Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 18 Børn&Unge som e-paper
Kommunalvalg 2017: Pengene ligger bedst i borgernes lommer
Mads Pihlman Kristensen er pædagog, klubleder og byrådskandidat for Liberal Alliance i Horsens. Han kæmper for mindre bureaukrati og mere selvbestemmelse til institutionerne, men ikke for minimumsnormeringer.
Af: Signe Rosa Skelbæk
Det er knap to år siden, at den nu 26-årige klubleder, Mads Pihlman Kristensen, meldte sig ind i Liberal Alliance (LA). I januar annoncerede han, at han stiller op til byrådet i Horsens for ­partiet. Engagementet fejler ikke noget, når den unge, jakkesætsklædte politikerspire fortæller om sine mål, ambitioner og håb for Horsens’ udvikling.
»Hvis bare jeg kan være med til at rykke ganske få menneskers blik fra, at det kun er flere penge, der kan hjælpe på kommunens udfordringer, så vil jeg sige, at jeg er lykkedes,« siger Mads, der i anledning af fotografens besøg er iklædt et jakkesæt, og på mange måder adskiller sig fra det klassiske billede af en pædagog.
»Til hverdag er jeg tit ham, der render rundt i en småbeskidt hættetrøje, fordi jeg har tonset rundt med ungerne på fodboldbanen. Jeg er nok ikke det klassiske billede på en LA’er i slips, blå skjorte, og som kører i Audi, men det er der egentlig ingen af vores kandidater, der er,« siger Mads og henviser til de fire andre kandidater for Liberal Alliance, hvoraf tre af dem arbejder indenfor børneområdet.
Da snakken falder på minimumsnormeringer adskiller Mads sig også fra mange pædagoger.
»Jeg er meget imod, at vi fastsætter minimumsnormeringer fra Christiansborg eller kommunens side. Det er nemt at sige, at vi bare skal have flere ressourcer, men jeg tror grundlæggende på, at borgernes penge har det bedst i borgernes lommer,« siger Mads, der mener, at det må være de enkelte institutionsledere og forældrebestyrelserne, der afgør, hvordan normeringen skal være.
I stedet peger Mads på, at pædagogerne er underlagt for mange dokumentationskrav, og det vil han gøre op med.
»I LA plejer vi jo at sige, at hver gang der laves en ny regel, skal vi fjerne en regel. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at gå skridtet videre og sige, at hvis vi som minimum kan fjerne to, så behøver vi ikke at oprette en ny,« siger han og henviser til sine egne oplevelser i pædagogfaget.
»Hvis vi ikke gør noget ved mængden af bureaukrati, så kan vi blive ved med at tilføre midler, men det vil være pædagogmedhjælperne, der ender med at være sammen med børnene,« siger Mads, der selv har arbejdet som medhjælper, inden han blev pædagog.
Til dagligt arbejder Mads med unge i et specialundervisningstilbud, og de fleste af dem ved, at han stiller op til kommunalvalget. Men det er hverken politiske mærkesager eller partiet, de har spurgt ind til.
»De har været meget nysgerrige på, at jeg stiller op, men den typiske kommentar fra børnene er: ’Det lyder super spændende, men du stopper vel ikke her?’« fortæller Mads, der heldigvis kan berolige dem med, at han forsætter sit arbejde, selv hvis han bliver valgt ind.
Og så falder snakken på politik.
»Nogle af dem er meget politisk interesserede, og det kan vi godt få en god snak ud af, men det er altid med udgangspunkt i deres nysgerrighed,« siger Mads, der foretrækker at indtage rollen som ordstyrer for de unges snak om politik og værdier.
»Jeg har selv oplevet undervisere, der ikke lagde skjul på deres politiske ståsted, og som ikke har været lydhøre overfor, at man kunne mene andet. Derfor er jeg opmærksom på, hvordan vi taler om politik, og jeg kunne aldrig finde på at sige, at de tager fejl i deres værdimæssige overbevisning,« siger Mads Pihlman Kristensen.

MØD TRE KANDIDATER
21. november er der kommunalvalg, og Børn&Unge præsenterer dig for tre pædagoger, der stiller op:
Mads Pihlman Kristensen, Liberal Alliance, Horsens (her)
Allan Berg Mortensen, Enhedslisten, Helsingør (Børn&Unge nr. 16)
Lene Due, Socialdemokratiet, Rødovre (Børn&Unge nr. 17)