Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 19
pædagogisk vikarbureau; Fri for rutinerne
Efter næsten tyve år som pædagog orkede Asta Graunbøl ikke længere den daglige trummerum med personalekonflikter og forældrefnidder. Som vikar bliver arbejdet aldrig trivielt, og hun nyder at møde nye børn og kolleger
Af: Rikke Viemose
For et par uger siden var Asta Graunbøl i en udflytterbørnehave på Frederiksberg, i sidste uge var hun tre dage i en børnehave i Vanløse, og i denne uge er hun vikar i 0-6 års institutionen Malurt med 134 børn.
»Det er meget spændende at arbejde på den her måde. Det er altid nyt og altid meget sjovt at møde nye børn og kolleger,« fortæller den 45-årige pædagog. Hun smiler og ser i det hele taget ud, som om hun mener, hvad hun siger.
»Når jeg arbejder som vikar, har jeg den kæmpe fordel, at jeg kan sige nej, hvis det ikke passer mig. Jeg meldte mig til vikarbureauet, fordi jeg var træt af de faste arbejdstider. Egentlig var jeg udbrændt som pædagog og orkede ikke den daglige trummerum længere. Den bliver jeg fri for på den her måde. Arbejdet bliver aldrig rutine, og jeg er ikke involveret i konflikter mellem personalet eller med forældre.«
Selvom Asta Graunbøl kun har været tre dage i Malurt, ærgrer det allerede afdelingsleder Winnie Svendsen, at hun ikke kan ansætte vikaren i en af de ledige stillinger, der er på institutionen.
Men Asta Graunbøl er ikke interesseret i en fast stilling. Hun nyder fleksibiliteten, og selvom det gør tilværelsen økonomisk usikker, har hun ikke på noget tidspunkt overvejet at blive "rigtig" pædagog igen.
»Det ville selvfølgelig være mere sikkert at have en fast stilling, men det har jeg bare ikke lyst til. Jeg vil hellere have den frihed, det giver at være vikar. Men det kræver da en stor selvdisciplin at arbejde på den her måde,« fortæller hun.
Som vikar skal man ikke lade sig friste til at holde fri nogle dage her og der, for pludselig kommer der måske en periode, hvor der ikke er bud efter én. Vikarerne er ikke sikret et bestemt antal timer, og der er ingen pensionsordning. Til gengæld er timelønnen høj - Asta Graunbøl får, med sin højeste anciennitet, 145 kroner i timen.
Men vikararbejdet er ikke hendes eneste indtægt. I hele juni laver hun mad på en tremastet skonnert, og det passer hende fint at prøve noget andet. Hun planlægger derefter at holde fri i hele juli, hvorefter hun vil klø på som vikar med fornyet energi i august.
Den 45-årige pædagog savner ikke faste kolleger.
»Jeg får jo nye kolleger hele tiden. Det er rigtigt, at jeg ikke opbygger et netværk, men det har jeg heller ikke brug for.«
Til gengæld føler hun sig altid ønsket, når hun kommer et sted.
»Det er ofte, når det virkelig brænder på, at institutionerne ringer til bureauet, for det er jo dyrt for dem.«
Det bekræfter afdelingsleder Winnie Svendsen fra Malurt:
»Vi havde et akut behov for en god vikar, fordi vi står med en række ubesatte stillinger. Indtil de er besat, vil vi gerne give forældrene lidt ro og tryghed ved at have en uddannet til at passe børnene,« fortæller afdelingslederen.
Det er første gang, at Malurt har en vikar fra bureauet, og det var en af kommunens pædagogiske konsulenter, der kendte til det.
»Men det er ikke noget, vi har råd til i længden. Vi betaler 220 kroner i timen, og vi kan få ikke-uddannede vikarer til omkring det halve.«