Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 14
TEMA: YTRINGSFRIHED. Hun ville ikke bøje nakken
En vred mail fra chefen skulle lukke munden på en daginstitutionsleder, som havde skrevet et kritisk læserbrev i en lokalavis. Men lederen ville ikke finde sig i at få mundkurv på.
Af: Laura Philbert
Lige inden lederen af en daginstitution lukkede sin institution for julen den 23. december, opdagede hun, at en mail var tikket ind i hendes indbakke. Mailen var fra hendes chef, forvaltningschefen i kommunen, der var utilfreds med et læserbrev, lederen fik bragt i en lokal avis dagen forinden. I brevet havde lederen kritiseret kommunens plan om rent administrativt at flytte en specialinstitution for handicappede børn ind under dagtilbudsloven. Ændringen ville betyde, at forældrene skulle til at betale for institutionspladsen og transport af børnene.
»Kommunen, som var i gang med en stor spare­runde på det tidspunkt, forsøgte at score en fortjeneste på et forkert grundlag. Og det, syntes jeg, var ikke fair over for forældrene,« fortæller lederen, der ønsker at være anonym, fordi hun ikke vil puste nyt liv i sagen.
»Min chef gik på pension året efter, og jeg har ingen intention om at stå offentligt frem, for sagen er lukket nu. Men jeg har været igennem en proces, som har haft store personlige konsekvenser for mig,« forklarer hun.

Genovervej dit læserbrev. Lederen underskrev ikke brevet som leder af en daginstitution, men som medlem af bestyrelsen i et politisk parti, som hun havde meldt sig ind i to år forinden. Forvaltningschefen anklagede lederen for at være ’galt på den’ i forhold til en række faktuelle oplysninger og opfordrede hende til at genoverveje læserbrevet – både som leder og som medlem af et politisk parti. Men han ønskede ikke at antaste hendes ytringsfrihed, tilføjede han.
»Han skrev, at der er ytringsfrihed, og at jeg endelig skal gøre brug af den, men i resten af mailen siger han det modsatte. Det var ikke en reaktion, jeg forventede af min chef. Jeg følte mig simpelthen angrebet,« siger lederen.
Mailen fra forvaltningschefen var også sendt til direktøren, udvalgsformanden og lederen af den institution, der skulle omdannes.
»Jeg kunne have bøjet nakken og sagt undskyld. Men jeg kunne ikke bære tanken om at skulle fortsætte som leder med det stempel på ryggen. Jeg måtte overveje, om jeg var klar til at risikere mit job, og det fandt jeg frem til, at jeg var, for jeg skal kunne se mig selv i øjnene om morgenen, når jeg står op,« siger lederen.

Lavinen ruller. Så snart hun fik mulighed for det, kontaktede lederen sin lokale fagforening for at finde ud af, hvad hendes rettigheder og muligheder var. Med hjælp fra en jurist fra BUPL formulerede hun et svar til sin chef. Her forsvarede hun sit læserbrev og oplysningerne i det. Hun forklarede, at hun udelukkende tog udgangspunkt i oplysninger, som var offentligt tilgængelige på kommunens egen hjemmeside, og henviste desuden til sin ytringsfrihed som offentligt ansat. Afslutningsvis skrev hun, at hun ikke ville genoverveje læserbrevet og anmodede ham om at trække sin opfordring tilbage.
»Hensigten med forvaltningschefens mail var at klaske mig på plads. Jeg kunne helt have ladet være med at svare på den, og så var der måske ikke sket mere. Men jeg syntes, jeg var nødt til at svare på den. Og så kørte lavinen,« siger lederen.
’Kom nu ned på jorden igen’, lød svaret fra forvaltningschefen, som skrev, at han ville kigge forbi for at snakke sagen igennem.
Lederen understregede, at hun tog sagen dybt seriøst, og bad om et formelt møde med en dagsorden, men forvaltningschefen dukkede i stedet uanmeldt op i hendes insitution nogle dage senere. Under mødet fortæller lederen sin chef, at hun er gået til sin fagforening, og hun insisterer på, at de tager referat.
»Han prøvede igen at slå det hen. Jeg prøvede virkelig at holde tungen lige i munden, for jeg tænkte, at han ikke måtte slippe ud ad døren, uden at jeg havde noget på papir. For ellers kunne sagen blive ved med at køre. For mig at se, var det for alvorlig en sag til bare lige at sludre om over en kop kaffe,« forklarer lederen.
Modvilligt gik chefen med til at skrive referat, og her skriver han, at han opfatter læserbrevet som en illoyal handling over for den institution, sagen handler om, og lederen af den pågældende insitution.
»Det fortæller mig, at manden ikke vidste, hvad han havde gang i. Illoyal kan jo være fyringsårsag. Og så skriver han, at jeg har optrådt illoyalt over for en kollega. Jeg fortalte, at jeg ville vende det med BUPL, og jeg tror først, det var der, det gik op for ham, at jeg mente det seriøst,« siger lederen.

Aldrig det samme igen. Lederen aftalte et officielt møde med sin chef, en personalekonsulent fra kommunen og en jurist fra BUPL. Inden mødet spurgte juristen lederen, hvad hendes mål var, og hvor langt hun var villig til at gå.
»Jeg gjorde det klart, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at få et stykke papir, hvor der stod, at min chefs angreb mod mig ikke var rimelige. Og det fik vi til sidst min chef til at gå med til,« fortæller lederen, der også fik chefen til at sende dokumentet ud til de personer, der var sat cc på i den første mail.
I dokumentet fremgik det, at lederen ikke havde anført urigtige oplysninger i læser­brevet, og at hun ikke havde handlet illoyalt over for lederen af den omtalte specialinstitution. Desuden stod der, at parterne i sagen var gået galt af hinanden, og at kommunen ikke havde haft intentioner om at begrænse lederens ret til at ytre sig som privatperson.
»Det er benhårdt og hamrende grænseoverskridende at tage kampen op med egen leder på den måde. Man skal virkelig stå fast og have is i maven. Jeg fortalte min chef, at det aldrig ville blive som før. For jeg havde simpelthen ikke tillid til ham længere,« siger lederen.

Skriveblokering. Lederen har altid været glad for det skrevne ord, så da hun meldte sig ind i et politisk parti, var hun ikke i tvivl om, at hun kunne gøre sig gældende i form af læserbreve.
»Det skrevne ord forsvinder ikke, så jeg er altid meget omhyggelig med det, jeg skriver. Jeg ved, jeg kan blive hængt op på det, og det kan jeg godt lide,« fortæller lederen, der efter sagen med sin chef pludselig oplevede at få en skriveblokering.
»Jeg prøvede flere gange at sætte mig ned og skrive et læserbrev – der sker jo hele tiden noget i kommunen, som man som politisk aktiv kan give sin mening til kende om. Men jeg kunne simpelthen ikke få to ord ned på papiret. Det var fuldstændig umuligt. Det varede et par måneder. Men hvis jeg ville fortsætte med at byde ind politisk, var jeg nødt til at komme op på hesten igen,« siger hun.
Inden hele sagen begyndte at rulle, havde lederen stødt på sin chef, der bemærkede, at hun var kommet godt i gang med at skrive læserbreve. Hun spurgte ham, hvordan han forholdt sig til det, hvorpå han svarede, at det var fint, så længe hun overholdt de gældende retningslinjer og loyalitetspligten over for kommunen.
»Der kan nemt opstå kasketforvirring, men jeg er ikke forvirret. Jeg kender reglerne for, hvad jeg kan udtale mig om som leder, og hvad jeg kan udtale mig om som politisk medlem eller privatperson. Hvis jeg vil udtale mig som leder, skal jeg først tale med mine foresatte. Jeg skal være loyal, og det er jeg også,« forklarer lederen.

Pædagoger overlever. Lederen oplever sjældent, at pædagoger råber op, når de er utilfredse. Hun mener, tavsheden skyldes, at pædagoger er så pressede, at de ikke orker at tage kampen op.
»Pædagoger har en utrolig stor faglighed og faglig stolthed, men den lider under besparelser og dårlige arbejdsforhold. De bruger al deres energi på at udfylde deres faglige rolle på arbejdet, så de kan se sig selv i øjnene. Når de endelig kommer hjem, holder de fri og oplader til dagen i morgen,« siger lederen.
Hun peger på, at samtidig med at forholdene er blevet værre, er der færre, der tør råbe op. De frygter at blive anklaget for at klynke eller ligefrem at risikere en fyreseddel, mener hun.
»Som leder er jeg i en eller anden grad altid på og til rådighed, og derfor tænker jeg også på arbejdet, når jeg har fri. Men jeg tror, mange pædagoger overlever ved at lægge arbejdet fra sig, når de går ud ad lågen.«

Dig og mig og vi to. Lederen oplever, at de nye, yngre pædagoger i dag ikke har det samme forhold til fagforeningen som hendes egen generation. Men hun understreger, hvor vigtigt det er at være fagligt organiseret.
»De unge har ikke fået tanken om, at sammen er vi stærke, og vi løfter i flok, ind med modermælken. De tænker i højere grad på, hvad de skal betale, og hvad de får for pengene. Men vi skal lære dem, at fagforeningen ikke er ’dem’, men ’os’. Dig og mig og vi to,« mener hun.
Hun fortæller, at man hurtigt kan havne i en situation, hvor man har brug for juridisk hjælp eller andre former for støtte fra sin fagforening. Også som leder.
»Jeg havde måske på anden vis klaret skærene uden BUPL, men jeg kender til eksempler, hvor pædagoger og ledere ikke har haft alternative muligheder for at kunne trække på ekspertise og få assistance – og så er man i den grad på den! Mit medlemskab af BUPL må siges at have vist sig som en rigtig god forsikring eller investering,« siger lederen.