Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 15 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Forsker fastslår. Neuropædagogik er vejen frem
Neuropædagogik giver svar på nogle af de spørgsmål, pædagoger på ældreområdet stiller sig selv. Feltet bliver en vigtig del af området, vurderer adjunkt Lone Diekmann.
Af: Mikkel Prytz
Endnu er der ikke meget faglitteratur om pædagoger på ældreområdet, men det er kun et spørgsmål om tid, før også det arbejdsområde bliver bedre beskrevet. Og når det sker, vil neuropædagogik sandsynligvis blive en integreret del af det pædagogiske arbejde med ældre.
Det spår Lone Diekmann, adjunkt ved UCN's pædagoguddannelse i Nordjylland og tilknyttet Neuropædagogisk Kompetencecenter.
»Neuropædagogik på ældreområdet er et forholdsvis nyt felt, men det bliver stort i forhold til både at implementere pædagogikken på ældreområdet og at se ældrepædagogik som et selvstændigt område inden for pædagogikken,« siger hun.
UCN har netop haft flere studerende i praktik på plejecentre. Her har de blandt andet arbejdet med værktøjer og tilgange fra neuropædagogikken. Erfaringerne er gode.
»Vi får positive tilbagemeldinger fra de studerende, deres kolleger og ledelserne.De oplever en større trivsel hos de ældre, og medarbejderne oplever at blive præsenteret for nye værktøjer, der giver mening i deres praksis,« fortæller Lone Diekmann.
Neuropædagogik er en tværvidenskabelig tilgang, som blandt andet baserer sig på neurovidenskab, neuroaffektiv udviklingspsykologi og kognitiv psykologi.
»Det handler om, hvordan vi bruger vores viden om hjernen i en pædagogisk sammenhæng. Neuropædagogik har især været brugt på specialområdet, eksempelvis til personer med hjerneskade og andre neurologiske problematikker. Men det bliver mere og mere aktuelt inden for normalområdet og nu også ældreområdet,« siger Lone Diekmann.
Især på demensområdet opfattes neuropædagogik som en brugbar tilgang.
»Det er vigtigt at have en forståelse for menneskets kognitive funktioner og vide, hvordan hjernen udvikler sig og modnes, når man arbejder med mennesker med nedsat funktionsevne. Og det kan man godt tale om, når det gælder demens, som kan beskrives som en afvikling af hjernen,« mener hun.

Se på dig selv. Et vigtigt element i neuropædagogik er, at den professionelle har et stort fokus på sin egen andel af interaktionen og er bevidst om sit professionelle ansvar i samspillet.
»I en konfliktsituation handler det eksempelvis om at efterrationalisere. Altså spørge sig selv om, hvad man sagde eller gjorde i situationen, inden borgeren gik i affekt. Frem for eksempelvis at sige, at årsagen til borgerens adfærd kan tilskrives hans diagnose, handler det om at analysere situationen op til konflikten og se på ens egen interaktion i samspillet og egen andel af konflikten,« forklarer Lone Diekmann.
»Ud fra en neuroaffektiv, neuropædagogisk viden om hjernens udvikling og modning kan man tilrettelægge sin pædagogik bedst muligt,« tilføjer hun.
Neuropædagogisk Kompetencecenters historie går kun knap syv år tilbage, hvilket vidner om et forholdsvist nyt område inden for pædagogikken. Men ifølge Lone Diekmann oplever centret en stigende efterspørgsel på efteruddannelse i neuropædagogik, også på normalområdet.
»Nu er det eksempelvis ansatte i folkeskolen og daginstitutionerne, der kontakter os. Flere har fået øjnene op for, at neuropædagogik er et godt værktøj til at forstå den praksis, man arbejder i, og at det er en tilgang, som kan bruges fra vugge til krukke,« slår hun fast.

Hvad er neuropædagogik?
Neuropædagogik er en pædagogisk tilgang baseret på viden om hjernens udvikling og modning i det tætte samspil med omverdenen.
Tilgangen kan ses som en kobling mellem neurovidenskab, pædagogik og forskellige retninger inden for psykologi som fx udviklingspsykologi og kognitiv psykologi.

3 nøglebegreber i neuropædagogik
Kognition: Når et menneske har kognitive vanskeligheder, gælder det i en neuropædagogisk optik om at stimulere hjernens udvikling og eksempelvis arbejde med sanseintegration og det tætte, emotionelle samspil. Det gælder om, at den professionelle tilrettelægger pædagogikken til den enkeltes individuelle behov og stiller sig selv spørgsmålet: Hvor har personen udfordringer, og hvordan kan jeg støtte personen på de områder?
Mestring: For at et menneske ikke mister kontrollen og går i affekt, er det vigtigt at arbejde i nærmeste udviklingszone. Hvad kan personen uden hjælp, og hvordan kan jeg stille krav, så de matcher disse forudsætninger?
Livskvalitet: Det er vigtigt for trivslen hos et menneske med kognitiv funktionsnedsættelse, at man bl.a. er opmærksom på personens arousal. Det vil sige de forskellige bevidsthedstilstande, som personen befinder sig i gennem dagen. Det er afgørende, at den professionelle hjælper personen med at regulere arousal i forhold til at fremme trivsel og læringsforudsætninger og sørger for, at krav og stimuli tilpasses dette niveau. Såfremt der er ubalance her, er der stor risiko for, at personen udvikler stress.

Kilder: Neuropædagogisk Kompetencer og denstoredanske.dk