Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 36
Børn i sorg; Luft for sorgen
Tavsheden er ikke guld, når det gælder børn i sorg, mener psykoterapeut Ilona Bechsgaard. Hun har som en af få herhjemme sorggrupper for børn helt ned til tre år. Det gælder om at møde børnene i det nu, hvor de er uden at trække voksensnak og abstrakte begreber ned over dem
Af: Helle Kjærulf
"Nu græder mit hjerte ikke så meget mere," siger en seksårig pige. Hun bliver spurgt, om hvordan hun ved, at det er tid til stoppe i sorggruppen.
Hver anden uge er hun kommet i en af de sorggrupper, som psykoterapeut Ilona Bechsgaard leder. Sammen med syv andre børn, der har mistet en forælder, har hun her fået lov til at snakke om sin mor. Børnene spiser sammen, leger, tegner og fortæller. De viser hinanden og de voksne billeder og ting, som forbinder dem til mor eller far, der er forsvundet fra deres dagligdag. Men som i høj grad lever i deres følelser og tanker. Her er der plads til at få luft for sorgen. Som regel går børnene i gruppen mellem et og to år.
"Den største misforståelse er, at man tror, at det kan være en hjælp at undlade at tale med børnene om den, de har mistet. Tavsheden er virkelig en dræber," siger Ilona Bechsgaard, der er privatpraktiserende psykoterapeut i Århus med speciale i sorg, krise og livskvalitet.
En anden misforståelse er, at mange går ud fra, at man ikke kan hjælpe små børn.
"De tror, at de er for små til at forstå, hvad der sker. Det kan godt være, at de er det ud fra en voksen forståelsesramme, men derfor kan vi ikke tillade os som voksne at konkludere, at det ikke er muligt at hjælpe dem. Vi må bare finde en ramme, der kan bruges i forhold til dem," siger hun. Ilona Bechsgaard har siden 1994 holdt foredrag og kurser om børns og voksnes sorg. I over tre år har hun haft sorggrupper for børn i alderen 3-12 år. I grupperne er der ud over Ilona Bechsgaard altid mindst en hjælper tilstede.
"Et lille barn kan sagtens føle sorg. Hvis en toårigs mor eller far dør, mærker de selvfølgelig, at den elskede person er væk. Og de kan reagere på mange forskellige måder. Måske mister de lysten til at lege, de får skrigeture, hvor de er utrøstelige, eller de får fysiske symptomer som hovedpine, mavepine eller overvældende træthed."
Ilona Bechsgaard er ikke i tvivl om, at også helt små børn under tre år kan hjælpes, hvis de mister en forælder. Derfor planlægger hun en sorggruppe til børn under tre år, hvor den tilbageblevne forælder skal være med.
"Selv om de ikke har et sprog, kan vi både tale med dem og dele sorgen med dem på mange måder. De er måske den allermest udsatte gruppe, fordi de ikke kan give udtryk for, hvad de føler. Derfor er der så meget mere grund til at være ekstra opmærksomhed på dem og deres reaktioner," pointerer hun.

Sanser i brug. Ilona Bechsgaard forklarer, at med de små skal alle sanser tages i brug.
I sorggruppen snakkede hun med en femårig dreng om moderens død og tiden op til hendes død, hvor drengen havde hjulpet med at passe sin syge mor.
"Jeg sagde blandt andet, at han jo havde hjulpet hende og givet hende vand. Men ordene tændte ham ikke rigtig. "Kunne vi ikke tage dukken?" sagde jeg. "Nu leger vi, at dukken er mor". Så lagde vi dukken ned på puden og fandt et glas vand."
""Der var også sugerør", sagde han. Så sad han igen og gav mor vand med det sugerør, og det var så tydeligt, at dukken i det øjeblik forvandlede sig til at blive hans mor. Han levede sig fuldstændig ind i erindringen om, da han gav mor vand. Han har selv siden refereret til det. Det fik meget mere substans for ham, at vi gjorde det på den måde."
Ofte har børnene ting med i sorggruppen. Det kan være en uldtrøje, som mor gik meget med. Ved at røre ved den eller tage den op til kinden, kan de genkalde sig at blive puttet af mor. Eller det kan være en undertrøje, der får et sprøjt af fars barbersprit, så den dufter af far. I rundkredsen med levende lys i midten synger børnene også sange, som de har sunget med mor eller far, eller fortæller historier, som far har fortalt.
Ilona Bechsgaard oplever ofte at børn, der har mistet deres far, savner kildeturene eller slåskampene.
"Så somme tider kilder vi dem og slås med dem. En mor blev engang helt paf, da hun så hvor vildt, jeg legede med hendes søn. Vi hylede og skreg og havde det rigtig sjovt."

Et frirum. Sorggruppen bliver et frirum for børnene. De ved, at her er alle følelser tilladt. De bliver mødt der, hvor de er og får hjælp til at udtrykke det, som gør allermest ondt, og som det kan være svært at finde ord for.
""Det er rart at være sammen med andre, der forstår", som en pige udtrykte det," siger Ilona Bechsgaard.
Somme tider holder barnet sorgen tilbage derhjemme, for at far eller mor ikke skal blive ked af det.
"Det siger børnene så i sorggruppen, og så taler vi om det. Vi aftaler også at det, de fortæller, er fortroligt. Men nogle gange beslutter vi i fællesskab at fortælle noget til far eller mor, så barn og forældre får mulighed for at ændre på deres situation. Vi har en hemmelig klub her. Og det vil sige, børnene har et frirum. Derhjemme vil de måske ikke sige, at jeg er rigtig gal på far, fordi han har forladt os, men her kan de få lov til at udtrykke vreden".
"Når barnet får hjælp, er det en hjælp til hele familien. Nogle forældre "glemmer" at bearbejde deres eget tab, fordi de bruger alle deres kræfter på at hjælpe børnene godt igennem. Omvendt holder børn ofte deres sorg tilbage for ikke at puste til sorgen hos de andre i familien. Mange forældre har givet udtryk for, hvor stor en lettelse det er for dem, at de ved, at der bliver taget hånd om barnets sorg. Det giver dem fred i sjælen og mange gange det overskud, der skal til for selv at komme op igen."

Jeg vil dø. En dreng på fem år talte meget om, at han gerne ville dø. "Det er selvfølgelig ikke rart for hverken faderen eller de andre børn i sorggruppen. Og vi havde meget svært ved at komme til bunds i, hvorfor han ville dø. En dag, da drengen bliver hentet, siger faderen til mig, at de skal flytte, hvorefter drengen siger: "Jeg vil ikke flytte". Næste gang i sorggruppen lægger jeg det ud i gruppen: "Er der nogen af jer, der har prøvet at flytte?" Børnene fortæller, og det viser sig, at drengen har prøvet at flytte to gange. Første gang da far og mor blev skilt, anden gang da mor døde. Så er det jo ikke underligt, at han synes, det er farligt for ham at flytte, for hvad er det næste, der kan ske. Nu vil han gerne dø, fordi han godt kunne tænke sig at komme op og hilse på mor. "Hvor tror du, mor er?" "Hun er på Mars", svarede han prompte. "Hvis mor kunne give dig et godt råd, hvad tror du så, hun ville sige til dig?" - "Hun ville sige, at jeg ska' leve mit eget liv". Da faderen kom og hentede ham, sagde drengen: "Nu vil jeg ikke længere dø, for hvis mor kunne gi' mig et godt råd, ville hun sige, at jeg ska' leve mit eget liv". Han svarede selv. Jeg stillede bare spørgsmålene."

Følelser. Hvorfor er det så svært for voksne at snakke med børn om sorg?
"Voksne kan ikke have en professionel distance, de bliver nødt til at involvere sig selv følelsesmæssigt, ellers virker det ikke. Vi kan ikke tale om sorg og tab uden at involvere følelserne. Derfor bliver vi berørt af barnets situation og historie, og det trykker måske på sorger, tab og ubearbejdede ting, som vi selv har med i rygsækken," forklarer Ilona Bechsgaard.
Når et nyt barn kommer ind i gruppen, kender den nye ikke de andres historie, og alle får mulighed for endnu en gang at fortælle, hvorfor de er i sorggruppe. Udviklingen hos de "gamle" i gruppen er tydelig.
"De har fået åbnet for minderne og for, hvad der rent faktisk er sket i forløbet i sorggruppen. Mange flere detaljer er kommet på. Nu er det ikke blot, "far døde af kræft", men "lige til sidst, da han skulle i kemoterapi, stødte der en blodprop til". De kommer undervejs i tanke om noget, de aldrig før har sagt. Langsomt får de fyldt huller ud, så det hele passer sammen."
Hun bruger tit det billede, at sorgen har flere lag. Når det første lag af sorgen er bearbejdet, bliver der åbnet for et nyt, som så skal afdækkes.
"Det er tydeligt at se, at de børn, der har et forløb i sorggruppen og når et lag dybere, også får mulighed for at bearbejde sorgen på et meget dybere niveau. For hvert lag bliver også smerten mere og mere opløst, og der bliver igen plads til livsglæden," siger Ilona Bechsgaard.
"I sorggruppen hjælper vi også børnene med at huske og bevare deres historie, så minderne om mor eller far ikke forsvinder."

Kun 10 procent har en sorggruppe
Psykoterapeut Ilona Bechsgaard er en af de fagpersoner i Danmark, som har specialiseret sig i at arbejde med sorggrupper for børn. Kræftens Bekæmpelse har en database, som registrerer sorggrupper i hele landet. I øjeblikket har de omkring 240 registrerede, men der findes maksimum 300 sorggrupper i hele landet. Det svarer til 3600 børn, men der er hele tiden flere end 40.000 børn i den alder, der mangler en af deres forældre. Det vil sige, at der er under ti procent, der har mulighed for at komme i sorggruppe.


Sorgreaktioner hos børn
• Angst.
• Frygt for at være alene.
• Længsel og savn.
• Mareridt og søvnproblemer.
• Tilbagetrækning, isolation og tristhed.
• Skyld, selvbebrejdelse og skam.
• Vrede og opmærksomhedskrævende adfærd.
• Skolevanskeligheder.
• Fysiske onder: hovedpine, mavesmerter, sengevædning.

Kilde: Atle Dyregrov, dr.phil. og klinisk psykolog fra temanummeret "Børn i sorg", Dansk Pædagogisk Forum nummer 3/2002