Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 22
Du store verden. Ny bog bygger bro til børn i Afrika
Afrikanske børn tegner en palme, når de danske tegner et grantræ. Men der er også mange ligheder mellem børn i Danmark og Afrika, fortæller bogen ’Afrikanske børnestreger’.
Af: Trine Vinther Larsen
En tegning er et udtryk, som er uafhængigt af sprog, køn, alder, religion eller natio­nalitet. Og netop derfor har pædagog Iben Kjølby Korneliussen valgt at bygge bro mellem børn i Afrika og børn i Danmark gennem et ­tegneprojekt.
Idéen til projektet ’Afrikanske børnestreger’ havde hun tumlet med længe, og sidste forår kunne hun med opsparet ferie og støtte fra forskellige organisationer ­afholde tegneworkshops med 20 børn med tilknytning til en SOS Børneby på Zanzibar.
Tegningerne fra workshoppen kombineret med børnenes fortællinger om billederne blev 6. november udgivet i bogform i Danmark. Bogen er siden sendt gratis ud til 1.750 danske daginstitutioner.
Iben Kjølby Korneliussen håber, at bogen kan skabe forståelse for, at selvom der er forskelle, er der også mange ligheder mellem mennesker i verden.
»Da jeg inden min afrejse talte med børnene i den børnehave, hvor jeg arbejder, mente nogle, at børn i Afrika fik forurenet vand og ikke havde mad nok. Én troede slet ikke, at der bor børn i Afrika, men kun vilde dyr. Og det er ikke fordi, jeg vil romantisere Afrika. Vi skal også forholde os til problemerne, men børn skal være modne til det. Med bogen vil jeg gerne give børn et første­håndsindtryk af Afrika, som viser dem lighederne frem for forskellene. Jeg tror, at når der i bogen bliver sat navn og ansigt på det barn, der har tegnet, og barnet fortæller om en hverdag, der ligner de danske børns, så får vi et andet forhold til børn i Afrika og verden i det hele taget. Det er lettere at forholde os til nogle, vi opdager, vi ligner, end nogle vi tror, vi er meget forskellige fra,« siger Iben Kjølby Korneliussen.

Hvilke ligheder så du?
»Ligesom i en dansk børnegruppe syntes nogle af de afrikanske børn, at det var hårdt, at de nu skulle tegne igen, og andre var bare så klar. Også i deres valg af motiver var de ens. De tegnede det, der lige optog dem i deres liv – en havde besøgt sin bedstemor, og en anden havde været på havnen med sin mor. Hvis de tegnede fra deres fantasi, kunne det være en talende fisk, noget alle børn kan forholde sig til. Forskellen var, at hvis de afrikanske børn skulle tegne et træ, så tegnede de en palme«.

Hvordan kan institutioner bruge bogen?
»Bogen er oplagt til at arbejde med læreplanstemaet 'kulturelle udtryksformer og værdier'. Man kan blive inspireret til selv at lave en bog med glimt fra danske børns liv. I min børnehave vil vi lave tegninger og sende dem til børnene på Zanzibar, så de kan få noget igen fra os.«

Om bogen
’Afrikanske børnestreger – En børnebog fra Afrika’ af Iben Kjølby Korneliussen. Forlaget Siesta, 48 sider, vejl. pris 150 kroner. Børnebogsprojektet er blandt andre støttet af SOS Børnebyerne, der har hjulpet med at skabe kontakter i Afrika. BUPL og PLS har også støttet økonomisk.

Hvem er forfatteren?
Iben Kjølby Korneliussen er pædagog i en specialgruppe i en børnehave og afrikaentusiast.