Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 20
Samfundskritik. Det er din egen skyld
I en ny bog om kritik beskriver Rasmus Willig, hvordan samfundskritik er vendt til selvkritik. Årsagen er den
stigende individualisering, mener han.
Af: Vibeke Bye Jensen
Rasmus Willig, der er lektor i sociologi på Roskilde Universitet, har skrevet en bredere anlagt fortsættelse af ’Umyndiggørelse’ fra 2009, som handlede om, hvad der sker, hvis man som ansat får undertrykt sin kritiske røst. I den nye bog ’Kritikkens U-vending’ gør han op med tendensen til, at medarbejdere gøres personligt ansvarlige for problemer, der egentlig er samfundsskabte.

Hvorfor har kritikken ændret retning fra samfundskritik til selvkritik?
»Det har den på grund af den stigende individualisering i vores samfund. Og derfor er det, som er strukturelt forskyldt, også blevet et individuelt problem. I kølvandet kommer alle de nye bindestregsord som selvkritik, selvrealisering, selvansvarlighed og selverkendelse. Vi er på vej ind i en ny, udvidet liberal epoke, hvor det ikke længere er samfundets skyld, at man er ledig, dårligt uddannet eller bliver stresset af sit arbejde. Det er udelukkende ens egen skyld.«

Hvad sker der med mennesker, når de vender kritikken indad? Når de ikke længere har mulighed for at kritisere samfund, ledelse eller vilkår?
»Man bliver selv skydeskive for kritik, når bevægelsen går fra at være traditionel samfundskritik, som er ekstrovert og udadrettet og uden for den enkeltes identitet, mod at være introvert og indadrettet. Og kritik er jo af natur voldsom, så man risikerer at blive ramt og i værste fald såret. Jeg har villet undersøge, hvilke fænomener der er blevet institutioner i vores hverdag på en underlig måde. For eksempel er det blevet helt almindeligt, at det er vores eget ansvar, at vi arbejder med os selv både i vores arbejdsliv og privatliv. Eller at vi betaler nogle for at være vores nye bedste venner, så de kan hjælpe os med det.«

Du bruger MUS-samtalen som et eksempel på manglende mulighed for kritik fra ansatte? Hvorfor?
»Selv om MUS-samtalen i princippet er medarbejderens samtale, bliver man lokket ind i en asymmetrisk relation. For i den relation har arbejdsgiveren magten, og det vil sige, at man som medarbejder selv kan blive objekt for kritik i forhold til det, man præsterer eller ikke præsterer. Derudover bliver man bedt om at byde ind med yderligere potentialer, og der opstilles nye mål, som kan give succes, men også fiasko og overdreven selvkritik, hvis man ikke kan indløse de mange mål, der bliver sat. Man bliver bedt om – under tvang – at arbejde med sig selv og være selvkritisk. Jeg har også brugt coaching og fitness som eksempler på, at man på frivillig basis har vendt samfundet ryggen, fordi folk arbejder med sig selv og ikke længere de strukturelle forhold.«

Hvad betyder den manglende samfundskritik for et samfund?
»Samfundskritikken er ikke holdt op, nogle analyser udebliver. Man kan ikke sige, at når der bliver mere af selvkritikken, bliver der mindre af samfundskritikken, men der er nogle grundlæggende strukturelle problemstillinger, vi ikke får diskuteret. For eksempel det at skulle være omstillingsparat og fleksibel, som i den grad er blevet individualiseret. Det betyder, at vi har svært ved at tale om det og forstå, hvad det indebærer, og hvordan det er med til at slide den enkelte op. Udbrændthed og stress er strukturelle fænomener, fordi det er stigende, men opfattes alligevel som individuelle problemer. Og det, der kendetegner den udbrændte og stressramte, er en uhørt grad af selvtugtelse og selvkritik: ’Jeg er utilstrækkelig og ikke god nok’. Og så sidder alle alene med coachen for at prøve at løse det individuelle problem, alt imens de strukturelle problemer får lov til at køre videre.«