Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 02
Blandede børn: Mine børn er danske
Rushy Rashid Højbjerg kalder sig selv for paki-daner. Hun har været igennem en lang og sej kamp for at finde sin egen vej mellem den pakistanske og danske kultur. Men hun vil ikke forvirre sine egne børn. De er danske.
Af: Marie Bille
Da Rushy Rashid og Jens Højbjerg mødte hinanden, var det ikke bare kulturkløften mellem jyden og københavneren, som skulle overkommes. Det var også kløften mellem den danske og den pakistanske kultur.
I dag har ægteparret to børn, og dem vil Rushy Rashid Højbjerg ikke forvirre. De er danske, selvom deres mor har pakistanske rødder.
"Det er ikke afgørende for mig, at de får en pakistansk etiket på. Men det er vigtigt for mig, at de får en forståelse for deres sammensatte baggrund. Det får de via kulturen, via maden og historier fra Pakistan. Det får de ved, at vi fejrer de pakistanske helligdage," siger hun.
Rushy Rashid Højbjerg er forfatter og arbejder i dag som journalist på dagbladet Politiken. Hun er en af de få, der gennem sine bøger lægger stemme til en personlig beretning om, hvad det vil sige at stifte en familie med to kulturer. En familietype, der bliver mere og mere udbredt, og som pædagoger kommer til at møde flere af i fremtiden.
Selv har Rushy Rashid Højbjerg været igennem en udvikling fra pakistansk pige til en erkendelse af, at hendes liv ikke kunne og ville blive som hendes mors, men heller ikke som hendes danske veninders. Som tyveårig havde hun et mislykket arrangeret ægteskab med en pakistansk mand bag sig, og da besluttede hun at gøre op med sine forældres drømme og forventninger til hende. Hun ville vælge sin egen vej.
Efter en lang kamp for at finde fodfæste mellem de to kulturer med vidt forskellige krav og forventninger, placerer hun i dag sig selv et sted midt imellem det danske og det pakistanske. Ikke hverken-eller, men både-og.
"Jeg er ikke pakistaner, jeg er et mix. Jeg har den bindestregsidentitet, som der egentlig ikke er plads til i vores samfund. For vi vil gerne dele folk op i kasser. Enten er du det ene, eller også er du det andet, og hvis ikke du er dansker, så er du ikke rigtig god nok," siger hun.

Andres mange meninger. Familien Rashid Højbjerg bor i et gult hus med have på en stille vej i Hvidovre. Far, mor og to børn. Adam på ni og Mimi på seks år.
De har selv skullet opfinde deres måde at være familie på, for med to forskellige kulturelle baggrunde skal der indgås mange kompromisser og vælges til og fra.
"Det kræver selvfølgelig en del. Det kræver en afgrænsning af, hvad der er vigtigt at tage med, og hvad der er vigtigt at lade ligge. Du er også nødt til at sortere i din bagage, og det er hårdt og sejt," siger Rushy Rashid Højbjerg.
Noget af det hårdeste ved at være en blandet familie er omverdenens forskellige forventninger, fortæller hun. Hun har oplevet, at andre har mange meninger om, hvor meget eller hvor lidt hun skal afgive af sin pakistanske kultur. Hvordan parret skal opdrage børnene, er der også mange meninger om.
"Det har været hårdt med alle øjnene udefra, som dømmer eller bedømmer vores handlinger uden at kende til, hvad vi egentlig har diskuteret. Folk og familien har mange meninger om, hvad der ville være rigtigst i en given sammenhæng, men de har bare ikke været i vores sko. De har ikke stået med de beslutninger, der skulle tages," siger hun.
Det gjaldt for eksempel dengang, da parret skulle beslutte, om deres søn Adam skulle omskæres. Det er normalt i den pakistanske kultur og betød meget for Rushy Rashid Højbjerg, for hun følte, at det var en vigtig del af hendes kulturarv. Sønnen endte med at få foretaget indgrebet.
"Men det blev udlagt som, at jeg havde fået Jens til at lægge sig på ryggen for min kultur, og det var enormt svært at forholde sig til," siger hun.

En forræder. Samtidig opfattede mange pakistanere Rushy Rashid Højbjergs åbenhed omkring sine valg og familiens liv som en udstilling af hele den pakistanske gruppe i Danmark og som et forræderi.
"Det synes mange fra den pakistanske side stadig. Jeg har oplevet, at piger ikke får lov til at komme til mine foredrag. Det værste tilfælde var en pige, der havde lånt en bog, jeg har skrevet, af mine forældre. Da hendes familie opdagede det, rev de bogen i stykker og smed den ud," fortæller hun.
Rushy Rashid Højbjerg mener, at der er brug for flere fortællinger som hendes egen, og som kan give andre i samme situation nogle at spejle sig i. Det har også været et af formålene med hendes bøger at vise, at man kan overleve splittelsen mellem to kulturer, selvom det er hårdt.
"Jeg havde ingen, jeg kunne læse om, som overlevede. Jeg famlede i blinde, og det gør jeg stadig, når det handler om de her spørgsmål," siger hun.
Rushy Rashid Højbjerg måtte selv finde den vej, der var rigtig for hende, uden nogen til at udstikke retningen og uden at have nogen at spørge til råds. Sådan har mange unge det også i dag, mener hun.
"Jeg hørte forleden en pædagog sige, at da han var lille, var der et kort, han skulle navigere efter. Men unge i dag forventes at tegne deres egne kort. Det er sådan et godt billede," siger hun.

Julen er det nemmeste. Religionen har en særlig betydning i Rushy Rashid Højbjergs familie, for Rushy er muslim og Jens er kristen.
"Vi har koranen og biblen stående ved siden af hinanden på hylden. Sådan er det, og det er ikke til diskussion. Adam, den store, er nu begyndt at spørge, hvad han skal være," siger Rushy Rashid Højbjerg.
Hun svarer sin søn, at han ikke skal vælge, men må rumme, at han har to religioner med sig hjemmefra og starte derfra. Hvilket regelsæt, børnene vælger at følge, er ikke så vigtigt for hende.
"Alle religioner prædiker det samme. Der er ikke nogen, der er bedre end andre. Det handler om, at du skal opføre dig ordentligt," siger hun.
Familien fejrer de muslimske helligdage sammen med Rushys familie og de danske helligdage sammen med Jens' familie. På dét punkt er det nemmere at komme overens i en blandet familie.
"Julen er ikke noget problem. Den holder vi jo på den måde, som Jens plejer at holde den, for jeg har ingen krav til det. Når vi fejrer eid (muslimsk højtid, red.), så er det på min måde, for der har Jens ingen præferencer," siger Rushy Rashid Højbjerg.
Valget om at tage begge kulturer ind stemmer godt overens med en dansk opdragelse til selvstændighed, hvor et vigtigt element er ikke at servere en fasttømret holdning for børnene, mener hun.
"Det er jo meget grundlæggende i hele vores uddannelsessystem og vores samfund, at vi lærer børnene at stille spørgsmål hele vejen igennem. Det lærer vi også vores børn," siger hun.

Efterlyser udsyn. Rushy Rashid Højbjerg har blandede erfaringer med, hvordan de institutioner, hendes børn har gået i, har tacklet deres sammensatte baggrund. Der er stor forskel på, hvor meget energi pædagogerne har haft til at gå ind i børnenes forskellige baggrunde.
"Mine børn startede i en institution, hvor der ikke var overskud til andet end at overleve fra dag til dag. Da de flyttede til en anden institution, var der lige pludselig plads til, at de kunne lave tre ugers afrikansk tema med mad, masker og sange," fortæller Rushy Rashid Højbjerg.
Hun efterlyser generelt et mere globalt udsyn blandt de ansatte i institutionerne. Når der sker katastrofer som for eksempel oversvømmelserne i Pakistan, kan det være en naturlig måde at få inddraget det link, børnene har til andre kulturer via deres baggrund, mener hun.
"Man kunne godt lære vores velnærede børn med ressourcestærke forældre at vise omsorg. Det kan man gøre på mange måder. Jeg synes, at vores pædagoger kunne blive bedre til at give det sociale ansvar videre til vores børn så tidligt som muligt. For børn er rummelige, og det er en lektie, de får for livet," siger hun.

De første stemmer
Rushy Rashid Højbjerg og hendes mand Jens Harder Højbjerg var de første, der berettede til den brede offentlighed, hvad det betyder at splejse en dansk og en muslimsk familie sammen. I 2003 udkom deres fælles bog ' Bag sløret', der fortæller åbent om det tvekulturelle familieliv.
Før den havde Rushy Rashid udgivet bestselleren 'Et løft af sløret'. Det er en biografi, som både loyalt og ligefremt beskriver hendes egne opvækstvilkår som pakistansk pige i Danmark.
I 2006 udgav Rushy Rashid romanen 'Du lovede vi skulle hjem ...', der langt hen ad vejen bygger på hendes egne forældres indvandrerhistorie.