Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 05
Chikane på nettet. Karsten blev hængt ud på Facebook
Karsten Lerche blev truet med bank på internettet, fordi en mor var utilfreds med håndteringen af hendes søn. FTF’s medlemsorganisationer oplever et stigende antal sager om netchikane.
Af: Tanja Lærke Larsen
En morgen ringer telefonen hjemme hos Karstens Lerche, der er pædagog i skolen og SFO’en i den lille midtjyske landsby, Rårup. Det er skoleleder Anders Hyltoft.
»Han siger, at der er skrevet om mig på Facebook, og at jeg bliver truet med at få bank. Der er mange, der har kommenteret det, og de har også skrevet mit navn og adresse i tråden,« fortæller Karsten Lerche.
Det hele starter dagen i forvejen. Der er maddag i SFO’en, og Karsten Lerche sidder ved bordet med en lille dreng, der ikke vil spise andet end spaghetti med dressing. Efter lidt forhandling går drengen med til at hælde et par spiseskefulde majs over spaghettien.
»Vi skændtes overhovedet ikke eller noget i den retning. Jeg kørte hjem og tænkte ikke mere over det, for det var en ganske almindelig situation,« siger Karsten Lerche.
Men morgenen efter modtager Karsten Lerche så opkaldet fra skolens leder, som har fået en henvendelse fra en gruppe forældre fra SFO’en. Forældrene har set, at moren til den lille dreng skriver på sin Facebook-side, at Karsten Lerche har tvunget hendes søn til at spise en dåse majs. Tråden udvikler sig mere og mere truende, efterhånden som morens venner også kommenterer. Derfor er forældrene bange for, at der skal blive gjort alvor af truslerne. Karsten Lerche tager dog situationen roligt.
Anders Hyltoft går ned i SFO’en og snakker med de kolleger, som var sammen med Karsten Lerche dagen forinden. De kan ikke genkende moderens udlægning af episoden. Han forhører sig også hos politiet og prøver at få moren til at slette tråden på Facebook. De aftaler et møde.
»Moren meddelte, at hun nu havde skrevet sin søn ind på en naboskole. Det lykkedes aldrig rigtigt at få hende til at forstå, hvad der var gået galt i hendes håndtering af sagen,« fortæller Anders Hyltoft.

Opmærksomhed på problemet. I FTF’s medlemsorganisationer, som blandt andet tæller lærere, socialrådgivere og pædagoger, oplever man, at antallet af chikanesager på internettet er stigende. Derfor har FTF netop udgivet en guide og et idékatalog, som skal hjælpe til at forebygge chikane på hjemmesider og sociale medier.
Selvom kun et fåtal pædagoger oplever chikane på internettet, er BUPL’s faglige sekretær, Mette Aagaard Larsen, enig i, at det er væsentligt at sætte fokus på problematikken.
»Det er vigtigt, at tillidsrepræsentanten og lederen kender deres rolle, og at pædagogerne ved, hvem de skal gå til, hvis de oplever chikane på nettet. Hvis man opdager små som store sager, må man tage det op med det samme og få fat på den forælder, der har skrevet på Facebook,« siger Mette Aagaard Larsen.
Hun opfordrer de enkelte institutioner til altid at gå til BUPL, hvis en pædagog bliver hængt ud for grove forsømmelser.
»Det er især i de tilfælde, hvor pædagoger bliver hængt ud for pædofili eller misrøgt i deres arbejde, vi har et kæmpestort problem. Der skal vi have fundet ud af, hvordan vi kan stoppe det, eventuelt i samarbejde med de andre organisationer i FTF,« siger Mette Aagaard Larsen.

Tre råd mod chikane
• Lær at nedtrappe konflikter.
• Lær at spotte potentielle krænkere.
• Lav en personalepolitik med procedurer for, hvordan I skal håndtere chikane.
I guiden på side 34 kan du lære mere om, hvordan du og din institution kan forebygge og håndtere chikane på internettet og de sociale medier.