Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 02 Børn&Unge som e-paper
Et fællesskabsprojekt. Find børn i deres rodede rum
Ny ’findebog’ er skrevet og fotograferet sammen med børn på Nørrebro i København. Den er universel, fordi den handler om rod på værelset og børn, der leger.
Af: Vibeke Bye Jensen
Find os på Nørrebro’, der har været to år undervejs, er børnebogsforfatter Stine Josefine Diges idé. Børn fra bydelen har været hele vejen, fordi hun har villet skabe et fælles projekt for børn på Nørrebro i en tid præget af uro og terror. Tilblivelsen af bogen skulle bringe børn fra både ressource svage og ressourcestærke familier sammen i leg og kreativitet, så de kunne lære hinanden at kende. Resultatet er blevet en farverig ’findebog’, hvor man kan gå på opdagelse i den mangfoldige bydel i København.

Hvad vil du med bogen?
»Først og fremmest har jeg villet skabe noget, som kunne inddrage så mange forskellige mennesker som muligt. Børnene og deres familier har jeg fået kontakt til gennem etniske foreninger, kulturelle foreninger, skoler, daginstitutioner, særlige tilbud for udsatte unge og bemandede legepladser. Dem har jeg sat sammen med artister, kunstnere og professionelle fotografer.«

Hvordan har processen været?
»Vi begyndte med workshops, hvor vi spurgte børnene, hvilke ting og vartegn fra deres bydel de syntes, skulle med. Fotograferne har derefter taget billeder af for eksempel grafitti, rutsjebaner og værelser hos de børn, der meldte sig til det. Børnene har selv taget billeder af deres legetøj og bamser med professionelle kameraer og lyssætning. Illustrator har lavet collager af alle billederne, og på tre workshops for Rådmandsgade Skoles 2. klasser – 75 elever i alt – digtede børnene historier ud fra dem. Vi optog det på bånd og har udvalgt nogle af historierne til bogen. Nogle at teksterne har jeg fået assistance til at digte videre på, så teksterne blev lidt mere lyriske og levende.«
Teksterne er skrevet med børneskrift? »Det har været illustratorens idé, at vi har ladet nogle børn renskrive de sammenklippede tekster, fordi
det visuelt ser flot og farverigt ud. Men også fordi det skal motivere børn til selv at gå i gang med at skrive historier til billeder og tegninger.«

Kan bogen læses af børn i Thisted?
»Bogen kræver ikke forhånds­kendskab til Nørrebro, og børn elsker ’findebøger’, så de er nok ligeglade med, om børn gemmer sig på et værelse på Nørrebro eller i Gedser. Jeg er ret overbevist om, at børn i hele Danmark kan spejle sig i bogen, for alle børn cykler, laver vandkamp, tegner med kridt, danser og leger gemme. Og alle børns voksne synes, at børn roder på deres værelser, så på den måde er det ikke så forskelligt, om man bor på Nørrebro eller i Thisted.«

Om bogen
’Find os på Nørrebro’ er hjulpet på vej af fondsmidler og mange frivillige.
BUPL har støttet bogen med 3.000 kr.
Vejl. pris er 220 kr. Den kan bestilles hos forfatteren på 2200godnathistorier.dk

Om forfatteren
Stine Josefine Dige: Børnebogsforfatter, sociolog og faglig formidler. Har oprettet den frivillige forening 2200godnathistorier. Hun arbejder med at give børn fra udsatte boligområder en stemme, og de involveres aktivt i processen med for eksempel at skabe højtlæsningsfester.
Illustrator: Lena Nicolajsen