Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 24
Børn uden fremtid
I Libanon har palæstinensiske flygtninge ingen civile rettigheder. Børnene i flygtningelejrene vokser op uden en reel chance for en normal fremtid med uddannelse, arbejde og egen bolig, medmindre de flytter til udlandet
Af: Birgit Baunehøj Sørensen
Gyderne i flygtningelejrene er smalle og ujævne. Som lange sølvslanger snor vandrørene sig ned gennem midten af disse gyder, mens ledninger og vasketøj hænger i guirlander fra tage og altaner. Der kommer ikke meget lys ned, fordi de fleste huse er bygget højere og indover de smalle gyder. Sådan ser en typisk palæstinensisk flygtningelejr i Libanon ud. Lejre, som startede med telte, og blev til mudderklinede huse med bliktage. Og i dag står de i gasbeton med strittende wirer på taget, så der er mulighed for at bygge en ekstra etage ovenpå.
Husmurene i gyderne vidner om mange menneskers endeligt. Nogle steder er murene helt arrede af skudhuller fra borgerkrigen, der sluttede for 11 år siden. Men der er også steder, hvor murene er prydet med farveportrætter i papir, der efterhånden er bukket under for vind og vejr. Det er billeder af forskellige palæstinensiske familiers martyrer fra urolighederne i Gaza og på Vestbredden. Alle familier har en martyr.
De smalle gyder er børnenes legeplads, når de ikke er i børnehave.

Ingen rettigheder. "Jeg vil være læge, når jeg bliver stor. Måske skolelærer eller brandmand." Børn begynder ofte i en tidlig alder at gøre opmærksom på drømme om deres fremtid. Normalt ikke noget, der bør være svært at tale med børn om. Men i Ghassan Kanafanis Kulturfonds børnehaver i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon er det langt sværere at knække den nød.
Ligesom mange af pædagogerne i fondens børnehaver finder Anni Kanafani, leder af fonden, det svært, når børnene stiller spørgsmålstegn ved deres fremtid.
»Hvad skal man sige? Skal man være ærlig og sige, at det ikke kan lade sig gøre, alene fordi de er palæstinensere? Eller skal man lyve for dem og bakke dem op i deres naturlige barnetro på deres muligheder og fremtid?«
I Libanon er reglerne nemlig uhyggeligt simple, hvis man er palæstinenser. Man har ikke ret til statsborgerskab, man har ikke ret til at arbejde i nogen som helst professioner, og man er automatisk afskåret fra at komme ind på de fleste uddannelser. Dog er der adgang til nogle humaniorafag, som for eksempel psykologi, arabisk, engelsk, pædagogik og sociologi. Men det betyder ikke, at man efter endt uddannelse må bruge den til at få et arbejde indenfor sit fag.
Selvom de fleste af fondens palæstinensiske pædagoger har en uddannelse, så har de ingen ansættelseskontrakt. De arbejder sort, for reelt set må de ikke arbejde ifølge libanesisk lov. Arbejdsløsheden i lejrene er på omkring 70 procent.
For godt en måned siden blev palæstinensernes rettigheder i Libanon yderligere skærpede. En lov, der trådte i kraft med et døgns varsel, forbyder nu palæstinenserne at købe jord og boliger. Ligeledes kan ejet jord og bolig med denne lov ikke gå i arv til familien, når man dør. Sådan er vilkårene for palæstinensiske flygtningefamiler, der har boet i Libanon i mere end 53 år, siden staten Israels oprettelse i 1948.

Børnene leger deres historie. Alle fondens børnehaver har et billede af Ghassan Kanafani hængende på ledernes kontorer. I resten af børnehaven er væggene pyntet med børnehavebørnenes tegninger. Lige nu er det tegninger i alle farver og afskygninger af drengen Muhammed Doura, der døde for åben tv-skærm på Vestbredden, dækket af sin far.
Et stykke beton på en meter i diameter ligger på gulvet. Det er dækket af afstøbninger af børnehavebørnenes små knyttede barnenæver, det stikker op i et tæt virvar. Kunstværket har fået navnet "Den palæstinensiske kamp".
Hverdagen i fondens børnehaver er stærkt præget af børnenes baggrund. Børnene danser og laver små rollespil om Palæstina. De synger slagfærdige sange mod israelerne eller tegner tegninger af døde landsmænd og kampvogne, der bulldozer byer.
Pædagogerne leger med og lærer børnene om deres baggrund, men de indoktrinerer ikke.
»Det er noget, børnene hører eller ser hver dag gennem medierne og via deres familier og naboer. De er meget optagede af det, taler om det, tegner det og leger det. Det er også en god måde for dem at bearbejde indtrykkene på,« siger Anni Kanafani.

En uddannet pædagogs startløn ligger på cirka 200 amerikanske dollars om måneden. Det er på linie med basislønnen for palæstinensere, og det samme som et nyt TV koster. En leder tjener knapt 400 dollars. Palæstinensernes løn inkluderer ikke sygeforsikring.