Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 22
Historier fre BUPL;
Et liv ved mødebordet
Bente Sorgenfrey kan lide sit job som formand for BUPL. Men hun kan også lide at sidde i sofaen med en god bog og en kop the. Det sidste har hun alt for lidt tid til, for hendes dage, aftener og weekender er optaget af at sørge for bedre vilkår for pædagogerne
Af: Vibeke Bye Jensen
Carpe diem" - grib dagen! Sådan ville pædagogen Bente Sorgenfrey helst leve. Det var muligheden for selv at kunne bestemme, hvad dagen skulle indeholde, der i sin tid fik hende til at vælge pædagogfaget, hvor hun nød at gribe dagens udfordringer sammen med børnene. Nu er det nærmere dagen, der griber formanden Bente Sorgenfrey.
Masser af røde mails på skærmen - ikke under 30 om dagen, telefonen - også den mobile - ringer meget ofte og journalister, medlemmer og samarbejdspartnere vil have en kommentar, aflevere kritik eller bare snakke. Gule post-it-sedler flyder over hele det store skrivebord, stabler af papir er klar til at blive læst, den røde postmappe ligger parat fra sekretæren, og de seneste mødeændringer skal føres ajour i den elektroniske kalender. Kollegerne i forretningsudvalget kommer forbi for at snakke, og ansatte i Forbundshuset på Blegdamsvej, som hun er øverste chef for, tager chancen og håber, at hun har tid til lige at høre på deres tanker om et nyt notat eller et problem, der er opstået.
Denne mandag morgen klokken 8.30 begynder ikke anderledes end de fleste dage. I den sølvgrå Skoda Fabia årgang 2000 er Bente Sorgenfrey netop ankommet fra det ældre dobbelthus i Hillerød for at begynde en ny uge. Lige så ofte tager hun tog og bus, men i aften har hun brug for bilen for at nå at komme til undervisning i et overbygningsfag til den efteruddannelse i offentlig administration og ledelse, som hun tog for et par år siden. Den eneste motion, hun får, er den kalendergymnastik, som er nødvendig, når møder må aflyses til fordel for mere presserende opgaver eller presses ind i en i forvejen overbooket kalender. 47-årige Bente Sorgenfrey prøver ellers at få tid og overskud til at løbe. Men forsøget på at holde sig sund og rask ved fysisk udfoldelse må ofte vige for kravene i et job, som hun nu har bestridt i ni år.

Ingen beklagelser. Det gode ved jobbet er at være med til at påvirke udviklingen. Det værste ved jobbet er de forfærdeligt lange arbejdsdage og det frygtelig meget arbejde. Hvis dagen ikke har timer nok til at klare alle opgaverne, tager hun også aftener og weekender i brug. Men trods travlheden er Bente Sorgenfrey meget glad for sit job, og hun beklager sig ikke over vilkårene. Hun virker ikke stresset, og det mener hun heller ikke selv, at hun er.
"Jeg synes egentlig, at jeg er meget god til at holde overblikket, jeg bliver ikke vildt stresset og vælter, når ting kommer skyldende ind over mig. Den evne er man også nødt til at have i sådan en stor organisation, hvor der hele tiden bliver sat nye politiske dagsordener - også af nogle andre end os selv," siger hun.
Formålet med at være formand for cirka 50.000 pædagoger har, lige siden Bente Sorgenfrey blev valgt til jobbet i 1994, været det samme: At være med til at få ændret på pædagogers arbejdsvilkår, løn- og ansættelsesforhold til det bedre og få markeret pædagogers betydning for samfundet tydeligere.
"Det er sagen, der driver mig. Jeg synes, at pædagoger laver et meget vigtigt samfundsmæssigt stykke arbejde, og det skal altså anerkendes. Det har trange vilkår, men jeg kan da se, at der er kommet større respekt om pædagogers arbejde. Det er jo ikke kun i kraft af mig, de gør selv meget, men også BUPL gør en del i den retning, synes jeg. Vi bliver taget meget alvorligt af samarbejdspartnere, både politiske partier og af arbejdsgiverne, og det er vigtigt ikke at sætte over styr selv i svære tider," siger hun.
Bente Sorgenfrey har det ganske fint med at sidde i en magtfuld position. Men den magt hun har, skal bruges for den sag, hun kæmper for.
"Det er da spændende at bevæge sig i nogle miljøer, hvor man bliver udfordret hele tiden, men jeg kommer der jo kun, hvis jeg mener, at jeg derved kan fremme pædagogernes sag."

En bedre hovedorganisation. Efter en time ved skrivebordet går turen i taxa til forretningsudvalgsmøde i Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF). FTF er også hovedorganisation for blandt andre lærere, sygeplejersker, politimænd og bankfolk, og i forretningsudvalget repræsenterer Bente Sorgenfrey ikke kun BUPL's medlemmer, men også andre kommunalt ansatte. Hun hører til dem, der mener, at FTF skal have en meget tydeligere profil og være en mere handlekraftig hovedorganisation, end det er tilfældet i øjeblikket. Og hun er bestemt den af de otte medlemmer i FTF's FU, der siger mest.
Ind imellem drikker hun sin egen medbragte grønne the i en lille termokande i stedet for den kedelige posethe og spiser klidkiks og gulerødder i stedet for rundstykker med tandsmør. Bente følger anvisningerne fra en diætist for at tabe sig - intet hvidt brød, ingen pasta og ris, men til gengæld en masse grøntsager. Der mangler yderligere fem til seks kilo, før hun er tilfreds med vægten.
Bente Sorgenfrey er godt forberedt til mødet, for hun mener, at det er vigtigt at forholde sig til de ting, der bliver diskuteret, ellers ville FTF bare blive et efterretningsorgan.
"FTF har brug for vores aktive medvirken, og i øvrigt ville jeg personligt synes, at det var ualmindelig kedeligt, hvis jeg bare sad der og ikke sagde noget."

Hende pædagogen. Efter det to timer lange møde bliver den omfattende dagsorden igen pakket ned i den sorte og grå North Face-rygsæk.
"Jeg har altså også nogle pæne dametasker, men i dag har jeg så mange papirer med, at det er bedre med en rygsæk," svarer Bente Sorgenfrey på spørgsmålet, om en rygsæk ikke er lige lovlig pædagogagtig.
Tøjstilen ligger til gengæld et pænt stykke fra den lilla ble, parkacoaten og lappestøvlerne, som var påklædningen, da hun begyndte som pædagog. En kort brun jakke, en lyserød kort nederdel i kraftigt stof og et par hippe, halvlange, brune camperstøvler med snøre er dagens valg. Og tøjet er faktisk noget, Bente Sorgenfrey tænker over, dog uden altid at gøre forsøg på at matche de mange jakkesæt, hun bevæger sig iblandt.
"Jeg tænker da på, at jeg skal være repræsentativ. I starten, da jeg skulle anerkendes forskellige steder, var det vigtigt for mig, at man ikke klassificerede mig, som "hende pædagogen". Fordommene om pædagoger findes stadig, selv om de jo efterhånden går klædt som resten af Danmarks befolkning. Og det er kedeligt, hvis man får et forkert udgangspunkt for diskussionen, fordi man fokuserer på, om vi lever op til de fordomme, man kan have omkring os fra BUPL," siger hun.

En opgave klaret. En hurtig frokost i FTF's kantine, og så skal Bente Sorgenfrey til møde i Socialministeriet om omskæring af piger. Her skal hun sammen med repræsentanter fra organisationer som for eksempel Røde Kors, Red Barnet, Børnerådet og Somalian Mothers Community og med embedsmænd fra ministeriet snakke om, hvordan man kommer videre med at lave noget materiale om omskæring. De forskellige organisationer var i gang med at lave noget, da de hørte, at Socialministeriet også arbejdede med det. Bente Sorgenfrey henvendte sig til Socialministeren og foreslog, at man samordnede indsatsen. Efter mødet er hun godt tilfreds.
"Vi opnåede, hvad vi ville, at Socialministeriet laver noget materiale, som vi så kan komme med ideer til og eventuelt producere bidrag til. Det vigtige er, at pædagogerne får noget materiale, så de ved, hvordan de skal forholde sig til omskæring i konkrete situationer, hvor de møder børn, der er blevet eller måske skal omskæres."
På en af de første solskinsdage med forårsfornemmelser falder valget på en lille gåtur noget ad vejen til forbundshuset og en tur med bussen for resten.

Lønnen er et problem. Tilbage på Blegdamsvej er der tid til lidt mere skrivebordsarbejde, inden et møde om planlægning af diskussioner og møder i perioden frem mod næste overenskomst. Mødet holdes ved det ovale konferencebord på formandskontoret, og de andre deltagere er lønforhandler i BUPL Torben Fersløv Andersen og FU-medlem Allan Baumann. Bagefter siger Bente Sorgenfrey:
"Vi skal have ændret det nuværende system (Ny Løn. red.), så pædagogerne bliver mere tilfredse med det, og så vi som forhandlere også bliver det. Vi synes ikke, at Ny Løn har fungeret hensigtsmæssigt. Kommunerne burde have prioriteret den pædagogiske arbejdskraft meget højere. Det er ikke rimeligt, at vi har en lavere løn end sygeplejersker og skolelærere. Altså, velfærdsamfundet kunne ikke fungere, hvis forældrene ikke kunne få passet børnene i daginstitutioner med nogle gode pædagoger!"
Bente Sorgenfrey ser dog ikke optimistisk på pædagogernes chancer for at få en masse i lønningsposen ved næste overenskomst.
"Som det ser ud nu, går vi nogle hårde tider i møde. Jeg tror, at vi næste gang læner os op ad ikke at kunne blive enige om et forlig. Derfor må Kommunernes Landsforening (KL) også træde i karakter og kræve nogle penge af regeringen," siger hun.

To synspunkter i ledelsen. Uenigheden om overgangen til Ny Løn har delt BUPL. Nogle af de FU-medlemmer, som blev valgt på kongressen i december sidste år, var enten imod eller skeptiske over for det nye lønsystem. Desuden kommer de fra fagforeninger, der i mange år har været i opposition til "den gamle ledelse" og dermed til den linje, som også Bente Sorgenfrey har stået for. At oppositionen nu har fået plads i FU, er dog ikke noget, der bekymrer hende.
"Det er ikke min oplevelse, at BUPL har to fløje. Der er to synspunkter i FU på nogle områder, men ellers oplever jeg, at tingene går på kryds og tværs. Jeg forventer, at vi nu arbejder hen imod at samle de politiske synspunkter. Og det skal helst ikke tage for lang tid, for medlemmerne har ikke tid til at vente. Det har stor betydning for vores medlemmer, at vi ikke falder hen i handlingslammelse, fordi vi er politisk uenige, men at vi kan handle og finde fælles mål for det, vi godt vil opnå. Og det tror jeg da på, at vi kan," siger hun.
Sidder man i BUPL's øverste ledelse, skal man repræsentere pædagoger i hele landet, og det betyder, at man bliver mere pragmatisk, mener Bente Sorgenfrey. Det kunne hun mærke på sig selv, da hun kom til jobbet som forbundsformand fra at have været formand i BUPL København, hvor man også dengang var i opposition til den siddende ledelse.
"Nogle vil sikkert sige, at jeg kastede fortiden over bord. Men det gjorde jeg ikke, jeg fik bare en anden opgave, jeg skulle repræsentere pædagoger, der har andre opfattelser end pædagogerne i København. Og det er jo den svære opgave, når man sidder her, at forene de forskellige synspunkter, der er i organisationen."

Lokalt og centralt. Næste dag gentager mønstret fra dagen før sig. Aldrig så snart er Bente Sorgenfrey mødt på kontoret - hun har strakt mødetiden til klokken ni - før der er bud efter hende. Men hun har ikke så lang tid til at snakke med nogen uden for organisationen, for i dag gælder det de indre linjer i BUPL. Bente Sorgenfrey har plads i styregruppen for det analyse- og udviklingsarbejde, som skal opklare, hvordan fordelingen af arbejdet mellem fagforeningerne og forbundshuset kan blive bedre. Så "vi ikke opfinder den samme dybe tallerken 22 gange", som en af de andre i gruppen formulerer det.
Bente Sorgenfrey har selv været ude i otte af fagforeningerne og interviewet om ønsker og behov, og hun kan se, at det arbejde, der ligger foran gruppen, ikke bliver let.
"Besøgene har åbnet op for lige så mange spørgsmål, som det har givet svar. Ligesom mange andre forbund har vi problemer med stor lokal forskellighed og mange forskellige politiske synspunkter. Det skal vi have plads til, men hvis vi skal slå bedre igennem og være mere markant som organisation, er det vigtigt, at der er en tæt kontakt mellem det lokale og det centrale. Og det skal vi gøre bedst muligt for de midler, vi har til rådighed. Vi kan jo ikke bare sætte kontingentet op. Det vil pædagogerne helt sikkert ikke være med til," siger hun.

Lobby-arbejde og barrikader. Efter mødet, der slutter før beregnet, kan et møde med sekretariatschef Andy Andresen og konsulent Thorstein Thielgaard lige klemmes ind. Klokken 16 skal Bente Sorgenfrey og næstformand Annette Trads Hansen mødes med repræsentanter for Børne- og Kulturchefforeningen. I mange kommuner er de chefer for daginstitutionsområdet, og Bente Sorgenfrey mener, at BUPL også skal snakke med dem, selv om de er arbejdsgivere. Faktisk bruger hun meget tid på den slags lobby-arbejde.
"Vi skal søge indflydelse der, hvor det kan rykke for pædagogerne. Lobby-arbejde er usynligt arbejde, men det er vigtigt at få politikernes øjne op for, at der skal være høj kvalitet på daginstitutionerne. Det er ikke nok at lave læserbreve, som ingen vil bringe, vi skal opsøge folk, der hvor de er og påvirke dem til at forstå pædagogernes synspunkter," siger hun.
Den megen trafik ind på de bonede gulve er taget til i de år, Bente Sorgenfrey har været formand. Men hun har ikke opgivet kampen på barrikaderne af den grund.
"Nogle gange skal vi være begge steder. Det kan være nødvendigt både at være inde på Christiansborg og udenfor med de røde faner."

Pædagog eller kranfører. Selv om Bente Sorgenfrey efterhånden bevæger sig hjemmevant i det fine selskab, var det ikke her, hun begyndte. Hun er vokset op i Brønshøj og Høje Gladsaxe hos en hjemmegående mor og en far, der langsomt arbejdede sig op i et firma og blev underdirektør. Men dåbsgaverne var medlemskab af Arbejdernes Ligbrændingsforening og Arbejdernes Andelsboligforening for så "kunne man klare sig". I barndomshjemmet, hvor hun var storesøster til en tre år yngre bror, var der plads til at være lidt skæv og anderledes. Bente Sorgenfrey blev ikke opdraget til at være pæn pige. Forældrene var socialt engagerede, især moren, som også sendte Bente i børnehave af pædagogiske grunde.
I sin ungdom hørte Bente Sorgenfrey til på den yderste venstrefløj. Hun var medlem af Kommunistisk Arbejderparti (KAP) i fire år og var tilhænger af den maoistiske linje, som den kom til udtryk i Kina. Selv om hun senere har erkendt, at forholdene i det stor land i øst ikke var, som det så ud til på overfladen, har hun det fint med sin fortid.
"Den har skærpet mine politiske sanser og givet mig en lang række redskaber til at håndtere det at bevæge sig i et politisk rum. Og så har den har givet mig en samfundsforståelse og først og fremmest vaccineret mig for et sort/hvidt syn på tingene og for troen på, at der findes lette løsninger," siger hun.
At hun blev pædagog og ikke kranfører, som hun på et tidspunkt overvejede, skyldtes blandt andet den indflydelse, som barndommens pædagoger øvede.
"Jeg så lidt op til de pædagoger, jeg mødte i børnehaven og på byggelegepladsen, de var nogle gode forbilleder og spændende voksne at være sammen med, og sådan én ville jeg også godt være," siger hun.
Bente Sorgenfrey savner kontakten til børnene, også fordi hendes datter, søn og en plejedatter nu er voksne. Formanden Bente kunne sagtens finde på at blive pædagogen Bente igen.
"Jeg savner også at være udenfor. Jeg sidder jo altid inde, og det er virkelig hårdt for en pædagog, der godt kan lide at være ude og grave i en mudderpøl sammen med nogle børn," siger hun.

Vrede, humor og en god bog. Når man oplever Bente Sorgenfrey til møde efter møde, opdager man, at hun er meget god til at få sat gang i diskussionerne, men hun er også hurtig til at sætte en stopper for, at de kommer for langt omkring. Ofte bryder hun ind, konkluderer og skærer igennem. Hun bliver træt af at vade i det samme problem rigtig længe.
"Jeg vil hurtigt ind til problemstillingen og få den løst. Nogle kan sikkert føle, at jeg med min hurtighed træder på dem, det vil jeg ikke udelukke. Jeg er blevet mere systematisk oven i hovedet, hvor jeg før var meget anarkistisk. Jeg roder meget på mit skrivebord, men mit arbejde og mine tanker er jeg god til at sætte i system."
Bente Sorgenfrey mener, at hendes lyse sind og sans for humor bærer hende gennem mange genvordigheder. Men hun kan også blive meget berørt og afviser, at hun er en hård banan.
"Det er der nok nogle, der vil mene, at jeg er. De vil sige: Kan hun da ikke blive ked af det? Det kan jeg selvfølgelig godt, og jeg kan også vise det. Men jeg er ikke den, der sidder og græder eller går fornærmet væk, hvis jeg ikke får min vilje på et FU-møde. Jeg prøver at holde en balance mellem hovedet og følelserne og jeg har nok fået lidt mere hjerne med her på mine gamle dage. Det er altså nødvendigt at have is i maven og koldt vand i blodet i sådan et job som mit. For hvis jeg følelsesmæssigt lod mig rive helt med, så ville jeg miste overblikket," siger hun.
Bente Sorgenfrey er i sit es, når hun er på arbejde. Hun kan lide, at der sker noget, og "at det rykker".
"Det er ikke sjovt at gå til møder, hvis der ikke kommer noget ud af det. Men jeg har det også helt fint, når jeg sidder derhjemme i min sofa med dynen, en kop the og en god bog. Det er rigtig rigtig godt."

Størrelse betyder noget. Et møde med PMF om overenskomsten er en del af det tætte samarbejde, der blev tilbage efter den fejlslagne fusion med pædagogmedhjælperne. Bente Sorgenfrey var en meget varm fortaler for fusionen, og hun er meget ked af, at den ikke blev til noget. For hun så et forenet forbund som en mulighed for at stå stærkere i kampen om
bedre vilkår for alle ansatte på daginstitutionerne.
"Jeg så også muligheden for at få uddannet så mange som muligt på området, og det mener jeg, at vi bedst kunne i et fusioneret forbund. Jeg er ikke begejstret for, at PMF i øjeblikket diskuterer, om de skal fusionere med FOA eller SID. Det er skræmmende perspektiver for BUPL, hvis de gør det. Vi har fælles arbejdspladser, og det ville være naturligt, om vi havde én organisation - også selv om de er ufaglærte," siger hun.
Mange af dem, Bente Sorgenfrey mødte på medlemsmøder, frygtede, at de skulle have det samme i løn som medhjælperne, og at det cementerede, at der altid skulle være uudannede på området.
"Men sådan er det jo ikke. Desværre var vi ikke i stand til at trænge igennem med de visioner, vi havde, for de taler til hovedet, og pædagogerne tænkte altså med hjertet i den her debat. Jeg kan godt forstå dem, men i dag møder jeg mange, der siger, at de nu kan forstå, hvad det var jeg sagde. Det er jo bare lidt sent."
Heller ikke fusionsplaner med Socialpædagogernes Landsforbund (SL) tilbage i 1994 lykkedes for Bente Sorgenfrey. Det beklager hun.
"Nu er jeg indehaver af to mislykkede fusionsprocesser, og så kan man sige: Er der da ikke noget, der lykkes for hende? Jeg synes, at det er en katastrofe, at vi ikke er fusioneret med SL for mange år siden, når vi har fælles uddannelse. Var vi en stor pædagogisk organisation med både PMF, SL og LFS, så ville vi være i stand til at sætte nogle meget mere markante dagsordener, end vi kan i dag. For man kan ikke komme uden om, at størrelse også har en betydning i forhold til at blive taget alvorligt som faglig organisation."

Jeg er pædagog. Det var Bente Sorgenfreys intension at gøre en forskel som formand for BUPL. Om det er lykkedes, er hun da selv i tvivl om.
"Nogle gange kan jeg godt kigge tilbage og spørge mig selv, om det har rykket noget for pædagogerne, at jeg har siddet på formandsposten. Men jeg tror da, at jeg har opnået, at BUPL er på landkortet på en anden måde, end vi var tidligere. BUPL fylder mere i medierne nu, og det må jo være, fordi vi har noget at byde på. Men det er jo ikke kun min fortjeneste," siger hun.
Bente Sorgenfrey tror, at det er en fordel, at mange pædagoger kan genkende sig selv i hende.
"Det er vigtigt, at jeg som formand også ved, at jeg er pædagog og også ligner én. Jeg tror, at jeg på nogle områder har været den rigtige på posten, fordi jeg politisk har kunnet holde fast, men også har været pragmatisk. Jeg har været i stand til at skabe netværk og kontakter og få BUPL med ved de rigtige borde. Men der er da sikkert også mange, der synes, at jeg er en idiot," siger hun.