Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 14
Kursus. Nye ledige får opgraderet CV’et
Som nyuddannet pædagog kan jobsøgningen godt trække tænder ud. BUPL’s A-kasse giver med et uddannelses- og praktikforløb mulighed for at opgradere CV’et og at få mere viden og erfaring, mens man venter på drømmejobbet.
Af: Laura Philbert
Når den første glæde over at være færdiguddannet har fortaget sig, og virkeligheden banker på med jobansøgninger, samtaler med klamme hænder og et lidt for tyndt CV, er gode råd dyre.
BUPL’s A-kasse tilbyder sine nyuddannede medlemmer et særligt uddannelses- og praktikforløb, der skal lette vejen til arbejdsmarkedet.
»Der er en ret høj arbejdsløshed blandt dimittender, og i stedet for at man går og er frustreret over, at man ikke kan finde arbejde, er det godt at bygge oven på sin pædagogiske viden og få styrket sin selvtillid og faglighed. Man kvalificerer sig simpelthen yderligere til jobmarkedet,« siger Lasse Bjerg Jørgensen, formand for BUPL’s A-kasse.
Forløbet, der startede i april sidste år, har indtil videre været en succes. 70 procent af de nyuddannede, der deltog i kursusforløb i 2012, er kommet i arbejde. Blandt deltagerne har været nyuddannet Alexander Mørup Rasmussen, som netop har afsluttet et kursus- og praktikforløb om mediekultur. Her fik han gode erfaringer med at inddrage en iPad i undervisningen af en dreng med ADHD.

Et signal. Lasse Bjerg Jørgensen fortæller, at ordningen også kan bestå af jobrotation, som giver fastansatte pædagoger mulighed for ekstra uddannelse, mens de nyuddannede opkvalificerer sig ved at afprøve nye redskaber fra et kursusforløb i praksis.
»Arbejdsgiverne kan se, at du bruger din arbejdsløshedsperiode til at være aktiv, og det, tror jeg, mindsker risikoen for, at din ansøgning bare bliver smidt i bunken med de andre. Desuden får man mulighed for at udvide sit netværk, og det er hamrende vigtigt, når man søger arbejde,« fortæller Lasse Bjerg Jørgensen.
Rundtomkring i landet bliver a-kassens nyuddannede med­lemmer tilbudt forskellige kursusforløb med fokus på emner som for eksempel pædagogisk udviklingsarbejde, kommunikation og mediekultur, alt sammen under det overordnede emne social inklusion.

Undervisning og jobrotation
Forløbet kan for eksempel bestå af undervisning og virksomhedspraktik, en løntilskudsstilling eller jobrotation.
A-kassens jobteam inviterer løbende sine medlemmer til informationsmøde, når der er aktuelle kursusforløb i deres område. Du kan også selv kontakte a-kassens jobteam på mail: jobvejledning@bupl.dk eller på tlf. 3546 5263.
Kursus- og praktikforløbene startede i april sidste år, og de ophører igen i april 2014. BUPL-A arbejder på at forlænge den periode.

Arbejdsløse pædagoger
Ud af BUPL’s cirka 52.000 medlemmer er 3.446 ledige. Heraf er omkring en tredjedel dimittender, mens omkring halvdelen har mindre end et års arbejdserfaring.