Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 25
BUPL mener: De kommunale fugleunger
Børn og unge med særlige behov er for kommunerne blevet den gøgeunge, der skubber andre unger ud af reden.
Af: Birgitte Conradsen
En gøgeunge. Sådan har Kommunernes Landsforenings (KL) formand, Erik Fabrin, kaldt specialområdet set i forhold til kommunernes økonomi. Børn og unge med særlige behov er for kommunerne blevet den gøgeunge, der skubber andre unger - såsom de almindelige daginstitutioner - ud af reden, mener Erik Fabrin. Billedet er uheldigt, fordi det giver indtryk af, at specialområdet uretmæssigt og bevidst tiltusker sig noget, der ikke er 'deres'. Men det er korrekt, at kommunerne blev underkompenseret, da de overtog ansvaret fra de nedlagte amter, og at specialområdet derfor nu presser andre kommunale poster. En rundspørge til kommunerne, som BUPL har fået lavet, viser ganske rigtigt, at fire ud af ti kommuner lige nu arbejder med planer om at spare på børneområdet næste år. Mange af dem angiver specialområdets udgiftspres som en væsentlig årsag.
Når det gælder udsatte børn og unge er det nærmest umuligt at argumentere for besparelser. Hvem kan være uenig i, at et barn eller en ung med en svag familiebaggrund skal have al mulig hjælp til at bryde mønstret og blive et godt og helt menneske? Problemet er bare, at hvis hjælpen sker på bekostning af midler til normalområdet, så er det som at tisse i bukserne for at holde varmen. Den sandsynlige konsekvens er nemlig, at de børn, der ligger i gråzonen, og som kunne have rigtig meget ud af at gå i en velnormeret vuggestue og børnehave, bliver skubbet over i statistikken over børn med særlige behov, fordi institutionerne ikke har mulighed for at give ham eller hende den nødvendige opmærksomhed og støtte. Samtidig er der sket et skred i betydningen af 'forebyggende arbejde'. For mange politikere betyder det nu tilsyneladende 'den indsats, man meget hurtigt skal lave, når et barn er blevet så udsat, at det har brug for hjælp'. For os som pædagoger betyder forebyggelse at forhindre, at barnet overhovedet når dertil. Bliver der investeret massivt i vores udgave af forebyggelse, vil pengene tjene sig selv hjem. Det er videnskabeligt dokumenteret.
Vi anerkender, at kommunernes økonomi er presset. Men der er ingen gøgeunger på børne- og ungeområdet. Normal- og specialområderne er to kommunale fugleunger, der deler rede og regnorme, og som der skal tages vare på, fordi begge dele er helt nødvendige. En presset økonomi skal ikke med vores gode vilje skubbe nogen af dem ud af reden. Vi nægter simpelthen at anerkende præmissen: At lige netop disse to områder skulle være indbyrdes forbundet, så en udgiftsstigning på det ene område partout skal gå ud over det andet.