Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 02 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Børneministeren om udsatte børn. Flere pædagoger er ikke hele løsningen
Børneminister Mai Mercado (K) mener, at sociale normeringer kan være en af flere forskellige muligheder for at støtte udsatte børn.
Af: Vibeke Bye Jensen
Nytiltrådte børne- og socialminister Mai Marcado (K) er glædeligt overrasket over, at omkring 40 procent af kommunerne har sociale normeringer. Hun mener, det er godt, at man lokalt tager bestik af opgaven og planlægger derefter.
»Men forskning viser jo, at det ikke kun er antallet af hænder, som betyder noget for, hvordan i daginstitutioner kan støtte udsatte børn og deres familier. Man kan ikke entydigt sige, at minimumsnormeringer eller sociale normeringer er den rigtige løsning. For det første, fordi det er meget omkostningstungt, og for det andet, fordi det ikke er sikkert, at det har den bedste effekt,« siger hun.

Hvad betyder så noget for institutionernes mulighed for at støtte udsatte børn?
»Børnene har behov for et dygtigt og kvalificeret personale med viden om børns udvikling og behov for gode læringsmiljøer. Og så har de også brug for, at personalet kan samarbejde med forældrene. Vi ved jo, at en tidlig indsats er en god investering, men jeg tror, vi skal se på en bred vifte af løsninger, som er med til at løfte det enkelte barn bedre på vej. I det udspil på dagtilbudsområdet, som jeg kommer med senere i år, vil der være flere forskellige tiltag.«

Bruger kommunerne nok på sociale normeringer eller på andre tiltag, der bryder den sociale arv?
»Kommunerne ved jo selv, hvor udfordringerne er. Jeg må have stærk tiltro til, at de selv bedst kan vurdere, hvordan og hvor pengene gør størst gavn. Der findes jo ikke en bestemt pose penge, som kan bruges på dagtilbudsområdet? Det står kommunerne frit for at opprioritere indsatsen på dagtilbudsområdet.«

Er sociale normeringer en lappeløsning?
»Nej, jeg mener, det er et udtryk for, at man differentierer og prioriterer, hvor der lokalt vurderes at være et ekstra behov.«

Hvordan ser du daginstitutionernes betydning i forhold til at bryde den negative sociale arv?
»De har en kæmpe betydning, og om 10-15 år vil man undre sig over, at vi har haft så lidt fokus på dagtilbud. Jeg mener, vi skal satse på at kombinere forskellige fagligheder til gavn for de udsatte børn og deres familier. Der er jo kommuner, hvor man allerede nu har socialrådgivere på institutionerne, og hvor der samarbejdes tæt med sundhedsplejen. Det mener jeg skal bredes mere ud.«

Om Mai Mercado
Udnævnt til børne- og socialminister i november 2016.
Født i august 1980 i Tønder.
Uddannet cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet i 2008.
Blev valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti i 2011.
Blev i sommeren 2016 mor til en pige.