Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 05
Dagbehandling: På Sløjfen må man være, som man er
Behandlingen går gennem anerkendelse på dagbehandlingstilbuddet Sløjfen i Esbjerg. Når den mentale sløjfe er bundet færdig, er børnene og deres familier parate til virkeligheden igen.
Af: Helle Kjærulf
Maria på ni år tegner glade piger i røde farver på en hvid tavle.
"Det er mine venner", siger hun.
"Det er Caroline."
Pædagog Tom Jonassen lytter. Han sidder stille på en stol ved siden af.
"Jeg har aldrig hørt dig fortælle om hende før," siger han.
Maria fortsætter ivrigt sin udredning om vennerne med tusserne.
Hun er et af de otte børn på Sløjfen, der er Esbjerg Kommunes dagbehandlingstilbud til børn med sociale og følelsesmæssige problemer samt deres familier. Sløjfen ligner et helt almindeligt rødstenshus i et parcel-huskvarter. Børnene er i alderen 5 til 10 år.
I rummet ved siden følger leder og pæ-dagog Maja í Geil og lærer Lars Knak med via et kamera på en skærm. De er i dag det reflekterende team børnesamtalen. Lars tager noter i en stor kinabog. Begge observerer og lytter.

"Hun har en sminkekuffert ligesom mig," fortæller Maria.
Til de sidste mange børnesamtaler har Maria, der er kommet på Sløjfen i halvandet år, kun fortalt om traumatiske oplevelser, blandt andet om vold. I dag er hun i en lyserød, tryg verden. Hun nyder samtalen, fordi hun normalt er længe om at fortælle og derfor ofte mister andres opmærksomhed.
"Spændende, at du laver en tegning af en vaffelis, som ligner en pige," siger pædagogen.
"Til sommer, når jeg har tabt mig, får jeg en gammeldags is," forklarer Maria.
Hun glemmer helt, at der er kamera på.
Efter lidt over en halv time bytter de fire plads. Maria og Tom sætter sig foran skærmen i det andet rum. Det reflekterende team, Maja og Lars, sidder foran tavlen og fortæller, hvordan de oplevede Marias fortælling gennem tegningerne.
"Jeg tror, Maria er glad i dag," siger Maja.
"Ja, hun har fundet ud af, hvad man skal gøre for at få gode venner," siger Lars.

Anerkendelse. Maja í Geil forklarer, at Sløjfen har en anerkendende tilgang til familie- og børnesamtaler. For børnene rummer alene-samtalerne hovedsageligt, at de får en oplevelse af at være noget særligt. De får lov til at snakke om det, de er optaget af, og har samtidig en voksens udelte opmærksomhed.
I familiesamtalerne, som foregår på samme måde, hjælper de professionelle forældrene med at reflektere over det, de siger. Så de af egen kraft kan få nye idéer til at gøre tingene anderledes. Vejen dertil går også gennem anerkendelse.

På Sløjfen arbejder familiebehandlerne - fire pædagoger, en leder og to lærere - efter en systemisk metode, som alle har efteruddannelse i fra DISPUK. Familierne kommer på Sløjfen, for at forældrene kan få indsigt i og forståelse for deres handlemønstre. Når de bliver i stand til at ændre uhensigtsmæssige mønstre i familien, kommer det hele familien til gode. For at blive visiteret til Sløjfen skal der både være et skoleproblem og et erkendt familieproblem. Opholdet på Sløjfen kan vare fra et år og helt op til to år.

"Det tager jo tid at lægge det bag sig, hvis man har været marginaliseret i mange år," siger Maja í Geil.
Forældrene kommer på Sløjfen i et fast modul på to timer hver uge. Udover samtaler laver familien også en aktivitet, som er konstrueret til den bestemte familie ud fra hypoteser, som familiebehandlerne har om familien. Det kan for eksempel være en aktivitet, som får mor og barn til at lytte mere til hinanden. Desuden er forældrene med barnet i undervisningen.

Børnenes adfærd kan være meget forskellig, men som regel er den rettet udad.
De ansatte forstår godt, at børnene på Sløjfen ikke kan være i folkeskolen. De kan ikke undervises mere end to ad gangen.
Maja í Geil husker ofte de ansatte på, hvorfor børnene er på institutionen. Hun forklarer, at børnene har brug for at være et sted, hvor det er okay at være, som de er. Her må man både være vred og ked af det.
"Vi arbejder for, at børnene skal få det bedre og ikke for at lave dem om. Vi hjælper dem med at sætte ord på deres følelser
og med at anerkende, at de har det, som de har det. Anerkendelse er et lidt slidt ord, men det er det, det handler om. Det skaber en ro hos børnene, at de ikke føler sig forkerte her."

På Sløjfen bruger de blandt andet en metode kaldet Open Gossiping, hvor de taler om børnene, mens de hører på det.
"Måske siger vi: Hvorfor er han så vred lige nu? Når man rammer plet, mærker man det med det samme. Børnene mærker, at det er i orden at være ked af det eller jaloux, og at der oven i købet er nogle, der forstår, at man har det sådan," siger Maja í Geil.

Kun lederen læser visitationspapirerne. Derefter bliver alt materiale, undtagen eventuelle test, makuleret. Det er bevidst, at de, som skal arbejde med familien, ikke har en forhåndsviden. I forhold til Sløjfens metode og tænkemåde i arbejdet med familien, er familiens egen historie og oplevelse af deres barn, liv, samliv og fortid vigtigt.
"Familierne skal starte på en frisk. For-ældrene og børnene kan fortælle os det, vi har brug for at vide i vores arbejde."

Samarbejdet mellem lærere og pædagoger vægtes højt. Holdningen er, at behandling og undervisning hænger sammen.
"I begge fag er der noget værdifuldt for vores børn. Vi skal ikke have den samme faglighed, men begge faggrupper er uund-værlige. Pædagogerne kan lære meget af lærerne om den måde, de tilrettelægger og analyserer ting på, og lærerne lærer meget af pædagogerne om børnenes relationer og udvikling, " understreger Maja í Geil.

I undervisningen er det målet, at der både er en pædagog og en lærer med forskellige ansvarsområder til stede. Læreren kan have fokus på undervisningen, og pædagogen kan havde øje for det behandlingsmæssige.
Nogle gange kan et barn have så svært ved at være i undervisningssituationen, at der må gøres noget. Så bestemmer pædagogen, hvad der skal ske.
"Det er vigtigt, at vi er klar over vores faglighed, så vi som pædagoger ikke tror, at vi kan undervise, men gør det, som vi er gode til," siger pædagog og leder Maja í Geil.

Hun forklarer, at samarbejdet kræver en grundlæggende respekt og anerkendelse for hinandens faglighed.
"Når man har det, giver det sig selv, hvordan undervisningen skal foregå. Vi lytter til lærernes idéer og gør det, de beder os om. Så tager vi over i andre situationer. Hen ad vejen smitter det, så lærere og pædagoger får nogle af de samme kompetencer."

Børnenes energi stritter ofte i alle retninger. Så er der mig-selv-tid. Et barn går ind i Rødt rum, mens en anden får tildelt Grønt rum. For børnene virker det naturligt, at de skal være alene et stykke tid. For dem handler det i første omgang om at lære sociale spilleregler gennem leg.
Der er mange grunde til, at børnene på Sløjfen har brug for mig-selv-tid. De kan være fysisk trætte og have brug for at hvile sig, så de kan holde til hele dagen, eller måske trænger de til pause fra relationerne.
"For at vi kan være her alle sammen, skal der være tryghed. Børnene har brug for trygge rammer. Og som medarbejder kan det være svært at mærke, hvornår der skal en anden til at hjælpe barnet. Det kræver også tryghed at slippe situationen og give den videre til en kollega, der lige nu er bedre i stand til at hjælpe barnet," siger pædagog Tom Jonassen.

Se sine svagheder i øjnene. Børnene på Sløjfen har store sociale og psykiske vanskeligheder. Det kan være svært at rumme, også for de ansatte.
"Når man arbejder med børn, der har det så svært og er så grænseoverskridende, kommer man til at se mange af sine egne svagheder i øjnene. Det skal man turde, og man skal ville gøre noget ved det. Mange knækker halsen, fordi det er for hårdt. Andre kommer styrkede ud af det," siger Maja í Geil.

"Hvis man ikke kan skille det ad, kan det være umuligt at være i. Man kan stadigvæk være følelsesmæssig og menneskelig i en situation, men man skal ikke tage det med hjem. Det er ikke vores ansvar. Jeg kan give børnene det, jeg kan, når jeg er her. Men jeg kan ikke redde dem, hvis ikke forældrene eksempelvis tager ansvaret."
"Da jeg begyndte her for seks år siden, var jeg ikke klar over, at man skulle arbejde meget med sig selv for at være her. Men det er nødvendigt, og man skal turde det. Det er vigtigt, at man tør bede om hjælp og om supervision," siger Maja í Geil.

Barnets navn er ændret, så det ikke kan genkendes.


Formål for familiearbejdet på Sløjfen
- at hjælpe familierne til større indsigt i deres egne handlemønstre og ressourcer for at skabe mulighed for forandring.
Formål for børnearbejdet på Sløjfen
- sammen med familien at hjælpe barnet til en større følelsesmæssig balance samt til at lære nye, mere hensigtsmæssige handlemønstre.
Efteruddannelse
- da familiebehandlingen foregår efter systemisk metode, får alle medarbejdere efteruddannelse i metoden, ligesom personalet modtager systematisk ekstern supervision.