Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 11 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Forsker kortlægger tidlig indsats. Vi skal vide, hvad der virker
Danmark bruger milliarder på sundhedspleje og daginstitutioner i kampen for at mindske social ulighed, men vi kender ikke effekten af investeringen, siger økonom Miriam Wüst, der arbejder på en ny kortlægning af de to områder.
Af: Trine Vinther Larsen
Sundhedsplejeordningen og daginstitutionerne er de to største danske investeringer i børn i førskolealderen, og alene på dagtilbud bruges der over 30 milliarder kroner årligt.
Men vi kender ikke effekten af investeringen, fortæller økonom Miriam Wüst fra SFI –­
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
»Det er dybt beklageligt, og jeg har næsten ikke ord for, at vi har nogle daginstitutioner og en sundhedsplejeinstitution, som vi har haft i 80 år, men som vi ikke har særlig gode effektstudier af. Vi kan faktisk ikke rigtig sige, hvad sundhedsplejeordningen for eksempel betyder for et barns udvikling på længere sigt, og om børnene flytter sig, fordi vi ikke har god nok forskning,« siger hun.
Men det skal Miriam Wüst være med til at ændre på. Frem mod 2020 skal hun og SFI sammen med Center for Research on Universal Child Policies (CRUNCH) indsamle kommunale data og kortlægge både sundhedsplejen og daginstitutionerne. Samtidig skal forskerne igangsætte og evaluere nye og mere målrettede indsatser i en række kommuner for at se, om målrettet ressourceanvendelse på børn med særlige behov er bedre til at mindske social ulighed end de universelle indsatser, hvis effekt også undersøges.
Viden fra CRUNCH-projektet forventes at danne grundlag for anbefalinger for fremtidens investeringer i børns udvikling i både Danmark og internationalt.
»For mig handler det om, at det er uetisk at tilbyde en indsats, når vi reelt ikke ved, om den virker. Vi skal være villige til at etablere det, der virker, og det kræver, at vi også interesserer os for data, og at den forskning, vi sætter i gang, er af høj kvalitet,« siger Miriam Wüst.

Projekteri. Der er for meget forskning, der kalder sig evidensbaseret uden at være det, og for mange tilfældige projekter, der aldrig evalueres, mener SFI-forskeren.
»Vi har så meget ’projekteri’ på det sociale område. Og det er fint med udviklings-­
projekter, men hvis ikke, der evalueres og iværksættes følgeforskning, så lærer vi ikke noget, og året efter skal en anden kommune igen opfinde den dybe tallerken. Vi kan lære rigtig meget af, at kommuner gør noget forskelligt, men vi skal jo først og fremmest vide, hvad de laver,« siger Miriam Wüst.
Hun oplever lige nu, at mange sundhedsplejersker ringer og spørger, om hun kender til erfaringer med tæt tværfagligt samarbejde mellem daginstitutioner og sundhedsplejen om udsatte småbørn.
»Det virker som det nye sort, og der findes helt sikkert projekter rundtomkring i landet, men jeg har endnu ikke kendskab til dem,« siger hun.
Med sit kendskab til både daginstitutionsområdet og sundhedsplejen ser hun et stort potentiale i de to fagområders samarbejde om tidlig indsats.
»I dag har sundhedsplejen jo allerede en konsulentfunktion i dagtilbuddet, og sundhedsplejersker fører journal fra hjemmebesøgene i barnets første år. Hvis denne viden både kunne indsamles og deles mere systematisk mellem fagpersoner omkring barnet, ville det være et godt skridt i retning af at fremme børns trivsel og sundhed. Men det kræver, at man er systematisk med sine målinger fra start,« siger hun.
Det er langtfra altid tilfældet på det sociale område, har en ny rapport fra Rigsrevisionen netop vist. Her kritiserer statsrevisorerne Børne- og Socialministeriet for ikke i tilstrækkelig grad at arbejde med dokumentation for effekten af sociale indsatser.
»Vi bruger så mange ressourcer på det her område. For eksempel screener mange kommuner nu for efterfødselsreaktioner, og det er godt, men vi skal også være sikre på, at vores efterfølgende tilbud er gode, og at de rette får hjælpen. Et andet eksempel er de ekstra behovsbesøg til familier, som har brug for dem. Er sundhedsplejerskens skøn for eksempel godt nok til at identificere disse familier, eller skal vi uddanne dem med nogen værktøjer, der er dokumenteret gode til tidlig indsats? Og skal vi tilbyde universelle indsatser til alle eller målrette mere? Det er vigtigt, at vi kvalificerer indsatsen,« siger Miriam Wüst.

Sikker opsporing. En anden forsker, der arbejder med at kvalificere den tidlige indsats, er leder af BabyLab på Københavns Universitet og lektor ved Institut for Psykologi Mette Skovgaard Væver.
Hun er en af Danmarks førende eksperter i spæd- og småbørns psykiske udvikling, og aktuelt samarbejder hun og Københavns Universitet med Københavns Kommune om forskningsprojektet ’Copenhagen Infant Mental Health Project’ (CIMHP).
I projektet skal det undersøges, hvordan vi i Danmark systematisk kan opdage mistrivsel tidligt og mest effektivt hjælpe de familier, der har brug for det, for derved at fremme psykisk sundhed hos spædbørn.
Konkret afprøves screeningsmetoden ADBB (Alarm Distress Baby Scale), som 250 københavnske sundhedsplejersker har fået undervisning i fra BabyLabs forskere.
Metoden skal hjælpe sundhedsplejerskerne til mere ensartet og sikkert at vurdere, hvilke 0-2-årige børn, der bør henvises til yderligere udredning og eventuel støtte.
»De fagprofessionelle, der har med de små børn at gøre, fortjener at blive klædt på til bedre at kunne opdage tidlig mistrivsel.
Fælles træning i standardiserede metoder og videnskabeligt baserede instrumenter kan skabe et fælles sprog og skærpe de fagprofessionelles kompetencer. Jeg mener ikke, at alt kan måles og vejes, men de børn og forældre, vi har med at gøre, fortjener, at det ikke er min, pædagogens eller sundhedsplejerskens mavefornemmelse, der afgør, hvorvidt et barn får hjælp,« siger Mette Skovgaard Væver.
Hun mener, at standardiserede metoder også kan kvalificere et samarbejde mellem pædagoger og sundhedsplejersker.
»Det er ikke altid nemt at bringe forskellige fagprofessionelle sammen og få samarbejdet til at fungere. Tit kan der opstå nogle fagterritorier, men når man bringer dem sammen på kurser, hvor de lærer det samme instrument, får de løftet deres fælles viden op på et højere niveau. De bliver mere præcise i, hvad de taler om, når de sammen taler om vurdering af spæd- og småbørns trivsel og mistrivsel,« siger hun.
Men ikke alle er lige begejstrede for de standardiserede metoder i arbejdet med opsporing af børn i mistrivsel. Forsker fra Center for Daginstitutionsforskning ved Roskilde Universitet, adjunkt Pernille Juhl, har også beskæftiget sig med tidlig indsats – særligt hvordan pædagoger og andre fagpersoner foretager en række faglige skøn ud fra deres hverdagserfaringer med barnet. Standardmetoder og konceptuelle modeller bekymrer hende.
»Screeningsmodellerne er udviklet ud fra kriterier, ikke praksis. Og hvis pædagogerne bare bruger dem som et værktøj, så kan et specifikt tegn hos barnet give udslag i en bekymring. Men når pædagoger bruger den viden, de har om barnet fra mange forskellige situationer og henover tid, så får de en helt anden forståelse for, hvorfor barnet gør, som det gør. Krydser i et skema kan aldrig erstatte den viden, som pædagogerne har opsamlet fra deres dagligdag med børnene, den er helt uvurderlig,« siger Pernille Juhl, der også mener, at standardiserede metoder kan være med til at afmægtiggøre de professionelle i dagtilbuddet.
Hun forstår godt politikeres og forskeres iver efter at sætte tidligt ind, men kritiserer, at sociallovgivningen foreskriver, at fagprofessionelle med systematiske metoder skal spotte problemerne, nærmest inden de er opstået.
»Uanset hvor gode og rationelle modeller vi har, så kan vi ikke forudse fremtiden,« siger hun.
Miriam Wüst mener dog, at de kommunale data og forsøg med forskellige modeller og indsatser, hun er ved at kortlægge, på sigt kan forbedre forebyggelsen.
»Jeg vil gerne medgive, at det er svært at måle på børns udvikling, men det skal ikke være en undskyldning for, at vi ikke prøver,« siger hun.