Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 01
Underretninger: Et utilstrækkeligt kort svar
Med Barnets Reform skal kommunerne svare ja eller nej til spørgsmålet om, hvorvidt de har gjort noget ved sagen. Spørgsmålet er bare, om det er nok at få et ja eller nej.
Af: Maja Nohr og Signe Arevad Hansen
Forestil dig, at du har sendt en underretning af sted vedrørende Emma i den institution, hvor du er ansat. Der er gået nogle måneder, og du har ikke hørt et eneste ord fra kommunen. Du er bekymret for Emma, for mor lugter lidt for ofte af Tuborg og magter ikke at sørge for varmt tøj og madpakke. Og egentlig er du også frustreret, for hvad nytter det hele, hvis ingen hjælper Emma videre?
Eksemplet er ikke uden hold i pædagogers virkelighed. En undersøgelse lavet i 2007 af analyseinstituttet YouGov Zapera for Ankestyrelsen viser, at en tredjedel af de institutioner, der har foretaget underretning, aldrig har modtaget nogen reaktion på underretningen fra kommunen.
Et af elementerne i Barnets Reform er et forsøg på at imødekomme det problem. Fra den 1. januar 2011 giver forslaget pædagoger og andre fagfolk ret til at blive orienteret om, hvorvidt kommunen har fulgt op på deres underretning eller ej. Det har de ikke haft før.

Pædagoger skal være part. "Forslaget om retten til orientering er vigtigt, selvom det kun er første skridt på vejen," siger
Pauline Ansel-Henry, som er konsulent i BUPL og har siddet med i et af inspirationsmøderne omkring Barnets Reform.
"Mange pædagoger peger på, at man mister modet, hvis man ikke får oplyst, hvad der videre sker i en sag, og så underretter man måske ikke næste gang," siger
Pauline Ansel-Henry.
Hun mener dog ikke, at det er tilstrækkeligt, at pædagoger kun får at vide, om kommunen har fulgt op på sagen eller ej.
"I BUPL mener vi, at pædagoger skal være part i sagen på samme måde, som kommunen og forældre er parter. Har man en sag om et barn, burde alle, der har med barnet at gøre, inddrages i løsningsforslaget om barnets fremtid. Man kan ikke forestille sig, at pædagoger, der er så mange timer sammen med barnet, er irrelevante parter i en sag."
Undersøgelsen fra analyseinstituttet YouGov Zapera understøtter BUPL's holdning. Her viser resultaterne, at en fjerdedel af pædagogerne peger på dialog, faglig anerkendelse og det at blive hørt som den største udfordring for at få et tættere tværfagligt samarbejde omkring de udsatte børn.

Skal inddrages i praksis. Netop manglen på anerkendelse af pædagogernes arbejde er ifølge Pauline Ansel-Henry tydelig, når man ser på rollefordelingen i en sagsbehandling.
"Vores tænkning omkring udsatte børn retter sig i alt for høj grad mod sagsbehandlingen, selvom sagsbehandlerne kun har børnene to procent af tiden. Pædagogerne har børnene 80 procent af tiden, så hvad med at lytte til deres bud på tiltag for barnet? Faktisk devaluerer man pædagogernes arbejde ved at holde dem udenfor."
Pauline Ansel-Henry har helt konkrete forslag til, hvordan pædagogens viden om barnet kan inddrages efter en underretning. Foruden at sidde med til relevante møder, skal man også tænke pædagogerne mere ind i praksis. Det kan man blandt andet gøre ved, at pædagogerne laver konkrete aftaler med forældrene på baggrund af det problem, familien har. Det betyder, at pædagogerne kan være med til at støtte dem i deres forældreevne.
"Hvis far har svært ved at styre temperamentet, når Sofie ikke vil med hjem fra SFO'en, så kan pædagogerne og faderen have den aftale, at han lige går en tur rundt om bygningen og køler af, før han kommer ind igen. Omvendt må pædagogerne være indstillet på at bakke op om aftalen. Også selvom klokken er fem minutter i lukketid. Det handler helt enkelt om at være en del af sagen og blive involveret i stedet for bare at få at vide, at sagen kører."

En dårlig idé. Margit Kaalund, som er sagsbehandler i Lemvig Kommune, synes dog ikke, at yderligere involvering af pædagogerne er en god idé.
"Det, der nogle gange giver problemer, er, at pædagogen opfatter sig selv som en del af sagen. Men lovgivningen er sådan, at de ikke har ret til at få en tilbagemelding på selve indholdet i sagen."
Hun begrunder sin holdning i barnets tarv. Barnet risikerer at komme i klemme, hvis der opstår en konflikt mellem forældre og pædagoger.
"Man skal ikke gå bag om ryggen på forældrene. Det kan være meget ødelæggende i et samarbejde, og så går det ud over børnene. Hvis en institution gerne vil have besked, vil jeg i stedet foreslå, at de indkalder til et møde med forældrene."
Selvom Margit Kaalund er imod pædagoger som parter i en sag, kan hun godt leve sig ind i det utilfredsstillende ved som pædagog bare at få et ja eller nej på spørgsmålet om, hvorvidt kommunen er gået videre med sagen.
"Jeg kan sagtens forestille mig, hvorfor en pædagog har behov for at vide noget konkret om indholdet af sagen. Det er jo et følelsespræget område. Pædagogen har set og oplevet nogle ting med det her barn, som gør indtryk, så hun vil gerne vide, hvad der videre er sket. Derfor er jeg heller ikke sikker på, at det er nok for pædagogerne bare at få at vide, at der arbejdes på sagen."