Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 01
I sværmens vold
Livet i et stort, levende og mobilt netværk, stærkt styret af mobiltelefonen, har gjort de unges identitetsdannelse til en proces og et projekt. Det sande jeg findes ikke længere. Frem­tiden? Den tegner lyst.

Hvert forår og efterår samles enorme stæreflokke i Tøndermarsken for at æde stankelbens- og gåsebillelarver, inden de skal på træk. Rovfuglene ser også frem til stærens træk. Sandsynligvis som et forsvar mod rovfuglenes angreb samler stærene sig ved solnedgang i flokke på helt op til en million fugle.
Sværmene er så store, at de nogle gange nærmest kan skygge for solen. Derfor kaldes fænomenet også for ’sort sol’, og fugleinteresserede i tusindvis valfarter til Sønderjyllands vestkyst for at se de fantastiske mønstre, den tilsyneladende koordinerede koreografi, som fuglenes overlevelsesinstinkt kaster dem ud i.

Men der er ingen koreografi, ingen førerstær, der fortæller de andre stære, hvordan de skal flyve. Stærene finder sammen og flyver tæt sammen ved at holde øje med de nærmeste artsfæller og gøre som dem. De koordinerede bevægelser er en dynamisk skiftende akkumulering af individuelle beslutninger – og det går så lynhurtigt, når en flok skifter retning, at man skulle tro, at det var en kollektiv beslutning.
Af: Steffen Hagemann
Fra de slår øjnene op om morgenen, til de lægger sig til at sove om aftenen, er mobiltelefonen en uundværlig og integreret del af deres liv. Anne Vendelin Sørensen 16 år, Louise Kristensen, 17 år, og Achim Jacobsen, 17 år, går i klubben Fristedet i Horsens. De er alle "mobilafhængige" som klubbens leder Jan Søgaard udtrykker det.
Anne går i 10. klasse og står op halv seks om morgenen for at nå i skole til tiden. Hun begynder dagen med at sende sms'er til en 40-50 venner.
"Så skriver jeg 'god morgen' til dem alle sammen," fortæller hun.
"Og så skriver jeg bare dagen igennem," fortæller hun.
Hun er afhængig af sin telefon:
"Jeg skal have den på mig, undtagen når jeg er i bad," fastslår hun.
Achim anslår, at han skriver omkring 500-600 beskeder om dagen.
"Jeg kan ikke lægge den fra mig i 10 minutter uden at skulle hen og kigge på den. Det kan jeg ikke klare," siger han og takker sin mobiltelefon for, at han overhovedet har lært at skrive:
"Jeg er ordblind, men i en alder af 10 fik jeg en telefon, og det var den, der lærte mig at skrive," siger Achim, der lige nu går og venter på at komme ind på en produktionsskole.
Louise, der går i 9. klasse, kommer ind til interviewet med sin mobiltelefon i hånden. Hun er lige ved at svare på en sms. Hun har ikke et overblik over, hvor mange sms'er hun sender i løbet af en dag, siger hun. Hun taster på sin mobil for at kigge i mobiltelefonens log.
"Men jeg har haft min mobil i to måneder, og jeg har sendt ... ja min far blev lidt sur over det her den anden dag ... jeg skal lige ... 25.325 beskeder på to måneder," siger hun så.

Både Louise og Anne har et abonnement, hvor der er fri brug af sms.
Achims abonnement giver ham ret til at sende 10.000 sms'er om måneden. Det koster ham 100 kroner om måneden. Men det er slet ikke nok, og når han bruger mere, skal han betale ekstra. Det har kostet ham 500 kroner mere om måneden i de to måneder, han har haft telefonen.
Louise har siddet ved interviewet i fire minutter, så tikker der en sms ind. Hun begynder at svare med det samme. Hun kan sagtens høre efter, mens hun skriver, forklarer hun. Hun behøver slet ikke at kigge på telefonen, når hun sms'er, demonstrerer hun.
Det har hun glæde af, når hun er i skole. For der er det nemlig forbudt at sms'e i timen. Men den regel overtræder Louise let og ofte. Hun læner sig en smule ind over et imaginært bord med venstre hånd i vejret for at vise, hvordan hun foregiver at være en engageret elev, der gerne vil svare. Ned langs siden har hun så mobiltelefonen i højre hånd.

"Så tror de, jeg følger med," siger hun og tilføjer, at hun er den eneste i klassen, der skriver i timerne uden at blive opdaget.
"Alle andre plejer at rende på toilettet," supplerer Achim.
Louise må heller ikke have sin mobil med, når hun skal spise sammen med familien. Den regel overholder hun heller ikke. Ligesom i skolen har hun telefonen under bordet. Og ingen opdager noget, siger hun.
"Det kan vi præstere alle sammen," siger Achim, og Anne nikker bekræftende.
Telefonen kan gøre det svært at koncentrere sig, især om lektierne. For ofte er det sjovere at skrive med vennerne, siger Achim.
"Så får du ikke lavet lektier, og så bliver ens lærer sur," siger han.
Annes mor har luret det.
"Min mor plejer altid at tage den, så hun ved, jeg laver lektier," sukker hun.
Achim kan dog godt undvære sin telefon på særlige tidspunkter, nemlig når han er til BMX eller styrketræning.
"Der kan jeg ikke klare, at min telefon forstyrrer. Så vil jeg hellere lægge den fra mig. Men når jeg kommer hjem, så ligger der 50-60 beskeder, bare på en enkelt time," siger han.

De bruger alle tre telefonen til at koordinere, hvem de skal være sammen med hvornår. Og hvert eneste tilbud bliver vurderet, fortæller Louise. Hun går gerne, hvis der sker noget spændende et andet sted.
"Det kommer an på, hvad der sker. Man vurderer, hvad man lige har lyst til," siger hun.
Bliver folk ikke sure, hvis man bare går?
"Man kan ikke tage hensyn til dem alle sammen," siger Louise og forklarer, at taktikken så er at lave en ny aftale en anden dag med de venner, man må afvise.
Festerne er også blevet en naturlig del af det liv, der skal koordineres via sms. Achim beskriver, hvordan det foregår:
"Så sidder vi alle sammen i en sofa. I stedet for at snakke med hinanden så sms'er vi med hinanden, for det er umuligt at høre hinanden," siger han. Via sms koordineres det, hvornår man går videre til den næste fest. Nogle gange ender det med at venner splittes i løbet af aftenen.
"Og så sidder vi ved hver vores fest og skriver sammen igen," siger han.
Det lyder åndssvagt.
"Det er også åndssvagt. Man sidder og kigger på hinanden, mens man skriver, så kigger man op, nikker, og så går man. 'Hvorfor går I?' 'Det har vi aftalt.' Og der er ikke blevet sagt noget," siger han.

Men det kan også blive for meget med alle de sms'er, mener Achim.
"Nogle gange er det træls, for det er det samme, det samme, det samme, de skriver, hele vejen igennem," fortæller han.
Hans lillebror, Thor, kan være specielt emsig. Han skriver efter to et halvt minut, hvis Achim ikke har svaret ham. Det eneste, der står i sms nummer to, er 'Hallo'. Svarer Achim ikke på det hallo rimeligt hurtigt, så ringer Thor.
"Det er også tit, at nogen skriver 'hej'. Og ikke andet. For at sikre sig, at jeg er på. Så ved man ikke, hvad man skal skrive til dem, så skriver man 'hej', men så skriver de ikke igen," siger Achim Jacobsen hovedrystende.
Også for Anne kan sms'erne tage overhånd.
"Mange gange har jeg ondt i tommelfingeren, når jeg skal sove, fordi jeg skriver så mange sms'er på en dag," siger hun.

Den amerikanske forfatter Howard Rheingold drager i bogen 'Smart mobs' som den første paralleller mellem dyrerigets enorme sværme og de unges netværk gennem mobiltelefonen. De unge befinder sig ikke nødvendigvis fysisk sammen, men de er altid forbundet gennem mobiltelefonen, altid klar til at finde nye steder at sværme hen, nye begivenheder, der måske er lidt sjovere end det, man lige sidder i her og nu.
Blandt insekter er evnen til at samarbejde i sværme udtalt hos myrer og bier. Her formår det enkelte bo at udføre opgaver, som langt overstiger det enkelte dyrs formåen. Disse insektkolonier kaldes af myreforskeren William Morten Wheeler for 'superorganismer'.
Der er fire karakteristika for disse superorganismer eller sværme, om man vil:
• Fraværet af en central styring
• De enkelte enheder er autonome
• Høj grad af forbindelse mellem de enkelte enheder
• De enkelte enheder påvirker hinanden, men ikke lineært

De fire træk gælder for alle slags sværme, om det er insekter, fugle eller børn og unge, der holder sig i konstant kontakt med hinanden via mobiltelefonen.
Sværmens magt kan være overvældende. Rasende bier kan stikke og dræbe ubetænksomme mennesker, der forstyrrer deres bo. Stæreflokke kan - selv om det skulle være uhyre sjældent - tvinge en angribende rovfugl væk, simpelthen ved at skide den ned, så fjerene klistrer sammen, og rovfuglen ikke kan flyve længere.
Og så er der sms'ens evne til at skabe og koordinere en menneskesværm.

Normalt er der store ord forbundet med epokegørende øjeblikke i menneskehedens historie. Da astronauten Neil Armstrong i 1969 som det første menneske satte sin fod på månen, sagde han: "That's one small step for man, one giant leap for mankind." (Et lille skridt for mennesket, et stort skridt for menneskeheden).
Fornavnet har de tilfælles. Alligevel var historiske ord ikke det, den 22-årige ingeniør Neil Papworth fra firmaet Airwide Solutions tænkte over, da han den 3. december 1992 sendte verdenshistoriens første tekstbesked til en mobiltelefon. Modtageren var Vodafone-direktør Richard Jarvis.
Neil Papworth havde ikke nogen følelse af, at han var særligt udpeget til at skrive historie.

"Vi tænkte, at sms var en smart måde for et firmas medarbejdere at sende simple beskeder til hinanden. Jeg ville aldrig have forudsagt, at det ville brede sig til forbrugerverdenen og blive, hvad det er i dag. På det tidspunkt så det ikke ud til at være noget særligt," har Neil Papworth sagt.
Dengang var mobiltelefonerne ikke udstyret med mulighed for at sende tekstbeskeder, så Neil Papworth brugte en almindelig computer. Modtageren, Richard Jarvis, var udstyret med en mobiltelefon af mærket Orbitel 901.
Netop den 3. december var Jarvis til firmaets årlige julefest, så Neil Papworth sendte en besked, der om ikke andet passede til den lejlighed: 'Merry Christmas' stod der.
I 1993 udviklede Nokia en telefon, der også kunne sende tekstbeskeder. Det endelige gennembrud for sms-teknologien kom i slutningen af årtusindet, hvor det digitale mobiltelefonnetværk GSM blev fremherskende. Samtidig blev det som noget nyt muligt for folk at sende sms'er til andre mobiltelefoner, uanset hvilket netværk de var på.
IT-og Telestyrelsen begyndte først at føre statistik over sms-trafikken i år 2000. Dengang blev der i første halvår sendt 287 millioner sms'er. I første halvår af 2008 blev der sendt 6,5 milliarder sms-beskeder i Danmark, viser IT- og Telestyrelsens telestatistik, som også viser en stigning på 654 millioner sms'er på et år fra første halvår 2007 til første halvår 2008.

Sværmens magt kan ikke overvurderes. Den mest radikale historie om sms'ernes betydning kulminerede den 20. januar 2001. Den filippinske præsident Joseph Estrada gik den dag over i historien som den første præsident, der måtte gå af på grund af mobiltelefonens evne til at mobilisere masserne, fortæller Howard Rheingold i 'Smart mobs'.
På en time samledes titusindvis af filippinere fire dage tidligere på Epifano de los Santas Avenue i Manila, af filippinerne populært kaldet Edsa. En simpel sms-besked havde samlet dem der: 'Go 2EDSA, Wear blck.' Over de næste dage troppede mere end en million indbyggere op, styret af bølger af sms'er og fortrinsvis klædt i sort. Til sidst måtte Estrada gå af.
Men også i Danmark bliver sms-netværket brugt til at udfordre magthaverne. Da Ungdomshuset blev ryddet den 1. marts 2007, var det sms'er, der i de følgende dage blev brugt til at koordinere de unges ballade. Mens urolighederne stod på, steg sms-trafikken med 45 procent i Københavnsområdet.
Utilpassede unge, som det vist hedder, er også hurtige til at mangedoble deres antal med flittig brug af sms'er, hvis der er konfrontationer med politiet, ballade med konkurrerende grupper eller bare ualmindeligt meget gang i den.

De fleste unge bruger dog primært telefonen til det fredelige formål at holde styr på, hvor vennerne er, hvad de laver, og til at vedligeholde og pleje deres venskaber. Eller sagt på en anden måde: Til at være en del af sværmen. Derfor er mobiltelefonen blevet helt og aldeles uundværlig.
Det kunne lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Ida Wentzel Winther konstatere, da hun i efteråret 2006 i fire måneder tog på feltarbejde i en nordsjællandsk klub med medlemmer mellem 12 og 17 år. Her observerede hun i klubbens centrale rum, Caféen, de unges aktiviteter, omgangsformer og sociale liv - når hun da ikke lige, på de unges opfordring, spillede bob, kort, eller bagte kager med dem.

Telefonen fyldte enormt meget, fortæller Ida Wentzel Winther. Hun rejser sig op i sit lille kontor, hvor der trods de få kvadratmeter er blevet plads til en briks, et skrivebord og et lillebitte cafebord med tilhørende stole. Hun tager sin egen mobiltelefon, en halvgammel Nokia, i hånden og holder den ud for sig i næsten strakt arm med skærmen vendt op mod sit eget ansigt.
"De kommer ind sådan her. Og så går de med den hele tiden," fortæller Ida Wentzel Winther, mens hun tager et par hastige skridt frem og tilbage for at demonstrere, hvordan de unge nærmest bliver trukket rundt af mobiltelefonen.
"Og hvis den ikke er her, så sidder den i bukselommen, og den går op og ned af lommen hele tiden," siger hun.
"Det er interessant at se, hvad der sker i det sociale møde, når sådan et lillebitte objekt konstant får forrang. Den kan ringe - og stort set alt andet holder op," siger hun og trækker de sidste seks ord ud for at understrege pointen.
De unge fortalte selv, at de altid havde telefonen tændt. Men det viste sig, at der var to undtagelser. Når de spillede fodbold, og når de spillede Counterstrike. For hvis man kigger på sin telefon, mens man spiller Counterstrike, så bliver man dræbt.
"Men i alle andre sammenhænge, når de spiser, når de sover, når de er i bad, når de er i skole, er den tændt, tændt, tændt," siger Ida Wentzel Winther.
Selv i skolen, hvor den skal være slukket, har de telefonen tændt. De viste forskeren det, de selv kaldte 'tyrkertricks', nemlig hvordan de bar sig ad med at sms'e med telefonen i en hat, i en bog eller under bordet.
Hun spurgte dem, hvordan det var hele tiden at have telefonen tændt, og de unge indrømmede, at det godt kunne være træls, for telefonen forstyrrede også.
"Men sådan er det bare. Den er et indiskutabelt vilkår. Det kan man ikke gøre noget ved," siger Ida Wentzel Winther.

Hvordan ser livet så ud i klubben? Her er et uddrag af en observation, som Ida Wentzel Winther har skrevet:
"En gruppe spiller poker i et hjørne. Lidt uden for rundkredsen sidder en af de store drenge. Han sidder lidt tilbagetrukket fra de pokerspillende andre og sms'er. I det modsatte sofahjørne flyder tre drenge. De har hver sin mobil i hånden. Sidder og snakker og kigger specielt på den midterste drengs mobil. De driller ham med, at en pige hele tiden sms'er ham. Mehmet og Izmir spiller fodboldspil (...). Izmirs telefon ringer flere gange, og imens han taler, venter Mehmet uden et ord." (fra Dansk Sociologi nr. 2/2007)
Som Ida Wentzel Winther tørt konstaterer, så foregår meget af det sociale samvær omkring telefonerne.
Hun kunne også iagttage, hvordan de unge med en sms kunne lokkes til at slutte sig til den del af sværmen, der ikke var i klubben. Hun beskriver en situation, hvor nogle drenge spillede poker, mens andre spillede bordfodbold. Så tikkede der en sms ind ovre ved pokerbordet. På få sekunder pakkede de sammen, og så var de væk, uden nogen sagde noget. Også drengene ved bordfodboldspillet brød op.
"Det er helt tydeligt, at det er den samme besked, der kommer ind. Der sker et eller andet. Der er ikke nogen, der siger 'Vi går lige derhen'. De står heller ikke til regnskab, og de føler sig ikke forpligtet til at fortælle nogen noget, heller ikke dem, de sidder og spiller poker med, hvis det ikke er dem alle sammen," siger hun.

Men ikke alle er en del af netværket, kunne Ida Wentzel Winther også konstatere under sit feltstudie.
Hun skriver i Dansk Sociologi:
"Sanne viser en af de voksne sin nypyntede mobiltelefon. Herefter sætter hun sig ved det lange bord i midten af Caféen. Her bliver hun siddende et par timer og kigger tavst på den store fladskærm, der hænger i loftet. Der skiftes indimellem rundt mellem MTV og Disney Channel. Foran på bordet ligger hendes mobiltelefon synligt fremme. Men den ringer eller bipper ikke en eneste gang, mens hun sidder der. Hun sidder alene midt mellem alle de andre. Er ikke i kontakt med nogen, men objektet til at kunne komme det er parat."
Ida Wentzel Winther ryster let på hovedet af den sørgelige historie.
"Vi kender godt folk, der sidder og flagrer med en hånd, der er rakt ud, og ingen tager den. Det var vi også ude for før mobiltelefonen. Der var også bænkevarmere før. Det bliver bare så tydeligt i den her sammenhæng," siger hun.
Men når mobiltelefonen hele tiden har forrang, går det så ikke ud over nærværet og fordybelsen?
"Det ligger lige for at sige sådan. Men det kræver, at vi har en fast opfattelse af, hvad fordybelse er," siger Ida Wentzel Winther.
Hun kalder det en digitalt assisteret uopmærksomhed.
"De unge er hele tiden på vej andre steder hen. De er både tilgængelige, nærværende, og potentielt fraværende. Der er hele tiden noget, der kan kalde på dem, men det betyder jo ikke, at de ikke kan være nærværende her og nu," siger hun.
Hun nævner, at mange af dem godt kan sidde fordybet i et værkstedsprojekt og være meget koncentrerede. Så kan de lige svare telefonen, og så er de fordybet igen.
"Jeg skal jo ikke gøre mig til dommer over, om de ikke er koncentrerede. Men de er klar til hele tiden at lade sig afbryde. Det her potentielle fravær er interessant. Jeg skal ikke udtale mig om, hvornår de er nærværende. Det er et udsagn fra en, der ikke er vokset op med en mobiltelefon," fastslår hun.

Ud over de unges massive brug af mobiltelefonen var der især en anden ting, der slog hende: Der var absolut ingen regler for, hvordan de unge måtte bruge telefonen i klubben. Pædagogernes argument var, at klubben skulle være et fristed, og kommer der for mange regler, så kommer de unge ikke.
"Hvad er det så, der gør, at den del af kroppen ikke skal reguleres? Man skal også tage jakken af. Man skal ikke tisse på gulvet, men gå på toilettet. Der er masser af regler for noget, der er integreret i vores kroppe, så hvorfor ikke lige telefonen," spørger Ida Wentzel Winther forundret.
"Nu siger jeg ikke, man skal have regler, men jeg fandt det meget interessant, at man slet ikke havde taget stilling. Man havde ikke overvejet at skulle overveje det," siger hun.

Lige bag Søborg Kirke i Gladsaxe ligger en stor, gammel kasse af en gulpudset villa. Her holder Klubben Søborg til med 181 medlemmer i fritidsklubben og 96 i ungdomsklubben.
Den dag Børn&Unge er på besøg, er der netop premiere på dvd'en fra klubbens MPB-arrangement. Lige nu kører showet på en stor fladskærm, og drenge og piger ligger spredt ud over de tre sofaer, der står i hestesko i rummet. Bag ved sofaerne står tre piger og gentager de trin og bevægelser, de kan se oppe på skærmen, til mindste detalje. Det er nemlig deres egen optræden, de danser til.

Bortset fra dvd-premieren er det en almindelig dag i klubben, som om eftermiddagen har åbent for børn fra 4.-7. klasse. Otte drenge er søgt op i computerrummet, der ligger oppe under tagspærene.
Nogle piger har travlt med at lave julegaver inde på syværkstedet, andre er trukket ud i det store kaninbur, hvor afdelingsleder Dennis Waldemar har ansvaret for, at børn, unge og de 34 kæledyr trives.
Hvis man kigger godt efter, kan man se det. Hos samtlige børn ligger der i højre bukselomme en mobiltelefon. Og det er bestemt ikke noget problem for 29-årige Dennis Waldemar.
"Det er en del af deres hverdag at bruge mobiltelefon. Vi ville trække en kunstig hverdag ned over hovedet på dem, hvis vi forbød dem at bruge mobiltelefon. Det er en tid, der ikke er mere. Og det vil nogen begræde, og andre synes, det er fint," siger Dennis Waldemar, der har arbejdet 11 år i Klubben Søborg.
"Jeg kan da godt få nogle holdninger til det, men egentlig er det bare en konstatering af, at sådan er samfundet i dag, og det indretter vi os efter. Vi prøver at tilpasse os og at få det bedste ud af det. De har jo mobiltelefon hele tiden. Lærerne prøver at forbyde dem i skolen, og vi ved udmærket godt, at det ikke lykkes, for de sms'er til os, mens de er i skole," smiler han.
Det er heller ikke forbudt at have mobilen med på tur. Men hvis telefonbrugen tager overhånd, så kan man risikere at blive bedt om at indskrænke sig lidt.

Hybenvej er en af de adresser, som i Horsens ikke har den bedste klang. De store blokke med socialt boligbyggeri bærer nok en stor del af skylden for det. Hybenvej er også adressen på Klubben Fristedet, en 900 kvadratmeter stor klub med plads til 142 børn i dagtimerne. Ud- og indvendigt er byggeriet holdt i de røde og brune mursten, som både nåede at blive moderne og umoderne igen i løbet af 1970'erne.
Jan Søgaard, 50 år, har været leder i Klubben Fristedet siden 2001. Her har man en lidt mere restriktiv tilgang til mobiltelefoner.
"Vi har diskuteret på et personalemøde, om vi skulle være mobilfri zone. Men vi er nået frem til, at det er så stor en del af de unges netværk i dag, at så ville de sidde og gemme sig ude på toiletterne med mobiltelefonerne," siger Jan Søgaard.

"Vi vil hellere være med til at præge dem til en fornuftig mobiltelefonkultur: Skru ned, når der er andre. Læg den, når du spiser. Lad være med at tage den, når du sidder og snakker med andre folk, medmindre det lige er det, du er i gang med. Snak med hinanden, det er tåbeligt at sidde og sende en sms til hinanden, når I sidder på den anden side af bordet. For det gør de jo," siger han.
Grundreglen i huset er, at mobiltelefoner ikke må være til gene. Har man en for høj ringetone, eller hører man høj musik på den, bliver man bedt om at skrue ned.
Og reglerne lader til at virke, fortæller Jan Søgaard.
"Der, hvor vi tydeligst kan mærke det i hverdagen, er, at vi sjældent skal bede nogen om at skrue ned. På den måde er vi nået et stykke vej," siger han og tilføjer, at der selvfølgelig ikke sker noget ved, at der sidder nogle unge i en sofa og udveksler ringetoner.
"Men da vi er mange, der skal være her, er vi nødt til at have nogle restriktioner for at overleve alle sammen."

Klubben Fristedet i Horsens har besluttet, at alle lejre er mobilfri zoner. Skulle nogen komme til at tage mobiltelefonen med, bliver den simpelthen inddraget. Den beslutning er godt for nærværet, mener leder Jan Søgaard.
"Det giver en anden ro, et andet samvær, når vi er på lejre, fordi de ikke skal forholde sig til den. Den er der bare ikke, den findes ikke, og så glemmer de den også," siger Jan Søgaard og tilføjer, at der typisk går en halv til en hel dag, inden abstinenserne hos de mobilafhængige har fortaget sig.
Han understreger, at når de er på koloni, så har de unge heller ikke tid til at savne mobilen.
"Vi aktiverer dem hele tiden. B.S. Christiansen og hans jægerkorps er vand imod, hvad vi udsætter vores unger for, når vi er ved Vesterhavet," griner han under et overskæg, der sikkert ville få selvsamme B.S. til at nikke anerkendende.
På trods af at lejrene er mobilfri, så har klubben ingen problemer med at få tilmeldinger til lejrene. Og det er ikke noget problem for de unge, fastholder han:
"Når telefonen ikke er der, så er den der ikke. De har heller ikke pc'er med."

"Aj, det er virkelig hårdt," siger 16-årige Anne Vendelin Sørensen fra Fristedet om de mobilfri ture.
"Så finder jeg vel nogen at snakke med, og så må jeg bare leve med det," siger hun og tilføjer, at der venter et hårdt arbejde, når hun kommer hjem fra turen og skal besvare de godt 300 sms'er, der plejer at ligge og vente på hende.
For Achim Jacobsen og Louise Kristensen er savnet af mobiltelefonen ikke så hårdt. De overtræder nemlig begge to forbuddet.
Klubben har en traditionel julelejr, hvor de plejer at svælge i hygge, flødesovs og flæskesteg. Her er telefonerne naturligvis forbudt. Men Louise har fundet et godt gemmested.
"Det er bare at åbne foret og ind under madrassen med telefonen. Under middagen spørger man, om man lige må gå på toilettet, og så tjekker man lige mobilen, og så går man ind igen," fortæller Louise.
"Den der julemiddag tager lidt lang tid," siger hun.

De unges liv i netværk forandrer ikke kun deres sociale liv. Også den måde, de opfatter sig selv på, bliver markant anderledes end tidligere generationers jeg-forståelse, konstaterer psykologiprofessor Kenneth Gergen fra Swarthmore College i Pennsylvania, USA, i forskningsartiklen 'Self and Community in the New Floating Worlds'.
I den vestlige kultur er det individuelle, forankrede jeg mere eller mindre at betragte som et faktum, skriver Kenneth Gergen og påpeger, at den opfattelse er noget særligt for den vestlige kultur og har sit udspring i den kulturelle udvikling fra det 17. århundrede og frem.

Den jeg-opfattelse har filosoffer som René Descartes, John Locke og Immanuel Kant givet væsentlige bidrag til, og den blev yderligere understøttet af handelsklassens opståen, af reformationen, af udviklingen af demokratiet, og af den empiriske videnskabs gennembrud, skriver Kenneth Gergen.
Men de nye kommunikationsteknologier underminerer følelsen af et forankret jeg. I stedet har de unge et utal af delvise jeg'er, som endda sagtens kan være i modstrid med hinanden.
'Der er ingen grund til at kigge indad for at finde sit sande jeg, for der er ikke meget tilbage af kernen,' skriver psykologiprofessoren.
Mobiltelefonen har flyttet jeg-forståelsen fra det forankrede jeg til, at man er en del af et netværk. Teknologien understøtter og understreger vigtigheden af at være forbundet frem for at være selvstyrende. Vigtigheden af at kigge udad frem for indad. Og vigtigheden af at orientere sig mod netværk frem for selvtilstrækkelighed, anfører han.
Kenneth Gergen mener også, at en opdatering af filosoffen René Descartes klassiske hyldest til individualismen er på sin plads.
Hans forslag er et ordspil, der er umuligt at oversætte: Descartes' 'I think therefore I am' skal erstattes af 'I am linked therefore I am'.

Samfunds- og ungdomsforskeren Johannes Andersen, der er lektor på Aalborg Universitet, er enig med psykologiprofessoren fra USA.
"Identitetsdannelsen er hele tiden en proces og et projekt - det skal ikke gøres for tungt. Men svagheden er flygtigheden," siger Johannes Andersen i fastnettelefonen på privatadressen.
Han mener, at de unge er gået fra at have et over-jeg, der har styr på normer og regler, til at have et overvejende jeg.
"De er hele tiden i gang med at overveje, hvad sker der derude," siger Johannes Andersen om de unges brug af netværket.
De unge er handlingsorienterede individualister med en kraftig hang til iscenesættelse. Men de har brug for hinanden, mener Johannes Andersen og bruger Roskilde Festival som eksempel på noget, der kun kan fungere, hvis alle er til stede. Det vil nok være lidt kedeligt at være den eneste tilskuer til en god koncert med AC/DC, påpeger han.
"Man skal helst være lidt flere for at kunne lave den enestående oplevelse. Derfor har man brug for andre. Og i den brug for andre udvikler man så forskellige former for sociale kompetencer: Anerkendelse og respekt for hinanden er vigtige processer for at kunne få et fællesskab om for eksempel en Roskilde Festival til at fungere," siger han.

Men hvordan fanger og fastholder man opmærksomheden hos en gruppe unge, der hele tiden har antennerne ude for at finde andre steder, hvor der sker lidt mere? Det spørgsmål er også presserende i landets fritids- og ungdomsklubber, der i stigende grad må konkurrere med andre tilbud og muligheder om de unges gunst.
Morten Bay, forfatter og journalist, har et bud på, hvordan klubberne kan blive en vigtig del af de unges liv. Klubben skal ikke være en endestation i livets jernbane, det skal være en hovedbanegård, hvorfra man let og bekvemt kan komme alle mulige steder hen. Sådan lyder essensen i bogen 'Generation Netværk', som Morten Bay har skrevet sammen med Julie Schytte Ralund. Den handler ikke specifikt om klubber, men tankegangen gælder også her, påpeger Morten Bay.

På en ustabil telefonforbindelse fra Hollywood Hills i Los Angeles, Californien, hvor Morten Bay lige er flyttet til, uddyber han tankegangen:
"Klubben skal give dem noget at være sammen om. De er trofaste over for deres netværk, så hvis netværket er i klubben, så skal de nok være trofaste," siger han.
Han påpeger, at klubberne især har et trumfkort.
"Det vigtigste, man har, er socialt samvær. Vores generation var social et sted ad gangen. De unge i dag kan sidde nede i klubben og være sociale på computeren og mobilen samtidig," siger Morten Bay, der er født i 1973.
Det vigtige er ikke at slå for store projekter op for de unge. Det handler om at lave aktiviteter, som de relativt let kan gå til og fra.
"Klubben skal hellere lave småarrangementer, som er med til at opbygge en loyalitet," siger han.
Det er en naturlig konsekvens af, at de unge i dag ikke laver aftaler. De mikrokoordinerer hele tiden deres aftaler og tilstedeværelse, fortæller Morten Bay. Derfor er det ikke gjort med at sætte en seddel op om, at der er tur på torsdag.
"De skal have mulighed for at tilmelde sig via sms, og de skal også bekræfte deres deltagelse. Og man må tage forbehold for, at de kan bakke ud, hvis noget andet er mere interessant," siger han og understreger, at man ikke som klubmedarbejder skal blive så trist over, at de unge dropper en tur.
"De er ikke inaktive, de laver jo noget bedre," siger han.
De unge har også, selv om de virker anti-autoritære, stadig brug for rollemodeller, anfører Morten Bay.
"De er jo ikke dumme, de har stadig brug for at lytte til fornuftige voksne. De kan godt se fidusen ved at modtage råd fra en engageret voksen frem for en på deres egen alder," siger han og understreger, at man ikke skal begå den fejl at forsøge at være i øjenhøjde med dem.
"Det er noget sludder. Man skal sige: 'Jeg er 45 år, og jeg har selv prøvet det'. Så bliver man et netværkspunkt, som de kan bruge til noget andet end det, de bruger vennerne til. Og så skal de nok finde en," siger han.
Morten Bay synes også, at klubberne skal give medarbejderne mulighed for at koble sig på de unges mobiltelefonnetværk ved at give alle medarbejdere en mobiltelefon, som de unge får nummeret til. Og den behøver såmænd kun at være tændt, når man er på arbejde, siger han.
"Det fede ved sms'er er, at de er der, når man tænder telefonen. Og de unge er ikke dummere, end at de ved, at når man ikke svarer, så er man ikke på arbejde," siger han.

I Klubben Søborg har man forsøgt at arbejde med tankerne om at være tilgængelig på såvel mobiltelefon som internettet. I 2007 var det en vigtig del af udviklingsplanen for juniorklubben at blive et knudepunkt i de unges netværk. Men det har nu ikke medført den store revolution, siger afdelingsleder Dennis Waldemar.
"Jeg tror ikke, brugen af klubben har ændret sig. Jeg tror ikke, det havde den store effekt. Jeg tror godt, det kan få det, og jeg tror også, tankerne er rigtige nok. Det er ikke noget, der er forsvundet i min bevidsthed, men lige nu er det bare nedtonet lidt," siger han.
Men klubben har dog markeret sig. Medarbejderne har alle sammen en arbejdsmobiltelefon, som de bruger, når de er i klubben.
Klubben har oprettet en profil på msn - en direkte beskedudveksling, som er meget populær hos de unge, når de sidder ved computeren, forklarer Dennis Waldemar:
"De unge bruger jo ikke mail. Det er jo oldnordisk i deres verden. De tjekker ikke deres mail, de bruger ikke deres mail. Det går for langsomt," siger han.

Klubben har også en profil på Facebook med 65 venner i skrivende stund. Der er en absolut venneløs profil på Myspace.com, og så har klubben også betalt vip-medlemskab til vennesitet Arto.dk til en medarbejder.
Det er 31-årige Nina Erslev, der som en del af sit arbejde kigger forbi sin Artoprofil. Under navnet nHinja holder hun kontakt med 45 venner, fortrinsvis medlemmer fra klubben.
"Men der står, at jeg er klubpædagog, og at jeg har en profil for at se, hvad Arto er," siger hun.
Hun har haft sin profil i halvandet år, og den er et godt supplement til syværkstedet, hvor Nina Erslev arbejder.
"Der er tit rigtig mange piger dér, så hvis man har noget, man gerne vil have lettet hjertet for, så er det svært. På Arto kan man være lidt mere privat, hvor der ikke er andre ører eller øjne," siger hun.
Nogle gange kan det endda gøre det nemmere, når man sidder ved hver sin computer og 'snakker'.
"Jeg har haft en pige, der fik fortalt, at hun skar i sig selv. Det kunne hun gøre over Arto," siger Nina Erslev og understreger, at der naturligvis blev fulgt op på den betroelse.
Hun mener også, at det er fornuftigt at være til stede på Arto, når der sker ting derinde, som de unge går og snakker om.
"Hvis man ikke ved noget om det, så er det svært at gå ind i debatten og vejlede om det. De har en anden form for respekt, når man taler om Arto, for de ved, man har en profil derinde og ved, hvad der foregår," siger hun.
For Dennis Waldemar er tilgængeligheden på nettet og mobiltelefonen en vigtig del af arbejdet med at placere Klubben Søborg i de unges bevidsthed.
"Men det skal ikke kun være en cyberklub. Der skal stadig være det gode gamle pædagogiske relationsarbejde," siger Dennis Waldemar.
For ham er det et led i at se klubben på en ny måde:
"Vi skal kunne tilbyde relationer, kontakter. Vi kan være kontakten ud til andre ting, foreningslivet for eksempel. Vi kan være kontakten til venner, det kan være her, man mødes. Så vi skal være navet i hjulet, der formidler og forgrener ud i netværket frem for at tro, at vi er svaret, det endegyldige mål. Den tid er forsvundet," siger han.

Måske kan man inddrage de unge mere i at udbrede aktiviteterne i klubben. Det kan være vejen frem at sende sms'er personligt til nogle udvalgte, som man har en relation til, og lade dem sprede budskabet, funderer Dennis Waldemar.
"Det kan godt virke, som om man kommer til at favorisere nogen, og det skal man altid være opmærksom på i den pædagogiske verden. Men på den anden side så har vi altid gået til 'lederne'. Det har altid været sådan, at skal man lave en tur eller et arrangement, så skal man gå til de stærke, og når de har tilmeldt sig, så kommer alle de andre også. Så skal man bare være opmærksom på, om der er nogen, der ikke får beskeden," siger han.
"Det er et nyt redskab, men mekanismerne er de samme."

I klubben Fristedet i Horsens understreger leder Jan Søgaard, at aktiviteterne i klubben for ham primært er noget at være sammen med de unge om.
"Det vigtigste er kontakten og relationerne til de unge, og de relationer, de får skabt til hinanden. Vi er voksne, det er andre ting, de kan snakke med os om," tilføjer han.
Det er vigtigt, at medarbejderne er i stand til at fange, hvad der rører sig hos de unge. Men det betyder ikke, at de unge skal have medarbejdernes mobilnumre, mener Jan Søgaard.
"Nej. Hvis de har brug for os, så ved de, hvor vi er. Vi har en daglig åbningstid fra 6.30 til 21, så der er rigelig mulighed for at komme over og få fat i os."

Er der grund til at være bekymret over de unges omfattende brug af netværksmedier som mobiltelefon og internet? Tværtimod, mener forfatteren Howard Rheingold.
På edge.org bød 160 bidragydere den 1. januar 2007 ind med svar på spørgsmålet: Hvad ser du optimistisk på? Og hvorfor?
Howard Rheingold var blandt de udvalgte. Han mener, at der er god grund til at være optimistisk, fordi værktøjet til kulturel produktion og distribution ligger i lommen på de 14-årige. Spørg dig selv, skriver han, hvilken slags befolkning, der mest sandsynligt bliver involveret i samfundsanliggender - en befolkning af passive forbrugere, der sidder i deres mørklagte rum, mens de indtager massefremstillet kultur distribueret af få til et stort publikum. Eller en verden af skabere, som måske er misinformerede eller har dårlige intentioner, men som i hvert fald er aktivt engageret i at skabe såvel som at forbruge kulturelle produkter?

Howard Rheingold anfører, at nutidens unge, de digitalt indfødte, som alle har mobiltelefoner og trådløst internet som en naturlig del af deres miljø, både skaber og forbruger indhold fra nettet.
"Jeg tror, det er et godt varsel om, at de vil tage hånd om at reparere verden, i stedet for at vende sig væk fra samfundsspørgsmål eller vende sig mod nihilistisk ødelæggelse," skriver han.
Hvad man end siger om de millioner af teenagebloggere, hjemmevideo-producenter og de aktive på sociale netværkstjenester som myspace.com og facebook.com, så kan man ikke sige, at de er passive medieforbrugere, mener Howard Rheingold.

Interviewet med de tre mobilafhængige unge fra Fristedet i Horsens er ved at være slut. Det har varet en halv time. I den tid har Anne Vendelin Sørensen ikke fået nogen sms'er. Achim Jacobsen har fået fem. Louise Kristensen nåede kun at være der de sidste 10 minutter af interviewet. Og hun lod først sin telefon ligge, da hun havde siddet i fire minutter. Alligevel nåede hun at få 11 sms'er.
Louise Kristensen læser et par at sine sms'er op:
"Der er en, der spørger, hvornår der er julemarked på Fristedet. 'Hej skat, skal vi i byen efter skole?' 'Jeg elsker dig' og 'nå, ok'," lyder det fra Louise Kristensen, der betegner det som ret almindeligt at få sådan nogle beskeder.
"Min lillebror har lige skrevet," siger Achim Jacobsen.
"Han vil vide, hvad vi skal have at spise til aftensmad."

Ordforklaringer:

Blog: Forkortelse for weblog,en hjemmeside, der opdateres regelmæssigt med relativt korte indlæg, og hvor læserne har mulighed for at svare. Blogs kan spænde fra personlige dagbøger til politisk ellr eventuelt hobbypræget indhold. En person, der skriver blog, kaldes en blogger.

Counterstrike: Et såkaldt førstepersons skydespil til computer eller x-box. Spilles i netværk, enten lokalt eller på internettet, hvor man deler sig i to hold: Terrorister eller antiterrorister. Man skal så samarbejde om at gennemføre terroraktionen eller omvendt forhindre den.

Cyperspace: Bruges til at beskrive stort set alt der har med Internettet at gøre. Ordet er opfundet af Science-fiction-forfatteren William Gibson og blev af ham brugt til at beskrive den virtuelle verden, først i novellen "Burning cjhrome" siden i romanen "Neuromancer" fra 1984

Egde.org: Hjemmeside for organisationen Egde Foundation. Målet for organisationen er at samle de skarpeste hjerner inden for videnskab og teknologi, sætte dem sammen og få dem til at stille hinanden de spørgsmål, de går rundt og tumler med hver især.

Facebook: Mark Zuckerberg grundlagde websitet Facebook, der fungerer som et socialt netværk, hvor man kan få og holde kontakt med venner. Gik i luften den 4. februar 2004, og dengang var der kun adgang for studerende fra Harvard University, hvor Zuckerberg selv gik. Da Facebook blev åbent for alle, eksploderere medlemstallet. Facebook har over 120 millioner aktive brugere.

Mikrokoordination: Et norsk studie af de unges mobilvaner viste, at de også brugte sms'erne til hele tiden at justere og tilpasse de aftaler, de lavede. Forskerne døbte det mikrokoordination.

MPB: Mini Playback. Konkurrence som hvert år afholdes i Klubben Søborg, hvor de unge dyster i at mime og optræde til et stykke musik. Ungdomsringen og Klubben Søborg arrangerer også hvert år et mesterskab i MGP for klubber i Regionen Hovedstaden.

SMS: Short Message Service. En kommunikationsprotokol, som gør det muligt at udveksle tekstbeskeder mellem mobiltelefoner. Kan indeholde op til 160 tegn inklusive mellemrum.



Litteratur:
• Howard Rheingold: Smart mobs - the next social revolution.
• Howard Rheingold: The tools of cultural production are in the hands of teens. Findes på edge.org.
• Morten Bay og Julie Schytte Ralund: Generation netværk.
• Ida Wentzel Winther: Tilgængelig, nærværende og potentielt fraværende - om unges mobiltelefoni, Dansk Sociologi nr.2/2007.
• Johannes Andersen: Mellem individ og netværk, Ungdomsforskning nr. 3/2008. Udgivet af Center for Ungdomsforskning.
• Kenneth J. Gergen: Self and Community in the New Floating Worlds.
Findes på www.swarthmore.edu