Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 08
Hun fik alligevel ikke jobbet
Alt var aftalt og kun underskrifterne manglede på ansættelsespapirerne. Men så kom der et dårligt skudsmål i vejen for 33-årig kvindelig pædagog, som nu sidder tilbage med myldrende tanker og dyb frustration
Af: John Peters
Telefonen ringede en halv time før Bente skulle af sted til sin nye arbejdsplads for at underskrive ansættelsespapirerne. I røret var hendes nye chef, og den korte samtale slog fuldstændigt benene væk under Bente.
»Jeg har lige talt med din gamle leder, og min intuition siger mig, at vi hellere må slå stillingen op igen, lød den telefoniske besked.«
Fra det øjeblik var alt kaos inden i Bente.
»Jeg blev målløs og vidste først ikke, hvad jeg skulle sige. Alt var aftalt, og der manglede kun underskrifterne. Lønnen var på plads, og jeg var parat til at begynde med den nye ballast som min efteruddannelse havde givet mig. Det eneste jeg fik spurgt om, var: "Hvad har hun sagt?"« fortæller Bente om den dag i december, hvor dårlig reference fra hendes tidligere leder satte en stopper for et nyt job i den lille jyske by.
»Jeg begyndte at græde, og resten af dagen sad jeg på toilettet med tynd mave og tanker som myldrede rundt i hovedet på mig. Jeg var vred og helt slået ud, og jeg kunne ikke se mig ud af situationen. Og det kan jeg faktisk heller ikke nu,« siger Bente.
Den tidligere leder havde brugt ordet "omklamrende" om Bente. Et ord, som ramte den 33-årige pædagog hårdt.
»Når jeg taler til mennesker, føler jeg selv, at jeg har en god kontakt, og jeg er ikke bange for at røre ved både børn og voksne. Det er simpelthen en del af min natur. Derfor virkede det også ekstra hårdt at netop "omklamrende" blev brugt mod mig.«

Dårlige vibrationer. Bente var ansat i tre år på sin tidligere arbejdsplads, og hun havde ikke været der så længe, før hun fandt ud af, at snakken gik i krogene. Alle havde ét eller andet på hinanden, og især lederens vilkårlige adfærd og meget svingende humør gjorde børnehaven til et svært sted at arbejde.
»Vi vidste aldrig, om vi var i kridthuset, eller om vi var ude i kulden. Det ene øjeblik fik vi varme knus og håndtryk af lederen, det næste var vi bare luft,« husker Bente om tiden i børnehaven.
På et tidspunkt spidsede situationen til, og Bente fik frataget sin funktion som stuepædagog. Et job hun ellers havde fået meget ros for både af forældre og kolleger. Afgørelsen om at fratage hende de faste pligter kom som lyn fra en klar himmel og uden forudgående varsel.
»Jeg forsøgte at protestere, men måtte acceptere min nye rolle i institutionen, selv om det var svært. Jeg overvejede at søge væk, men i samme ombæring skulle kommunen skære nogle stillinger væk, og jeg fik gennem BUPL tilbud om at komme på uddannelsesorlov et år. Jeg sagde selv mit job op, da jeg godt kunne se, at det hele var ved at blive lidt for broget.«
Siden Bente tog på orlov, har hun mødt mange børn og forældre i byen, som har sagt, at de savner hende og ønsker, hun en dag vender tilbage.
»Jeg har fået utrolig meget god respons fra børn og forældre. Børnene råber stadig efter mig, når jeg møder dem på gaden. Men den dag, jeg holdt i børnehaven, stod min skriftlige udtalelse i en konvolut i garderoben - og døren ind til lederen var låst.«

Gode udtalelser og dårlig omtale. Bente viser sin anbefaling frem og den fortæller om en engageret og respekteret kollega, som tager sit arbejde alvorligt, altid er fuld af nye ideer og som har energien til at føre nye tiltag ud i livet. Det skriftlige skudsmål står i grel modsætning til de telefoniske referencer, som hendes nye arbejdsplads indhentede.
»Kommunen bad - efter at jeg klagede - lederen om at skrive samtalen ned, og jeg kunne slet ikke kende mig selv i det billede, som blev tegnet af mig. Og som ansat stod jeg fuldstændig magtesløs. Jeg kan ikke forsvare mig, og jeg gik ud fra, at de gnidninger, der vitterligt var i den tidligere børnehave, hørte med til et almindelig arbejdsmiljø. Det var mit første job efter seminariet, så jeg vidste ikke bedre. Men jeg er da blevet klogere,« siger Bente.
Hun overvejer nu, hvad hun skal stille op med sig selv. Hun bor i et lille samfund, hvor alle kender hinanden, og hun er bekymret for, at "sagen" nu er kendt i hele kommunen.
»Jeg er blevet lidt paranoid af dette her. Hvor meget ved folk, og hvad siger de om mig? Kan jeg få arbejde på egnen eller skal jeg flytte væk? Der er spørgsmål nok.«