. Men de unge ville hænge ud her alligevel. Det er også deres sted. Og så ville de måske skabe utryghed og lave ballade. Ved at vi viser os her som voksne fra den lokale klub, er vi med til at skabe tryghed for beboerne. Samtidig sker der også det, at de i højere grad accepterer de unge og omvendt. Men som medarbejder har det krævet og kræver stadig en masse møder, samtaler og aftaler med beboere og forretningsdrivende, for alle skal kunne være her," siger Peter og skodder sin smøg.
Det er ved at være fyraften. Karina, Peter og Claudi læsser trækvognen med de medbragte sager - minus boller, for de er væk for længe siden - og går tilbage til klubmatriklen.
"Tak for i aften. Vi ses, unger."
Og med ét er medlemmerne forsvundet gennem hegn, hæk og låge. På scooter, til fods og på cykel. På altanerne følger beboerne de sidste solstråler på vej ned bag hustagene. I morgen er trækvognen igen ved boldburet. Eller et andet sted i Københavns sydhavn.