Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 17
TEMA. SYGE BØRN: Mon barnet kan hive sig gennem dagen?
Danielle Mercier har mange gange oplevet, at forældre afleverer syge børn. Hun forstår godt, at småbørnsforældre kan være pressede, og ser gerne tiden an, før hun ringer et barn hjem.
Af: Mikkel Prytz
Så godt som alle pædagoger, der har deltaget i BUPL's undersøgelse om syge børn i daginstitutioner, kan berette om snottede og feberramte unger, der bliver afleveret, selvom de burde blive derhjemme. Som børnehavepædagog med flere end 14 års erfaring har Danielle Mercier, der er ansat i Dommerparkens Børnehave, København, også flere gange oplevet at have syge børn i institutionen.
»Man opdager det ikke altid, når forældrene afleverer, men ofte finder man ud af det kort tid efter, når man kan se, at barnet ikke er helt frisk,« fortæller Danielle Mercier.
Hun sørger altid for, at forældrene fra barnets første dag i institutionen ved, at syge børn bliver ringet hjem igen. Men hun ser gerne barnet lidt an, før hun ringer og beder far eller mor om at hente. »Hvis barnet er så syg, at det skal sidde på skødet hele tiden, så ringer jeg til forældrene. Men ellers kan det godt være, at barnet kan hive sig gennem dagen. Så fortæller jeg forældrene, hvordan barnet har haft det, og håber, at det får en dag hjemme bagefter. Og det sker heldigvis nogle gange.«

Arbejdsmoral. Andre gange oplever Danielle Mercier, at det syge barn kommer i børnehave igen dagen efter. »Nogle forældre er jo så pressede, at børnene bliver sendt af sted, selvom de er forkølede. Jeg kan også mærke, at enkelte forældre har en norm om, at man møder på arbejde, selvom man er lidt syg. Og den norm gælder også for deres børn,« fortæller Danielle Mercier. Hun møder forskellige reaktioner fra forældrene, når hun ringer og beder dem om at hente. »De fleste kommer i en fart og er glade for at kunne drage omsorg for deres syge barn. Hos nogle få forældre kan jeg mærke, at det stresser dem, når jeg ringer. For man har jo kun én sygedag med barnet, og det passer aldrig godt. Det kender jeg også fra mig selv.« »Men andre siger til mig, at det er dejligt, jeg ringer, for så forstår deres arbejdsplads, at barnet er syg,« tilføjer hun.

Mister kropsfornemmelsen. Danielle Mercier forstår godt det dilemma, som småbørnsforældre står i, når de skal vælge mellem hensynet til deres syge børn og presset fra et travlt arbejdsmarked. Som hun siger, så blev forældrene helt sikkert hjemme med deres syge børn, hvis de kunne. Til gengæld har hun ikke meget forståelse for de forældre, der giver barnet en febernedsættende pille og derefter afleverer det i institutionen. »På barnets vegne synes jeg, at det er problematisk. Barnet bliver bedøvet og kan ikke bruge sin kropsfornemmelse eller give udtryk for den, og det betyder, at vi kan komme til at udsætte barnet for aktiviteter, som det slet ikke er rask nok til,« siger Danielle Mercier. »Jeg skal som pædagog være ekstra meget på vagt og passe på barnet, og jeg skal bremse det, når det ikke kan bremse sig selv. Det synes jeg ikke er en rar situation,« fortsætter hun. Som regel fortæller barnet selv, at det har fået en pille om morgenen. Så holder Danielle Mercier ekstra øje med barnet, og hvis barnet får feber efter et par timer, ringer hun til forældrene og beder dem om at hente. »Men jeg står ikke klar til at konfrontere forældrene med, at barnet har sagt, at det har fået en pille. Jeg gør dog ved barnets start i institutionen forældrene opmærksomme på, at det ikke kan være her på febernedsættende og smertestillende medicin. Og det kan de fleste forældre også godt forstå,« fortæller hun.

Send hjem på den pæne måde
Det kan være svært at afvise forældre, der afleverer syge børn. Her får du andre pædagogers bud på, hvordan du bedst sender de syge små hjem igen:
1. Giv allerede fra første dag nye forældre besked om, at syge børn ikke hører hjemme i institutionen.
2. Hent Sundhedsstyrelsens folder ’Smitsomme sygdomme hos børn og unge, og hav den i nærheden, så du kan henvise til den.
3. Tal barnets sag. Lad forældrene forstå, hvor meget det kræver af børnene at gennemføre en dag i en institution, og at I ikke har ressourcer til at tage jer specielt af et sygt barn.
4. Brug smitteargumentet. Fortæl, at det syge barn smitter både andre børn og voksne.
5. Bed eventuelt forældrene om at tage barnet til læge, hvis du er i tvivl om, om barnet smitter.
6. Hvis alt andet ikke virker, så henvis til din leder.
Kilde: ’Syge børn i daginstitutionen’, BUPL’s ­medlemspanel, august/september 2013 (åbne svar).