Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
Færre pædagoger bliver fyret
Af: Mikkel Prytz
Der bliver fyret færre pædagoger i dag end for 10 år siden. Det viser en gennemgang af alle afskedigelsessager, som BUPL har foretaget.
I 2018 modtog BUPL i alt 1.722 sager om afskedigelser eller vilkårsændringer – ændringer i ansættelsen, hvor pædagogen kan beholde sit job, hvis han/hun ­accepterer de ændrede vilkår, eller kan betragte sig som afskediget, hvis ændringen ikke kan accepteres.
De 1.722 tilfælde er det laveste niveau i mange år. Værst stod det til i 2014, hvor BUPL fik 3.578 henvendelser fra pædagoger om afskedigelser eller vilkårsændringer – altså flere end dobbelt så mange som i 2018.
Sygdom er den største årsag til, at pædagoger bliver afskediget: 662 ud af de 1.722 fra sidste år handler om sygdom blandt pædagoger.
Til gengæld bliver der nedlagt langt færre pædagogstillinger end tidligere. I 2018 blev der nedlagt 317 stillinger. Til sammenligning oplevede 994 pædagoger i 2010, at deres stillinger blev nedlagt.