Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 04
Pædagoger bliver syge af konflikter
Samarbejdsproblemer mellem ledere og pædagoger er en væsentlig årsag til sygdom blandt pædagoger, viser statistik fra BUPL.
Af: Gitte Rebsdorf
Når pædagoger bliver syge af længerevarende belastninger på arbejdet, er den væsentligste årsag samarbejdsproblemer med deres ledere, viser en arbejdsskadestatistik som BUPL har udarbejdet. I 2010 var der 44 tilfælde, som skyldtes samarbejds­problemer med ledelsen. Til sammenligning var der kun 20 sager om indeklimaforhold og 10 sager om støj.
Konflikterne mellem pædagoger og deres leder bunder blandt andet i, at økonomien er presset mange steder, vurderer formand for BUPL’s lederforening Sanne Lorentzen.
»Lederne er presset økonomisk, og hvis de er presset ovenfra, presser de måske selv nedad. Arbejdsforholdene er ikke så rummelige mere. Medarbejderne skal yde det optimale, ellers er der ikke plads til dem,« siger Sanne Lorentzen.

Større krav giver stress. Det dårlige samarbejde mellem ledelse og medarbejdere handler om manglende støtte, dårlig kommunikation eller mobning og chikane, fremgår det af statistikken fra BUPL.
Statistikken viser videre, at psykiske lidel­ser udgør den hyppigst forekommende erhvervssygdom. 63 procent af de 156 erhvervssygdomme, der var i 2010, var psykiske lidelser.
BUPL ser mange pædagoger, der går ned med stress. Det skyldes, at kravene er større i dag, hvor pædagogerne skal kunne arbejde på tværs af institutioner og afdelinger, mener Sanne Lorentzen.
»Det er ikke længere nok at orientere sig mod sin egen stue. Det kræver stor smidighed og omstillingsparathed hos medarbejderne. Dem, der ikke kan klare det, og dem, som er alt for perfektionistiske, bliver ramt af stress,« siger hun.

Ingen anerkendelse. Pædagoger, som er udsat for en øget psykisk belastning på arbejdspladsen, bliver ofte ladt i stikken, for det er svært at få disse sager anerkendt som en erhvervssygdom.
I 2010 var der 99 sager, hvor pædagoger fik psykiske gener af at gå på arbejde, men kun fem af disse sager endte med at blive anerkendt. Det efterlader pædagogerne med store problemer, vurderer sagsbehandler i BUPL Jacob Madsen.
»De er formentlig blevet syge af at gå på arbejde, og samtidig ender de måske også med at miste deres arbejde. Det er en barsk cocktail,« siger han.
Faglig chef i Arbejdsskadestyrelsen, Merete Roos oplyser, at der på nuværende tidspunkt mangler dokumentation for, at psykiske skader har sin årsag i arbejdet.
»For at kunne anerkende disse lidelser skal man kunne dokumentere medicinsk, at lidelsen også er forårsaget af arbejdet. Det kan vi med PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder. red.), men der er en lang række andre lidelser, hvor vi ikke kan, og det kan gøre det svært at få dem anerkendt,« siger hun.
Merete Roos oplyser videre, at der lige nu er et forskningsprojekt i gang via Arbejdsmiljøforskningsfonden, hvor det bliver undersøgt, om mobning og chikane kan føre til psykiske skader.

Mere dialog. Joan Frausing er leder af SFO’en på Rosenvangsskolen i Viby ved Aarhus. Hun kan nikke genkendende til disse samarbejdsproblemer, som hun kender fra sin egen arbejdsplads.
»Jeg har haft det tæt inde på livet. Mange af problemerne bunder i, at normeringerne ikke er høje nok som følge af dårlig økonomi. Det gør medarbejderne syge,« siger Joan Frausing, der også er medlem af BUPL’s lederforening.
Konflikterne mellem ledere og medarbejdere forsøger hun at løse ved i højere grad at inddrage pædagogerne.
»Det er vigtigt, at de bliver inddraget i processen, når der sker forandringer. Som leder skal man være opmærksom på at have en løbende dialog med pædagogerne og dermed etablere en forventningsafstemning omkring vilkårene for at udøve pædagogisk arbejde,« siger hun.
Et af BUPL’s fokusområder er da også det psykiske arbejdsmiljø.