Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 20 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING. Børn skal helst være glade
Pædagoger har stor indflydelse på børns følelser i daginstitutionerne, hvor positive følelser vægtes højere end andre. Følelser som skam og skyld er usynlige, viser ny forskning. Det er problematisk, og vi skal tale meget mere om det, mener manden bag forskningen.
Af: Marie Bille
Både børns og voksnes følelser er nogle gange på hårdt arbejde i daginstitutionerne. Men nogle følelser vægtes højere end andre af pædagogerne.
Det viser ny forskning, som offentliggøres i bogen ’Følelser og pædagogik – i samfundsteoretisk perspektiv’ i januar næste år.
Bogen er baseret på interview af pædagoger om følelsernes betydning i deres arbejde. Den er skrevet af lektor på Københavns universitet Peter Ø. Andersen.
De positive følelser, som pædagogerne taler om, er for eksempel glæde, tryghed og tillid. Negative følelser kan være vrede og surhed.
Nogle følelser nævner pædagogerne stort set ikke. Det gælder for eksempel følelser som skyld, skam, kedsomhed og mod. Samtidig viser forskningen, at pædagogerne har en stærk stræben efter at skabe positive følelser hos børnene.
»Man har en forestilling og et ideal om, at den måde man arbejder med følelsesmæssige forhold på i pædagogikken, skal resultere i de positive følelser. Det er noget, pædagogerne selv lægger vægt på. De skelner mellem positive og negative følelser, og negative følelser skal i langt de fleste tilfælde helst ændres til positive følelser. Vi skal have glade børn. Det er godt i sig selv, og det bliver betragtet som vigtigt for, at børn kan lære,« forklarer Peter Ø. Andersen.
Idealet om glade børn er ikke forkert. Den modsatte bestræbelse ville da også være besynderlig. Og det er svært at være uenig i, at det er godt med glade børn.
»Altså, det vil jeg jo også selv meget gerne stræbe efter,« siger han og tilføjer:
»Men det er næsten som naturtvang. Spørgsmålet er, om det er så dominant og selvfølgeligt, at bestræbelsen tiltrækker sig al opmærksomheden. Sådan at man måske indirekte kommer til at være mindre opmærksom på mange andre følelser, der betyder noget for børnene.«

Skrigeskov. Malene Møller Thygesen er pædagog i den integrerede institution LykkeLy i Allerød. Hun genkender Peter Ø. Andersens udlægning af det store fokus på positive følelser i daginstitutionerne fra sine egne erfaringer efter mange år i faget. Men sådan bør det ikke være, mener hun.
»Der er alt for lidt fokus på de negative følelser,« siger hun og uddyber:
»Vi indeholder alle de grimme og de lidt forbudte følelser, og specielt børn har evnen til at bibeholde noget, hvor overjeget ikke har taget over endnu. De kan for eksempel gå hen og sige: ’Din tegning er grim’, og så er der en, som bliver sur og vred over det.«
Pædagoger har mulighed for at arbejde bevidst med børnenes følelser – også de negative, mener Malene Thygesen, som netop har holdt en bogcafé i institutionen, hvor hun har talt med børnene om at være sur.
»Jeg har fundet bogen ’Leopold bliver sur’ og prøver at dykke ned i, hvordan man ser ud, og hvordan man har det, når man bliver sur, og om det er rart at være sur. Jeg prøver at snakke ind i den følelse,« fortæller Malene Møller Thygesen, der også har været med til at indføre en ’skrigeskov’ i institutionen.
»Det er sådan et sted, hvor man kan få lov til bare at stå og skrige. Bare lige at få det ud. I en institution er der meget med, at man hele tiden skal være stille. Det skal være glade følelser, glade lyde. Men sådan er virkeligheden jo bare ikke,« siger hun.

Paradokset. I bogen peger Peter Ø. Andersen på et paradoks i pædagogernes faglige selvforståelse i forhold til følelser: På den ene side er det tydeligt, at pædagogerne har en stærk stræben efter glade børn. På den anden side ser pædagogerne det ikke som deres egentlige opgave at påvirke børns følelser direkte. Jo, de hjælper dem med at håndtere følelserne, rumme dem og sætte ord på, men direkte at skabe eller fremme bestemte følelser – det er at gå for langt, synes den generelle opfattelse at være.
»Det er interessant, for ud fra et teoretisk perspektiv vil man sige, at selvfølgelig påvirker du børnene. Du opdrager eller socialiserer børnene ret voldsomt følelsesmæssigt, netop ved den måde, du lægger vægt på nogle områder og ser bort fra andre,« siger han.
Følelserne og deres betydning har længe været et lavt prioriteret område i pædagogikken, mener Peter Ø. Andersen. Det bunder langt hen ad vejen i en traditionel opdeling mellem ’følelser’ og ’fornuft’, hvor de følelsesmæssige aspekter af tilværelsen ikke har samme status som alt det, der kan begrundes rationelt.
»Den bredere forståelse af følelser har ikke været særlig markant indenfor det pædagogiske område. Måske fordi man har forsøgt at tilkende og skaffe større status til hele området ved at gøre det til et velbegrundet og fornuftigt fagområde. På den måde har man set bort fra de følelsesmæssige forhold, som kan være svære at vise og dokumentere,« forklarer Peter Ø. Andersen.
Han begyndte selv at interessere sig for følelsernes betydning i pædagogisk praksis, fordi han i sin forskning oplevede, at det var svært altid at finde rationelle begrundelser i pædagogernes praksis og i de logikker, der driver den.
»Det virkede, som om der også var noget andet på spil. Som man måske ikke altid formulerede, fordi man betragter det som noget, der ligger udenfor fagligheden og udenfor det at være professionel,« siger han og forklarer, at følelser i pædagogisk sammenhæng primært er blevet betragtet gennem psykologiske briller, for eksempel når pædagoger taler om omsorg, tryghed og tilknytning. Men den tilgang er for snæver, mener forskeren:
»Man kommer let til at se bort fra, at følelser gennemsyrer alle aspekter af tilværelsen. Der er også følelsesmæssige forhold i en personalegruppe, og der er en hel følelsesmæssig kultur i en institution, som man skal lære at indgå i.«

Træning i følelser. Merete Monrad er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet. Hun har undersøgt pædagogernes følelsesarbejde, blandt andet gennem kvalitative interview med personale i daginstitutioner.
Hun peger på, at følelser og det at sætte ord på dem har fået mere eksplicit opmærksomhed de senere år. Det sker især gennem antimobbestrategier og træningsprogrammer, som for eksmpel ’fri for mobberi’, der skal fremme børns empati, og det meget udbredte ’Trin for Trin’, der skal træne børn i at genkende og håndtere egne og andres følelser.
»Der er stigende brug af metoder i daginstitutionerne til at arbejde med børns sociale og emotionelle kompetencer. Forskellige pakkeløsninger, som er forsøg på at sige, at det følelsesmæssige er enormt vigtigt. Man lærer børn at håndtere og sætte ord på deres følelser. Den del er der ret stor bevidsthed om,« siger hun.
Det følelsesmæssige kan dog ikke kun håndteres igennem træningsprogrammer. Den stemning, som bliver sat i institutionen, betyder også meget, og det kan pædagoger med fordel arbejde med i fællesskab, mener Merete Monrad.
»Der ligger en hel dimension af det følelsesmæssige, som ikke bare handler om enkelte børns følelser, og hvordan de håndterer dem. Det handler også om, hvilke stemninger og energier vi skaber sammen. Her har dynamikkerne i personalegruppen stor betydning: At man både skaber rum til at tale om de ting, der er frustrerende i arbejdet, og sammen reflekterer over de stemninger, man skaber i børnegruppen,« siger Merete Monrad.

Mobning stritter. Det fornyede fokus på at ’træne’ følelser og sociale kompetencer i pædagogikken hænger sammen med en generel tendens i samfundet til at kontrollere følelseslivet, mener Peter Ø. Andersen. Midt i idealet om positive følelser, inklusion og fællesskab i børnelivet kommer særligt mobning og viser os, at det med følelser slet ikke er så enkelt.
»Børn gør faktisk nogle ting ved hinanden, som vi på mange måder som voksne har svært ved at acceptere, finder sted. Hele mobbeproblematikken viser, at der er noget andet her end bare de positive følelser,« siger han.
»Hvor man måske tidligere ville sige: ’Ja ja, de driller hinanden, af og til også ganske hårdt, nogle er med, nogle er ude, og det lærer de nok selv at finde ud af’, så er der i dag en anden opmærksomhed. Man kan ikke rigtig bære usikkerhed og risiko, og derfor må der gøres noget. Så starter man med alle de her programmer,« siger forskeren, der sætter spørgsmålstegn ved, om det faktisk virker efter hensigten:
»Får man egentlig fat i det, som det handler om? Nogle aspekter er måske sværere at tage hånd om, end man tror.«

Manual for følelser. Det betyder ikke, at man skal være ligeglad med mobning eller blot acceptere det. Peter Ø. Andersens pointe er, at der er følelsesmæssige aspekter i alt, hvad vi foretager os, men hvis man samler opmærksomheden om det følelsesmæssige til særlige indsatser på bestemte tidspunkter, risikerer man at være mindre tilbøjelig til at aflæse børnenes øvrige signaler.
»Den brede måde at udtrykke følelser på, som alle mennesker har, kan man for overskuelighedens skyld – og fordi der nu tilsyneladende er evidensbaserede programmer til rådighed – afgrænse til særlige metoder og bestemte tidspunkter på dagen. Det kan medvirke til, at man som pædagog i pressede situationer gør sit arbejde mere overskueligt, end det egentlig er,« siger Peter Ø. Andersen:
»Arbejdet ser mere professionelt og fagligt ud, men er det ikke nødvendigvis, fordi der sker en reduktion i den følelsesmæssige kompleksitet, som pædagogerne i øvrigt godt kan fornemmet.«
Programmer til social og følelsesmæssig træning er problematiske, mener forskeren, fordi de beror på manualer, der opererer med et system af forholdsvis få og ikke særlig nuancerede følelser, som man taler om og derved gør legitime i dagligdagen. Det risikerer at gøre en blind for det teoretiske faktum, at vores følelser i virkeligheden er et ekstremt komplekst og uklart område. Det er meget sjældent, at børn, eller voksne for den sags skyld, er båret af en bestemt følelse,« påpeger han.
»Du er jo sjældent kun vred. Når der er gået et øjeblik, bliver du ofte ramt af oplevelsen: ’Hov, var det nu relevant?’, og du opdager, at du måske skammer dig. Man bliver usikker, man bliver måske ked af det, og man kan begynde at fortryde. Eller man kan vende om og blive endnu mere vred, eller jaloux, skuffet, opgivende eller noget femte. De følelsesmæssige aspekter ligger hele tiden og fletter sig ind og ud af hinanden.«

Om forskeren
Peter Østergaard Andersen er lektor i pædagogik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Hans forskningsområder er blandt andet samspillet mellem udvikling af pædagogiske praksisformer, pædagogisk teori og fokusering på dokumentation, evaluering og målbarhed.

Om forskningen
I bogen ’Følelser og pædagogik – i samfundsteoretisk perspektiv’ belyser Peter Ø. Andersen, hvordan følelser indgår i pædagogisk praksis ud fra, hvad pædagoger selv fortæller. Det empiriske materiale består af otte interview med pædagoger, der giver hver deres perspektiv på følelsernes betydning i deres arbejde. Bogen beskriver også de dominerende teorier om menneskers følelser og de begreber, der især er af betydning i pædagogiske sammenhænge. Interviewene er foretaget af videnskabelig assistent, cand.mag. Fina Lewenhaupt Vilholm.
Bogen udkommer i januar 2018 på Hans Reitzels forlag.