Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 18
Alene på flugt
Det kan være benhårdt, men også meget meningsfyldt at arbejde som pædagog på Center Gribskov, hvor 36 teenagedrenge fra 11 lande bor. Drengene er flygtet alene til Danmark og kommer hertil med ar på krop og sjæl
Af: Lotte Scharff
Røde Kors-flaget knejser stolt i den livgivende, varme forårssol foran Center Gribskov, der ligger langt fra alfarvej dybt inde i Gribskov. I personalets opholdsrum pruster kaffemaskinen, mens gruppeleder Birgitte Ridderhauge fortæller om arbejdet med de 36 drenge mellem 15 og 17 år, der for tiden bor på centret.
Drengene er flygtet fra deres hjemland af vidt forskellige årsager. Men fælles for dem alle er, at de har taget flugten alene. De har sagt farvel til deres forældre, hvis de da stadig er i live, venner, livsform og kultur for at tage til et fremmed land, hvor alt er helt anderledes, end det de kom fra.

En smertelig beslutning. Det er hovedsageligt forældrene, som sender børnene til Danmark. Og tesen om, at det er velhavende børn, der skal have en uddannelse her, holder ikke. Forældrene har, efter meget smerte og tunge overvejelser, valgt at sende deres børn i sikkerhed i Danmark, fortæller Birgitte Ridderhauge, stedfortrædende leder af Center Gribskov.
Drengene kommer fra Albanien, Kosovo, Pakistan, Burma, Rusland, Afghanistan, Irak, Marokko, Libanon, Somalia og Rwanda.
Nogle af drengenes forældre er døde for eksempel på grund af krig i hjemlandet, nogle ved ikke, hvor forældrene er, de kan være blevet væk fra hinanden under flugten, eller de kan være blevet sendt i forvejen af deres forældre, som ville følge efter på et senere tidspunkt.
Når børnene er nået i sikkerhed fra krigen, hungersnøden eller flygtningelejren, begynder et helt nyt liv for dem. Et liv, hvor danske pædagoger ansat i et af de seks Røde Kors-centre, der tager sig af de uledsagede flygtningebørn, skal hjælpe dem med at lære Danmark at kende og kunne begå sig her.
»Det er en altafgørende forandring i deres liv, at de er flygtet og står alene i verden. De er blevet revet ud af en sammenhæng og sendt til et land med en kultur, lyde og lugte, de aldrig har kendt til eller vidste eksisterede. Men samtidig er de helt almindelige teenagedrenge med den udvikling, som den slags drenge har. Og den fortsætter her, mens vi arbejder med deres tab. Vi bruger lang tid på at tale med dem om, hvad asyl betyder, mens de venter på svar om deres asylsag,« forklarer Birgitte Ridderhauge.

Ingen asylpædagogik. Ventetiden, som kan vare helt op til tre år, er for drengene fyldt med fortvivlelse, søvnløshed og uvished om deres families skæbne i hjemlandet.
»Det er en stor og interessant udfordring for en pædagog at arbejde med de børn. For der er ingen teorier om, hvordan man skal håndtere flygtningebørn. Begrebet asylpædagogik eksisterer ikke. Derfor bruger vi meget tid på at diskutere det enkelte barn, hvilke forudsætninger han har, og hvad han har brug for. Samtidig er vi også nødt til at generalisere, og det er den sunde, normale side, fordi det er teenagedrenge, og der kan vi bredt gå ind med den pædagogiske indsats over for dem, så vi rammer hele gruppen bredt,« siger Birgitte Ridderhauge.
Og de 12 pædagoger på Center Gribskov prøver også at støtte børnene i deres egen kultur blandt andet ved at fejre deres højtider, samtidig med at pædagogerne også skal give drengene en forståelse af, hvad det er for mærkelige ting, vi gør i Danmark.
»Vi lærer dem, at de selv skal vaske deres tøj, at spare på energien, lægge et budget og holde det og selv købe og lave mad,« siger Birgitte Ridderhauge.
Drengene får udbetalt 37,25 kroner dagligt af staten til mad. Derudover får de 241,00 kroner hver 14. dag i lommepenge og optjener hver dag syv kroner i tøjpenge, som de får udbetalt hver sjette uge.

Kyllingevinger til morgenmad. Maden bliver lavet i et af de to institutionslignende køkkener med hvide fliser på væggene, grå linoleumsgulv og lange køkkenborde af rustfrit stål. De få krydderier på hylden vidner om, at det ikke er den store kogekunst, der udvises her.
»Drengene er jo som alle andre drenge i den alder. Deres penge går ikke altid til den sunde kost. Så der bliver indtaget mange forårsruller, kyllingevinger og pomfritter. Det er jo billig mad,« smiler Birgitte Ridderhauge.
Fra køkkenet kan man gå direkte ind i en opholdsstue, der er sparsomt møbleret med runde borde, hvor grønne stole står hulter til bulter. I opholdsstuen står også en række køleskabe opmarcheret på ægte kollegiemaner med hver sin hængelås på.
Birgitte Ridderhauge viser rundt på Center Gribskov, der består af forskellige huse. To af dem bor drengene i på dobbeltværelser. Vi vandrer ned ad de lange, kedelige og relativt mennesketomme gange, hvor et skilt med ordene "Have a good holiday" på den blå opslagstavle taler sit tydelige sprog om, at påsken står for døren.
Mange af drengene er rejst væk på påskeferie forskellige steder i landet hos mennesker, de kender, forklarer Birgitte Ridderhauge om årsagen til, at gangene ikke genlyder af drengestemmer, der er gået i overgang og høj musik fra værelserne.
I opholdsstuen møder vi dog tre drenge, der lige er blevet færdige med at spise morgenmad bestående af kyllingevinger og pomfritter. Den ene af drengene, en 16-årig dreng fra Afghanistan, indvilliger i at vise mig det værelse, han deler med en anden dreng, som også er fra hans land.
Værelset er aflangt med et stort vindue for endevæggen. To senge står op ad hver sin væg. Over sengene er væggene tapetseret med sort/hvide billeder af indiske skønheder. For enden af sengen har drengene hver sit skrivebord, hvor lektierne bliver lavet. Og et 14-tommers tv og lille stereoanlæg sørger for underholdningen. Her har Kryber boet, siden han kom til Danmark for 10 måneder siden. Han er ikke meget for at sige noget om, hvad han synes om at bo her.

Ingen farlige dyr her. En del af pædagogernes arbejde er også at ruste drengene til, at de skal kunne klare sig selv, hvis og når de får den eftertragtede asyl i Danmark.
»Så bliver de jo i løbet af to måneder sendt af sted til en kommune, hvor de får enten en lejlighed eller et klubværelse at bo i. Og så er det jo vigtigt, at de kan overholde et budget,« siger Birgitte Ridderhauge.
Men inden drengene når så langt, har de skullet forholde sig til mange mærkelig ting i det fremmedartede land, de nu opholder sig i.
For flere af dem er et toilet lige så fremmedartet som at besørge i et hul i jorden er for os. Og mange af drengene har heller ikke været begejstrede for at skulle bo på Center Gribskov, fordi det ligger så langt inde i skoven.
»Nogle af drengene har vi brugt lang tid på at forklare, at der altså ikke er farlige dyr i skoven i Danmark, som de er vant til fra deres hjemland,« fortæller Birgitte Ridderhauge.
For der er nemlig ingen kære mor på det område. Drengene er nødt til at skulle spadsere den knapt to kilometer lange vej gennem skoven, når de skal have toget fra trinbrættet Mårum ind til Hillerød for at købe ind, gå i biografen eller bare slentre rundt i byen og gøre sig bekendt med den.

En dagligdag med fortvivlelse. På Center Gribskov går drengene også i skole hver dag fra klokken 09.00 til 14.30 sammen med børn fra et andet, nærliggende asylcenter. I skolen bliver de undervist i dansk, geografi, computer, billedkunst, træarbejde, og en ansat sygeplejerske tager sig af at lære børnene om sundhed.
Pædagogerne oplever ofte, at drengenes humør er lige så ustabilt som aprilvejret.
»Deres tid her er jo plaget af fortvivlelse over deres situation og viden om, at mens de kan spise sig mætte hver dag og trygt gå til ro i en varm seng, sulter deres forældre og søskende i en flygtningelejr i Afghanistan. Så fortæller vi dem, at det er hårdt at være dig, og vi forstår dem,« siger Birgitte Ridderhauge.
Hun lægger heller ikke skjul på, at det ind imellem tærer på sjælen at arbejde med børnene.
»Når de tager de dyk, bliver det som pædagog rigtig svært. Her må vi trække på vores livserfaring, og der er heller ingen tvivl om, at nogle af drengene kryber længere ind under huden, end andre gør. Men man skal lære ikke at tage alverdens problemer på sine skuldre, og at drengene er her på gennemrejse og så gøre deres tid her til en god tid,« mener hun.

Han fandt sin bror. Til gengæld giver arbejdet med de uledsagede flygtningebørn hende meget.
»Det giver rigtig meget mening at arbejde med de børn. Vi laver ikke noget arbejde, som man ikke kan se en mening med. Det er berigende at arbejde med dem, og det sætter mit eget liv i perspektiv at få indsigt i den del af livet, som drengene repræsenterer,« siger hun med et smil, der breder sig over hele ansigtet.
Hendes bedste solstrålehistorie om en af drengene handler om en 16-årig dreng, som havde mistet forbindelsen totalt til sine forældre. Han vidste til gengæld, at han havde en bror i Danmark. Men ikke hvor broderen boede. Drengen kunne kun huske broderens fornavn, og Birgitte Ridderhauge prøvede så gennem Røde Kors Tracing Center at finde broderen.
Det lykkedes ikke, og hun måtte selv fortælle den triste meddelelse til drengen. Men den 16-årige dreng var ikke tabt bag en vogn. Han skrev adskillige sedler på sit eget sprog og hængte dem op i forskellige etniske forretninger i Hillerød. Og en dag kom hans bror vandrende op ad grusvejen gennem skoven sammen med en anden Røde-Kors medarbejder. Broderen havde nemlig set sedlen ved et tilfælde i en af forretningerne.
»Det glemmer jeg aldrig. Den måde han holdt fast i min arm på, da han fortalte, at det var hans bror, der stod der, og blikket i hans øjne,« husker Birgitte Ridderhauge og erkender, at sådanne historier får vandstanden i øjnene til at stige.
Det er oplevelser som denne, der også er med til, at Center Gribskov ikke er en svingdørsarbejdsplads.
»Selv om centret kun har været åbent siden sidste vinter, har vi ikke haft den store udskiftning i personalestaben. De fleste af de ansatte blev i første omgang ansat på korttidskontrakter, men de er siden blevet fastansat,« fortæller Birgitte Ridderhauge.