Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 04 Børn&Unge som e-paper
Ny bog udfordrer kønsstereotyper. Lyserøde tylskørter er også for drenge
Merete Martin Jensen havde svært ved at finde en børnebog, der satte fokus på kønsstereotyper, da hendes børn var små. Så nu har hun skrevet den selv.
Af: Maja Hansen
Da Merete Martin Jensens børn var små, syntes hun, der manglede børnebøger, som kunne skabe en diskussion om kønsstereotyper. Hun ønskede en bog, som lagde op til, at hun kunne have en dialog med sine døtre om, at drenge kan lege med dukker, og piger kan lege med biler. I dag er hendes døtre næsten voksne, og nu har Merete Martin Jensen skrevet den bog, hun manglede. Bogen hedder ’Lucas og det lyserøde tylskørt’. Den handler om drengen Lucas, der går med tylskørt og vil lege med dukker og have neglelak på. Han synes, drengene i børnehaven leger for vildt, og han vil hellere lege med pigerne.
Merete Martin Jensen fik oprindeligt afslag fra et forlag på at udgive bogen. Derfor valgte hun at oprette sit eget forlag, Tulle Tutu Børne­bøger, og udgive bogen der-
igennem.

Hvordan fik du idéen til bogen?
»For mange år siden havde vi en arbejdsdag i den boligforening, jeg boede i. Et forældrepar havde ­deres lille dreng med, og han var iført lyserødt tylskørt. Forældrene mente selvfølgelig, at det var helt i orden, men der blev godt nok snakket meget om det i krogene. Derfor syntes jeg, det var vigtigt at vise, at det er okay at være anderledes og lege med pigeting, selvom man er en dreng.«

Hvorfor er der brug for din bog?
»Der mangler bøger, som kan udfordre kønsstereotyperne. Emnet er meget oppe i tiden, men der findes ikke mange børnebøger om det. Jeg syntes, der var brug for en bog, som man kunne tale om emnet ud fra. Det er vigtigt at få en snak med børn om, at drenge godt kan lege med pigeting og omvendt, og jeg håber at bogen kan være med til at legalisere forskellighederne. Bogen kunne selvfølgelig lige så godt handle om en pige, der legede med drengeting.«

Er vi som samfund dårlige til at udfordre kønsstereotyper?
»Det er måske generelt et samfundsproblem, at vi har svært ved at acceptere dem, der er anderledes. Vi er ikke så gode til at acceptere forskellighed, og derfor er der også nogle, som synes, det er mærkeligt, når drenge vil gå i pigetøj eller lege med pigeting.
»Jeg tror ikke, at børn nødvendigvis synes, det er så mærkeligt. Det er måske mere forældrene, som har et problem. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at bogen lægger op til, at børn og forældre sammen kan tage en snak om, at det er okay at være anderledes og ville noget andet end de andre.«

Om bogen
’Lucas og det lyserøde tylskørt’
Bogen handler om Lucas, der vil have et lyserødt tylskørt på. Far siger nej, men da Lucas begynder at græde, giver far ham lov. Drengene i børnehaven driller Lucas med tylskørtet, men Lucas er ligeglad, for han vil hellere lege med pigerne. Bogen kan både købes i en fysisk udgave og som e-bog. Pris 150 kr. Den kan købes på
saxo.com eller på tulletutu.dk

Om forfatteren
Merete Martin Jensen arbejder til dagligt som webkoordinator i en privat virksomhed. Bogen om Lucas er hendes første, men hun er allerede i gang med sin næste børnebog, der handler om at have Downs syndrom.