Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 14
TEMA: ØKOLOGI. Økologisk make-over. Menuen før og efter
Er der kun rodfrugter og linser på menuen i en økologisk daginstitution? Se, hvordan madplanen for daginstitutionen Kridthuset så ud på en tilfældig uge – før og efter køkkenet omlagde til økologi.
Af: Tanja Lærke Larsen
Sådan har kosten ændret sig
Alle produkter er økologiske, med undtagelse af fiskeprodukter, som ikke regnes med i det økologiske regnskab, og krydderier, som er for dyre at indkøbe som økologiske.
● I de nye økologiske madplaner bliver der kun brugt sæsonvarer, og derfor er retterne anderledes.
● Der indgår lidt mindre kød, da økologisk kød er forholdsvis dyrt. Linser og bønner bliver ofte brugt som erstatning, så børnene får deres proteinbehov dækket.
● Der bliver sat dej i køleskabet fra dag til dag, da koldhævet brød indeholder flere vitaminer og mineraler og smager anderledes – og så sparer man på både gær og mel, når brødet laves på den måde.
● Der er indført en grøddag hver 14. dag for at holde udgifterne nede.

Madplan - Før økologisk omlægning
Uge 48, 2013
Mandag: Rugbrød med leverpostej, agurkestave, makrel i tomat, hytteost og banan.
Tirsdag; Tomatsuppe med fuldkornspastaskruer og groft brød.
Onsdag: Fisk i fad med grønkål og kartofler og med ris som tilbehør.
Torsdag: Stegt kalvemedister med bådkartofler i ovn og gulerodssalat.
Fredag: Porre-kartoffelsuppe med fuldkornspastaskruer og groft brød.
Pris: 6 kroner pr. måltid

Madplan - Efter økologisk omlægning
Uge 18, 2014
Mandag: Rugbrød med leverpostej, agurkestave, makrel i tomat, kinaradise i stave og banan.
Tirsdag; Gulerodssuppe med fuldkornspastaskruer og koldhævet groft brød.
Onsdag: Fiskeburger af frisk fisk paneret i rugmel og hjemmelavet burgerbolle og spidskålssalat.
Torsdag: Majroefrikassé med kogte gulerødder.
Fredag: Boghvedegrød med æblekompot og kanel.
Pris: 6 kroner pr. måltid

Om Kridthuset
Kridthuset er en integreret daginstitution. Børnene er fordelt i en stueopdelt vuggestuegruppe med 39 børn og en funktionsopdelt børnehavegruppe med 65 børn. Institutionen ligger i Højbjerg, Aarhus.
Kridthuset har serveret økologisk mad siden marts 2014, efter at køkkenpersonalet deltog på et fem ugers kursus i økologisk omlægning hos Aarhus kommune.
Institutionens køkkenleder, Joan Hoffmann, har stillet madplaner til rådighed for Børn&Unge.