Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 34
BUPL mener: 150.000 tager ikke fejl
Vigtigheden af en ordentlig velfærd er så fasttømret et faktum, at ingen politikere med respekt for sig selv åbent tør angribe velfærdstænkningen.
Af: Allan Baumann - medlem af forretningsudvalget
Sidste tirsdag mødtes hen ved 150.000 danskere landet over for at markere deres ønsker til den danske velfærd, og samtidig give udtryk for deres utilfredshed med en lang række velfærdsområder, som er underbemandede, nedslidte, underbetalte og ikke mindst under-respekterede.
De fleste velfærdsfunktioner - ikke mindst pædagogisk arbejde - burde være højtrespekterede og attraktive professioner - alene af den grund, at opgaven er at tilsidesætte egne behov og hele tiden have barnets, klientens eller patientens bedste for øje. Andre grunde er, at velfærdsfunktionerne er forudsætningen for, at samfundshjulene løber rundt, f.eks. er en god og udfordrende hverdag for børnene i daginstitutionen og en god uddannelse i skolen senere i livet væsentlige forudsætninger for, at vi har en innovativ og produktiv privat sektor. Der findes med andre ord ingen argumenter for IKKE at investere i en ordentlig velfærd.
Vigtigheden af en ordentlig velfærd er så fasttømret et faktum, at ingen politikere med respekt for sig selv åbent tør angribe velfærdstænkningen. Selv vores statsminister erklærer sig enig i mere velfærd og imod nedskæringer, eller som han tørt konstaterer: "Aldrig har vi brugt så mange penge på velfærd".
Det sidste er faktuelt rigtigt, men han ser bort fra - og bliver heller ikke stillet til regnskab for - at væksten i den offentlige velfærd ikke har fulgt med udviklingen i samfundet i øvrigt. Regnestykket er simpelt: Samfundets almindelige vækst ligger på omkring 2 procent om året, mens regeringens ambitionsniveau for den offentlige er en vækst på 0,5 pct. årligt.
Denne forskel, som nu kører for femte år i træk - og ifølge planen skal fortsætte mindst frem til 2015, betyder selvfølgelig, at velfærdsområderne presses. Så selvom statsministeren retorisk er for velfærd, så betyder hans og regeringens faktiske, gennemførte politik, at velfærden sakker bagud. Derfor har han også svært ved at bortforklare den virkelighed, som pædagoger og andre oplever, nemlig at der ikke er pædagoger nok til at løse opgaven, som den burde løses, at pladsen er trang i institutionerne, og at den anerkendelse og respekt, der ligger i en ordentlig løn, ikke er tilstede.
Derfor bør Fogh og hans regering forstå, at vi mener det alvorligt. Rigtige pædagoger og andre offentlige ansatte gider ikke mere snak - vi kræver handling nu. Vi kræver flere pædagoger, bedre fysiske rammer, bedre og mere uddannelse, mere frihed og mindre kontrol og ikke mindst en bedre løn.