Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 05
Måder at tale på
To sprogtoner dominerer, når pædagoger snakker med børn. Hvilken tone de bruger afhænger blandt andet af barnets køn og etnicitet.
Af: Vibeke Bye Jensen
Der tales meget i løbet af en dag i børnehaven. Børn snakker med børn, pædagoger snakker med børn, og pædagoger snakker til børn. Børn og voksne snakker i forbindelse med leg, spisning, oprydning, bevægelse, konflikter og kreative aktiviteter. Hvis man lytter godt efter, som børneforsker Charlotte Palludan har gjort i en børnehaven igennem et år, kan man høre, at to sprogtoner - måder at tale på - er dominerende i kommunikationen: Undervisningstonen, som hovedsageligt benyttes, når pædagogerne vil lære børn noget. Og udvekslingstonen, som bruges, når børnene er samtalepartnere for pædagogerne.
Der er tilsyneladende en sammenhæng mellem børnenes sociale tilhørsforhold og deres erfaringer i børnehaven som henholdsvis samtalepartner eller undervisningsminded. Samtalepartnerne er typisk børn med dansk modersmål, medens de undervisningsmindede børn typisk har andet modersmål end dansk.
Charlotte Palludan, kultursociolog og ph.d.-studerende i pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet, har gennem et år observeret, hvordan sociale og kønsmæssige hierarkier bliver skabt og bevares eller forandres i børnehaven. Og da hun var et stykke henne i sit feltarbejde, kunne hun se, at der viste sig et mønster omkring sprogtonerne. De analyser, hun indtil nu har foretaget ud fra sit store note- og interviewmateriale, går på kommunikationen mellem voksne og børn. Men overordnet vil Charlotte Palludan bruge materialet til at afdække den sociale selektering og hierarkisering i børnehaven. Hun vil se på, om det foregår og hvordan. Hvordan bliver man en dreng eller en pige af at gå i børnehave, hvordan bliver man dansk eller ikke-dansk.
»Vi har en forestilling om, at børnehaven er et lighedsprojekt, som er for alle børn. Det er der, man lærer at blive social og være en del af et fællesskab. Og det er der, hvor man kompenserer for eventuelle dårlige hjemmeforhold. Social læring foregår, og jeg er interesseret i, hvordan den foregår, og hvilket indhold den har - er det et lighedsprojekt? Meget ofte forklarer man forhold i børnehaven med forhold derhjemme, mere end man ser på, hvad der egentlig sker i institutionen. Børn er selvfølgelig drenge og piger, når de kommer i børnehaven, men de bliver også drenge og piger af at være der. Og hvordan foregår det. Hvordan reagerer vi, og hvordan bliver der reageret på os alt efter, hvilket køn vi er, hvilken etnicitet vi har, og hvilken baggrund vi kommer fra,« siger hun.
Charlotte Palludan kalder sit projekt for "Børnehaven som en markedsplads", for hun ser den som et marked, hvor forskellige måder at tale på, bevæge sig på, opføre sig på, gives forskellig pris og reguleres. Hun har haft fokus på børn-voksen-relationen: Hvad de voksne anerkender, og hvordan de viser, hvad de anerkender.

De to toner. Når undervisningstonen høres, er det primært den voksne, der taler, og barnet der lytter, er tavs eller svarer på den voksnes spørgsmål. Den voksne er instruerende og forklarende. Nogle vil nok mene, at det kan man ikke kalde undervisning. Men Charlotte Palludan har valgt begrebet, fordi tonen er indførende, og de spørgsmål, der stilles, meget ofte er, hvad man kan kalde "skolske" spørgsmål, det vil sige spørgsmål, som pædagogen har svaret på i forvejen. De børn, der fortrinsvis kontaktes med undervisningstonen, er børn, man gør noget med. De er objekter for den voksnes "undervisning".
Udvekslingstonen er kendetegnet ved, at begge parter er subjekter og initiativrige i samtalen. De udveksler viden, erfaringer, meninger, og de diskuterer.
»De børn, der indgår i etableringen af den tone, er i højere grad anerkendt som partnere i en social situation,« siger Charlotte Palludan.
De børn, der udveksles med eller tales med, bliver til samtalepartnere.
Det gode ved at lære at være samtalepartner allerede i børnehaven er, at det giver barnet en opfattelse af sig selv som én, der sprogligt råder over rummet: Jeg er én, der tager initiativ rent sprogligt, jeg er én, der trænger igennem rent sprogligt, og derfor bliver jeg lyttet til.
»Det giver et andet udgangspunkt, at man er den, der forholder sig tavs, indtil andre spørger én, at man er den, der skal lytte og lære, end hvis man er én, der tør at sige, hvad man vil, når man vil det, og at man opfatter sig selv som én, der bliver lyttet til,« siger Charlotte Palludan.

Grænsekrydsere. Nogle børn prøver at krydse grænsen fra at være undervisningsmindede til at blive nogle, man udveksler med. Men de fleste af dem har ikke fornemmelsen for samtalespillet, og det er også derfor, de ikke umiddelbart opleves som samtalepartnere af de voksne.
»Timing er vigtig i en samtale, men de her børns timing er hele tiden forkert, enten kommer de ind med deres bidrag lidt for sent eller for tidligt, eller de taler lidt for højt eller lidt for lavt. De forpasser chancen for at komme ind med deres bidrag til samtalen på det rigtige tidspunkt, og så er den gået videre, og de er hægtet af,« siger Charlotte Palludan.
Blandt de børn, der prøver at krydse grænsen - som forsøger at blive talt med og ikke til, men som det sjældent lykkes for, er pigerne iøjnefaldende. De skal tilsyneladende kæmpe meget for det, og de voksne er ikke så åbne over for deres forsøg. Charlotte Palludan synes selv, at det er lidt mærkeligt, for der har jo været talt meget om det feminine institutionsunivers, der favoriserer det kvindelige.
Hvis man er en af "de hvide" drenge, falder det åbenbart mere lige for at indgå i det spil, som samtalen forudsætter. De er initiativrige og bedre til at tale med pædagogerne om det, som pædagogerne gerne vil tale om - altså om voksenting. De spørger til det, pædagogerne er i gang med, og er opmærksomme på det, voksne gør. Samtalespillet handler om at give og modtage på en bestemt måde, og den måde svarer til det, disse drenge er gode til.
Nogle børn trækker sig helt ud i periferien og opsøger ikke nogle af tonerne. De børn vil typisk blive opsøgt af de voksne i undervisningstonen.
»I den gruppe, jeg har observeret, var der tre af de børn. En pige ville helt tydeligt gerne være samtalepartner, men det lykkedes ikke for hende, hun var ude i periferien, selv om hun har dansk som modersmål. Og en dreng, som de voksne forsøger at tilnærme sig, han undviger selv,« fortæller Charlotte Palludan.
De voksne hjælper ikke de børn, der forsøger at krydse grænserne, for de møder dem med undervisningstonen. De ser dem som nogle, der skal lære noget. Der er noget, de har for lidt af.
»Jeg er sikker på, at pædagogernes tilgang til de børn er båret af den bedste vilje. Det er ikke for at ekskludere nogen, at de differentierer - sikkert tværtimod. Men er man af anden etnisk baggrund, så er indgangsforestillingen fra pædagoger åbenbart, at der er noget, man har for lidt af: "Her er en med anden etnisk baggrund, han mangler noget, og det skal jeg give ham." Men jeg har set, at nogle af de her børn mangler faktisk ikke sproget. De mangler kun fornemmelsen for, hvordan man bliver samtalepartner,« siger Charlotte Palludan.

Det handler om at handle. Charlotte Palludan vil gerne se mennesker som nogle, der skaber sig selv. Derfor er hun ikke meget for håndfast at konkludere årsagssammenhænge som, at børn tales til i en bestemt tone fordi, de tilhører et bestemt køn, en etnisk eller social gruppe.
»Jeg vil hellere formulere det sådan, at du i børnehaven bliver køn, etnicitet og barn. Jeg er optaget af, hvordan du bliver barn i de sociale relationer i børnehaven. Og i de processer kan jeg se nogle mønstre. Jeg kan se, at køn er i spil, og det er etnicitet også. Men jeg vil helst ikke sige, at fordi du er fremmedsproget eller kommer fra en familie med lav social status, så bliver du undervist. Men i spillet mellem voksne og børn bliver det åbenbart ofte sådan,« siger hun.
Charlotte Palludan vil med sit projekt prøve at finde ud af, hvordan socialiseringen foregår. Vil man prøve at bryde den sociale arv i børnehaven, skal man kunne se, hvad der foregår og diskutere, hvordan man ændrer handlemåder.
»Der er en vis tendens til at tro, at det handler om bevidsthed. Hvis man bare er bevidst nok og reflekterer længe nok, så bliver det anderledes. Jeg mener, at det er nogle meget subtile (dvs. uhåndgribelige) processer. For selv om der er forskel på børn allerede, når de træder ind i børnehaven, så mener jeg, at der bliver skabt forskelle mellem børnene, mens de er i børnehaven. Og det er jo ikke, fordi pædagogerne ikke er omsorgsfulde, kærlige eller engagerede i alle børn, for det er de. Men det er de voksnes reaktion på børns måder at tale på, måder at være tavs på eller måder at bevæge deres kroppe på, der gør forskellen,« siger hun.
De mønstre, Charlotte Palludan har set omkring sprogtonerne, tror hun ikke, er så nemme at lave om på, fordi det, pædagogerne gør, gør de på baggrund af mange års indhøstede erfaringer. Og de erfaringer er indlagt i kroppen, som agerer på måder, den har erfaret, er bedst i bestemte situationer.
»Det kan jo komme til at virke som en lillebitte ting at fokusere på det med tonen, men måske er det mere perspektivrigt end at bruge så meget tid på at diskutere, hvordan man planlægger børns liv. Budskabet er altså, at det er det sociale samspil i institutionen, som det er interessant at diskutere. Det er jo det, pædagoger har viden om, er gode til og selv er aktive i, så det er i virkeligheden der, de selv kan være med til at ændre noget.« l

At tale til eller med
Charlotte Palludan har mange eksempler på undervisningstonen og udvekslingstonen fra den børnehavegruppe, hun har observeret i et år:
Dette eksempel udspiller sig blandt børn og voksne, der sidder og står ved et af bordene på stuen. De er i gang med at male på paptallerkener:
Undervisningstonen: Fatima løfter hovedet, idet hun siger: "Se, Nadja". Nadja (voksen): "Ja, det er fint." Nadja bukker sig ned over Fatima bagfra og taler ind i hendes øre, mens hun peger med sin finger på Fatimas papansigt: "Se, kan du huske, at vi skal male ansigter..." Herefter siger hun, hvad der skal males på et ansigt og viser med fingeren, hvor øjne, næse og mund skal være. Fatima kigger på Nadjas finger og maler videre på ansigtet.
I dette tilfælde korrigerer den voksne Fatimas maleri og instruere hende i en realistisk form. Fatima lytter.
Udvekslingstonen: Nadja går videre til Sisse, der skal have mere maling, og spørger hende: "Hvor er munden? Er det munden? Jeg kan ikke se munden. Er næsen inde i munden?" Sisse hopper op med et grin i øjnene: "Jaa", siger hun. Nadja: "Nå, det er en sjov en". Sisse viser Nadja, hvad der er hvad på ansigtet. Nadja gentager efter Sisse: "Øre, næse, mund". Så tager Nadja ansigtet og lægger det væk, mens hun siger: "Nu lægger jeg det væk".
I dette tilfælde bliver Sisses produktion mødt med spørgsmål, hvilket bliver indledningen til, at hun forklarer den voksne, hvordan maleriet er konstrueret.